Den såkaldte styrtrumskonstruktion, hvor øverste bjælkelag er tappet igennem stolperne et stykke under tag remmen, er under afvikling i løbet af 1700-tallet. I stedet blev bjælkerne lagt oven på tag remmen, og spærene blev stillet oven på bjælkerne i stedet for som i styrtrums konstruktionen oven på den opstikkende stolpe ende.

De seneste bindingsværksbyhuse fra tiden omkring og kort efter år 1800 er ofte bygget med karakteristiske dobbeltstolper. Det kan skyldes, at man brugte dårligere tømmer, men det kan i lige så høj grad skyldes ønsket om at kunne anbringe vinduerne længere fra hinanden og pudse huset, så det så ud, som om det var grundmuret. Pudsede bindingsværkshuse uden dobbeltstolper afsløres dog ofte ved, at afstanden mellem vinduerne kun er en stolpetykkelse.

Bindingsværket i byerne var langt tilbage i tiden udmuret med brændte sten, i alt fald mod gaden. Sandsynligvis har mange småhuse dog også haft lerklinede tavl som på landet, men disse synes ikke at have overlevet til i dag. På bagsiderne og i de indvendige vægge er der dog mange steder i 17- og 1800-tallet brugt lerklining eller ubrændte lersten.

Indtil midten af 1600-tallet anvendtes udelukkende ret store sten af munkestenstypen - dog en smule mindre. Fra midten af 1600-tallet indførtes mange mopper: små, hollandske sten, der brugtes til udmuring.

Anvendelsen af hollandske mopper begynder i Sønderjylland, og derfra spredes de i løbet af 30-40 år til det meste af landet. De afløstes i midten af 1700-tallet af de såkaldte flensborgsten: en tynd, lang, gul teglsten. Den er længere end mopperne, men mindre end nutidens sten, der fabrikeres efter én standard fra omkring 1875.

Grundmur

De grundmurede huse er opført af de samme stentyper som bindingsværkshusene. Middelalderens huse er opført af store, røde munkesten. Størrelsen kan variere, men længden er altid større end den dobbelte bredde. I renæssancen afløses de af lidt mindre sten, hvor længden svarer til to bredder plus en fugetykkelse. Denne ændring skyldes overgangen fra det karakteristiske munkeforbandt med to løbere (stenens langside) og en kop (stenens kortside) i hvert skifte (lag) til krydsforbandtet, hvor der kun lægges kopper, henholdsvis løbere i hvert skifte.

Det grundmurede hus fremstår enten med overfladen i blank mur (synlige sten), i skuring eller berapning med et tyndt mørtellag, hvor stenene kan anes, eller puds, hvor stenene er helt dækket af mørtel.

Når man ser bort fra naturstensdekorationer, er udsmykningen på de murede bygninger i udstrækning og form i overensstemmelse med murværkets natur, dvs. afhængig af murstenenes størrelse.

Fremspringende eller tilbageliggende partier er næsten altid 1/4 sten dybe, deres bredde delelig med 1/2 eller 1/4 sten og deres højde svarende til hele skifter.

Fælles for alle murede huse er hovedgesimsen ved overgangen til taget. Hovedgesimsen kan bestå af flere led og med højde, fremspring og form efter tidens ideal. Mange gesimser er så store, at det tilsyneladende strider mod naturlovene, at de ikke falder ned.

Gesimserne i de blankmurede huse er ofte udført ved at dreje eller forskyde enkelte eller alle sten i et eller flere skifter. Den pudsede gesims består af retvinklede eller 1/4-cirkelformede sten, hvorpå der er trukket et pudslag.

Fra slutningen af 1800-tallet og til midt i vort århundrede fik det blankmurede byggeri en renæssance. I denne periode arbejdede man både med de traditionelle fremspringende detaljer, men også med en blanding af røde og gule sten. I disse år udførtes noget af det smukkeste murerarbejde herhjemme.

Byhusenes farver

Farvesætningen på 1600-tallets bygninger kendes der kun lidt til, men der er ved flere undersøgelser fundet spor af kraftigt malede farver på udsmykninger, medens bindingsværk og tavl har været kalkede.

I begyndelsen af 1700-tallet var det sædvane at kalke de fremtrædende partier på murværket, medens man senere i århundredet på de pudsede huse tit så gule, rosa og røde farver. Arkitekturdetaljer og stenhuggerarbejde var ofte kalkede i en kontrastfarve som hvid eller blågrå (kønrøg).

