Beklædning til mænd og kvinder:
En særk, en lang underkjole til kvinder fremstillet af hør.
Over særken bar hun en kjole fremstillet af hør eller uld,
evt. bare et forklæde af hør.
For at holde sammen på kjolen havde hun et bælte - et rigtig langt
bælte viste tegn på velstand.
Gifte kvinder bar altid hovedbeklædning, enten i form af en hat, kaldet
et hovedlin af hør eller coiff en slags kyse af hør, uld
eller skind/læder.
Unge piger havde ikke behov for at gå med hovedbeklædning, men det var
uhørt ikke at bruge det som gift kvinde! Der blev set ned på
dem!
For at holde hovedet og skuldere varm brugte man Strud - det er en
hætte af uld, evt. foret med hør.
Selve struden er det tøjstykke bagpå hætten der hænger ned af ryggen.
Jo længere den var - viste igen tegn på velstand.
På et tidspunkt blev struden så lang - at det var nødvendigt med at
have en tjener gående efter de finde folk - som havde råd til
at flotte sig med masser af stof - og tjenere. Denne ekstravagante
sløseri af stof blev dog stoppet i Danmark af kongen,
da der var brug for alle de personer som kunne arbejde og lave noget
produktivt.
På fødderne bar man skindsko, der var syet indvendigt (på vrangen) og
så vendt, så sømmene ikke blev slidt for hurtigt.
Her bruges en teknik der med 2 nåle, en lædernål med 3 skarpe kanter -
og en stump nål - der er rund i spidsen.
Først bruges den skarpe nål i hullet - for at holde sål og overlædder
sammen, derefter den stumpe nål i det næste hul - fra den modsatte
side.
Der blev så syet i 8-taller - det kaldes sadelmagersting. Princippet
bruges i moderne symaskiner med en over og undertråd.
Patiner, der var en slags træsko/træsandal - som blev brugt
sammen med de almindelig lædersko - man stak skoen ind i Patineren
- som en sandal.
Dermed undgik brugeren at få beskidte og våde fødder.
Der var ikke lomme i middelalderens tøj, derfor brugtes tasker, punge -
som kunne indeholde en spiseske, knive og penge.
De blev fastgjort i et bælte omkring livet.
Vævning
Vævning er en proces, hvormed spundet garn omdannes til klæde.
Processen foregår på en væv. Vævning er opfundet
i stenalderen og processen
er ikke ændret i væsentligt omfang siden.
Vævet klæde består af tråde i to retninger, trenden
i stoffets længste led og islættet på den korte led. Det
vævede klædes bredde afhænger af vævens bredde,
idet der normalt kun væves i ét lag.
Ved vævning startes arbejdet ved oplægning af trend, et antal
tråde svarende til ønsket tæthed og bredde udmåles,
normalt ved opspænding mellem to par pinde placeret den ønskede
vævelængde fra hinanden. Ved hjælp af de to pinde i hver
ende
kan trendtrådenes rækkefølge fastholdes gennem at krydse
trådene ved hver vending.
Den færdige trend spændes på væven og trådene
fordeles ligeligt over hele vævebredden - afhængigt af vævens
type kan dette gøres ved hjælp
af en redekam eller selve vævekammen (på båndvæv
eller ved brikvævning spændes væven fast på trenden
i stedet og trådene skal ikke fordeles videre).
Trenden rulles derefter på bagbommen under belastning, så trådene
kommer til at ligge så lige som muligt.
Efter oprulning bindes væven op, ved at hver enkelt tråd føres
gennem en sølle fastgjort til det skaft, der passer til trådens
placering i vævemønstret.
Ved den mest simple toskaftsvævning (lærred) føres trådene
skiftevis gennem sølle på skaft 1 og 2. De mest almindelige
håndvæve har 2,4 eller 8 skafter, mens industrivæve kan
have flere hundrede.
Efter sølningen skal trenden føres gennem kammen og fastbindes
til forbommen.
Så er væven klar til start.
Det første skaft løftes og der lægges islæt ind,
skaftes sænkes og næste skaft løftes, det andet islæt
lægges ind fra modsat side (hvor islættråden endte før).
Dette gentages, indtil der ikke er plads til flere islæt på den
fremrullede del af trenden. For hvert isæt slås den vævede
tråd sammen med resten af klædet,
så hver af islættets tråde kommer til at ligge vinkelret
på trenden. Bagbommen løsnes og trenden rulles frem så
det vævede stykke efterhånden rulles over på forbommen.
Begge bomme holdes fastspændte under selve vævningen. Når
der ikke er mere trend kan det vævede klæde klippes af væven
og er derefter klar til anvendelse.
Valkning
Før i tiden var valkning en almindelig metode til at få vævede
stoffer eller strikkede genstande til at trække sig sammen eller filte.
Jo stærkere valkning, jo tættere stof, til tider kunne strukturen
i stoffet helt forsvinde, og det var ikke muligt at se om det valkede
var
vævet eller strikket.
Valkningen foregik ved, at man bearbejdede uldtøjet med en kombination
af vand, varme og sæbe.
Når man valker foregår der en proces , hvor de små skæl,
der sidder på uldfibrene griber ind i hinanden.
I virkeligheden kan uld tåle at blive kogt, det er først når
man gnubber objektet kraftigt i sæbevand at ulden krymper og stoffet
bliver valket.
Her er en oversigt med hvilke planter kan bruges til at farve
uld med:
(på eget ansvar)
Blå farver
farvevajd - kan sås og dyrkes i haven.
Brune farver
Brune farver fås bl.a. fra bark
ellekogler og blade. lav valnøddeblade og skaller.
Gule farver
Følgende planter giver gule farver:
rejnfan
røllike
vaubirkeblade
melbærrisblade
duftløs kamille.
Melbærrisblade vides at være anvendt til farvning i Vikingetidens
vævninger.
Røde og orange farver
Rødlige farver fås bl.a. fra
rødder af trenervet snerre (Gálium boriale)
gul snerre (Gálium virum)
kraprod (rubia tinctoria) - husk særlig proces
fliget brønsel - findes ved vandhuller.
Grønne farver
nælderod
perikum
Disse planter kan begge i bedste fald giver en svag gulgrøn farve.
Det er derfor langt bedre at overfarve gult med blåt.
Særligt egnede planter
Næsten alle planter indeholder stoffer, som i større eller mindre
(holdbar) grad kan farve uld.
Planter herunder indeholder meget farvestof og har en relativt stor
holdbarhed
og lysægthed, hvorfor de er særligt velegnede til hjemmefarvning.
Birkeblade (betula verrucosa) varm gul
Rejnfan, hele planten (tanacétum vulgare) gulgrøn
Valnød, blade og skaller (júglans regia) varm brun
Duftløs kamille, (matrcária inodóra) gul
El, kogler og blade (álnus glutinósia) gråbrun
Stenlav (parmélia saxátilis) brun
Eg, blade og bark (quércus róbur) grå, sort