I 1800-tallet er det de kølige grå og rent hvide farver, ofte oliemaling i stedet for kalk, der dominerer byggeriet, indtil de pudsede huse afløses af det blankmurede byggeri, hvor lerets blanding afgør murstenens farve.

I de større byers gårde, hvor det var småt med tilgang af luft og lys, har man tilsat kalken jernvitriol, der gav en blakket orange / rustbrun farve. Foruden at være et billigt farvemiddel har jernvitriol også en mug- og skimmelhindrende effekt.

Tage

Siden indførelsen af brandforordninger, der betød stråtagenes afvikling i byerne, har den røde vingesten af brændt ler været det altdominerende materiale til tagdækning. Med muligheden for en maskinel fremstilling af tagsten fra slutningen af 1800-tallet fremkom den såkaldte falstagsten, der med sine mere præcise mål og større tæthed blev en stor konkurrent til vingestenen, som dog stadig produceres.

Fra midten af 1800-tallet anvender man også skifersten, der gav mulighed for at udføre tage med en lavere taghældning end normalt.

Senere udvikler man metoder til at fremstille tagsten af cement, og mange af disse grå sten ses stadig rundt om i byerne, men noget smukt alternativ til tagsten af tegl er de ikke.

Af eternit fremstilles kunstskifersten og bølgeplader. Hvor udmærket materialet end kan være, egner det sig ikke til tagmateriale på ældre, bevaringsværdige bygninger.

Husenes indretning

I mange af 1500-tallets byer var rækkerne af handelsboder en typisk del af gadebilledet. De bestod ofte af en forstue, der foruden adgang fra gaden til gården også gav adgang til husets andet rum, der fungerede som stue og bod (forretning). Køkkenet kunne evt. være indrettet i en tværfløj. Senere indrettede man et kammer og en stue adskilt fra boden, der stadig havde adgang fra forstuen.

Principperne for indretning af bolig / forretning i det jævne købstadshus ændredes ikke meget de næste 300 år. En af de væsentligste ændringer bestod i, at huset blev gjort bredere, og det da indførte langsgående hovedskillerum gav mulighed for at adskille stue(r) mod gaden og kammer samt køkken mod gården.

Den mere velstående borgers hus havde ofte en portgennemkørsel fra gade til gård. Fra portrummet var der adgang til trappen, der førte til husets forskellige etager. Kælderen var indrettet til butik eller bolig for en af de ansatte og havde adgang fra portrum eller gade. Fra trappen kom man til ejerens bolig med de repræsentative rum i beletagen (den fine etage). Her lå det store rum, salen, mod gaden med et værelse på den ene eller begge sider.

Forhuset kunne også være suppleret med et sidehus, hvor en række sekundære rum, køkken og køkkentrappe, var placeret. Ved denne bebyggelsesform opstod hjørnestuen med det store vindue i det skrå fag mod gården. Rummet, der oftest blev anvendt til spisestue, kunne også være ovalt.

Bygningstypen optræder i flere variationer fra 1700-tallets midte og ca. 150 år frem.

Udlejningsbyggeri var ret spartansk. En af de enkleste former bestod af et gennemgående trapperum med en lejlighed på hver side. Lejlighederne var delt op med et langsgående og et tværgående skillerum. Derved fremkom en eller to stuer til gaden samt kammer og køkken til gården.

Omkring år 1900 gjorde man op med korridorsystemet, og køkkenet fik således en mere central placering i lejligheden. Heraf fulgte hurtigt forsøg med indretning af spisekøkkener; en idé, der var hentet i Tyskland, men som dog først slog rigtigt an i 1960'erne.

Radikale nybrud i lejlighedsindretningen i Danmark sker altså først med kraftig inspiration fra funktionalismen i 1920-30'erne, med direkte inspiration fra det blomstrende byggeri i Tyskland i årene efter første verdenskrig.

Med nye, byggende befolkningsgrupper skabtes andre boligformer. Først kædehusene med to eller tre lejligheder opført af byggeforeninger, f.eks. Kartoffelrækkerne i København, der blev opført af B&W-arbejdernes byggeforening. Husene havde én lejlighed i hver af de tre etager.

I denne proces fik Landsforeningen Bedre Byggeskik, der fra 1915 virkede for en højnelse af kvaliteten i det almindelige byggeri, en uvurderlig betydning.

Byggeskik i byerne

De fleste gamle, danske byer er opstået i middelalderen ved overfartssteder og fjorde, eller hvor veje gennem landsdelene krydsede hinanden.

I de danske byer kan husene deles i to hovedtyper, gavlhuset og langhuset.

Gavlhuset ligger med gavlen mod gaden og med de bærende langvægge og rygningen vinkelret på gadelinien. Da gavlen ikke er bærende, ses det ofte, at vinduer og døre er placeret friere i forhold til hinanden end i langhusene. Gavlhuse er ret almindelige i Sønderjylland og i de sydfynske byer, men findes også i f.eks. København og Helsingør.

Langhusene, som er den almindeligste bygningstype her i landet, har de bærende ydervægge liggende parallelt med gadelinien. I denne hustype er vinduer og døre ordnet efter en jævn rytme, der er betinget af husets konstruktion, hvad enten det drejer sig om murværk eller bindingsværk.

Byens udvikling

En række byer opnåede handelsprivilegier, der betød, at de fik eneret på al handel og udskibning af varer. Torvet og havnen blev derfor sammen med kirken de vigtigste steder i byen - dér hvor de vigtigste huse blev bygget. Byggeskikken i byerne følger i almindelighed de hovedstrømninger, der udspringer i København og med tiden breder sig til alle egne af landet, således at byerne med de nærmeste handelsrelationer til hovedstaden først modtager de nye strømninger.

Bybebyggelsen i provinsbyerne var, indtil midten af forrige århundrede, enetages ejendomme opført i tætte rækker langs med gaden. I de større købstæder er der dog stadig bevaret en række store toetages bygninger fra 1600-tallet og ganske enkelte steder, bl.a. i København og Aalborg, endog huse med flere end to etager. Den overvejende bebyggelse i byerne var af bindingsværk. Enkelte bygninger havde grundmurede gadesider, men fra begyndelsen af 1800-tallet vinder det grundmurede byggeri stadig mere indpas.

Dette sker bl.a. på baggrund af de bybrande, der igennem årene lagde større områder af byerne i ruiner. Ikke mindst den store brand i København 1728, der ødelagde en meget væsentlig del af byen, gav stødet til skærpede krav om grundmuring, tegltage og andre brandhæmmende foranstaltninger. Krav, som også kom til at gælde for landets øvrige købstæder.

Med tilflytningen til byerne, først og fremmest København, i første halvdel af 1800-tallet skete der en betydelig fortætning af byen med udnyttelse af udhuse, lofter og kældre til beboelse. Loven om næringsfrihed fra 1857 betød, at man kunne bosætte sig uden for købstæderne og derfra drive såvel håndværks- som handelsvirksomhed. Loven medførte derfor en vis lettelse i presset på byernes boliger. Til gengæld førte den industrielle vækst i anden halvdel af 1800-tallet til en betydelig udvidelse af mange købstæder. Udvidelserne fik retlinede gadeforløb med grunde, der blev bebygget med relativt små, grundmurede huse, ofte med et temmelig fælles præg. De var typisk opført i blank mur (ubehandlet) af røde eller gule mursten, hvor taget var dækket med fabriksfremstillede tagsten eller skifer.

Med anlægget af jernbanerne i sidste halvdel af 1800-årene opstod en række bydannelser visse steder, hvor jernbanerne krydsede det eksisterende vejnet. Stationsbyerne har deres ganske særlige præg, der er betinget af den byggestil, der herskede i tiden, og det faktum, at byen udviklede sig som et bånd langs den eksisterende vej. Rent arkitektonisk ligner stationsbyerne de samtidige udvidelser af bl.a. købstæderne.

		Bruskbarokt snitværk på knægt og fyldholt på bindingsværk dateret til 1651.Brogade 23, Køge.

 Bindingsværk

Bindingsværk har fra middelalderen været den almindeligste byggemetode i de danske byer. Kun de få velhavende adelsslægter, kirke og kongen havde da reelt mulighed for at bygge i grundmur.

De største og mest righoldigt udstyrede bindingsværksbygninger med kraftigt tømmer, fint billedskærerarbejde og kunstfærdigt tømrerhåndværk stammer fra renæssancen og barokken i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet. De tidligste huse er bygget med højstolper i bagsiden, dvs. med gennemgående stolper fra sokkel (fodrem) til tagrem og med store knægtbårne fremspring mod gaden.

A: Byhuse fra renæssance og barok har oftest udkraget bindingsværk mod gaden, medens det forløber ret mod gårdsiden.
B: I barokken går man bort fra udkragninger i bindingsværket, og gadefacaderne bliver - på linie med gårdfacaderne - opbygget stokværk for stokværk uden profiler og udskæringer.
C: Partierne mellem tømmerkonstruktionerne blev udmuret i mønster.

Omkring midten af 1600-årene erstattes højstolperne af etagedelt bindingsværk, også i bagsiden, men udkragningen mod gården bliver aldrig så stor som mod gaden. Knægtene og overgangstømmeret (tømmeret mellem etagerne) er ofte udsmykket med righoldigt træskærerarbejde.

Den såkaldte styrtrumskonstruktion, hvor øverste bjælkelag er tappet igennem stolperne et stykke under tagremmen, er under afvikling i løbet af 1700-tallet. I stedet blev bjælkerne lagt oven på tagremmen, og spærene blev stillet oven på bjælkerne i stedet for som i styrtrumskonstruktionen oven på den opstikkende stolpeende.Se Egnsbyggeskik på landet.

De seneste bindingsværksbyhuse fra tiden omkring og kort efter år 1800 er ofte bygget med karakteristiske dobbeltstolper. Det kan skyldes, at man brugte dårligere tømmer, men det kan i lige så høj grad skyldes ønsket om at kunne anbringe vinduerne længere fra hinanden og pudse huset, så det så ud, som om det var grundmuret. Pudsede bindingsværkshuse uden dobbeltstolper afsløres dog ofte ved, at afstanden mellem vinduerne kun er en stolpetykkelse.

Bindingsværket i byerne var langt tilbage i tiden udmuret med brændte sten, i alt fald mod gaden. Sandsynligvis har mange småhuse dog også haft lerklinede tavl som på landet, men disse synes ikke at have overlevet til i dag. På bagsiderne og i de indvendige vægge er der dog mange steder i 17- og 1800-tallet brugt lerklining eller ubrændte lersten.

Indtil midten af 1600-tallet anvendtes udelukkende ret store sten af munkestenstypen - dog en smule mindre. Fra midten af 1600-tallet indførtes mange mopper: små, hollandske sten, der brugtes til udmuring.

Anvendelsen af hollandske mopper begynder i Sønderjylland, og derfra spredes de i løbet af 30-40 år til det meste af landet. De afløstes i midten af 1700-tallet af de såkaldte flensborgsten: en tynd, lang, gul teglsten. Den er længere end mopperne, men mindre end nutidens sten, der fabrikeres efter én standard fra omkring 1875.

Fundamenter

I daglig tale betegner fundamentet den del af et hus, der er overgangen mellem jord og husets vægge. Fundamentets primære opgave er at give et stabilt underlag, der kan sikre huset mod skadelige bevægelser. Fundamentet er også ofte en sikring mod fugt fra jorden.

Ældre huses fundamenter kan typisk opdeles i 3 hovedgrupper:

• stenfundamenter
• slyngværker
• pælefundering

Stenfundamenter

Stenfundamenter består af syldsten (natursten), evt. stablet i flere lag. Syldstenene varierer meget i størrelse. Fra sten med største tværmål på ca. 1 m til sten på størrelse med en fodbold. Hulrummet mellem stenene er oftest omhyggeligt pakket med mindre sten, murbrokker, mørtel og stampet jord.

Stenfundamentet i sin simpleste form - f.eks. under et bindingsværkshus - består kun af en enkelt række syldsten udlagt i en rende kun 20-30 cm under jordoverfladen. I takt med husstørrelsen vokser også størrelsen af fundamentet, og det kan nå en betragtelig størrelse i både dybde og tykkelse. Hvor det ikke var muligt at skaffe natursten i større mængder, kunne man også vælge at mure fundamentet op i teglsten.

Ved gode jordbundsforhold blev der typisk udlagt et enkelt lag forholdsvist flade natursten, og herpå blev resten af fundamentet opmuret i tegl med en eller flere aftrapninger. I nogle tilfælde blev der muret direkte på den afrettede jordbund eller eventuelt på et plankelag.

Slyngværker

Hvis jordbunden ikke var helt fast, eller hvis fundamentet skulle være meget bredt for at kunne bære husets vægt, udførte man ofte et slyngværk. På den afrettede bund i byggegruben udlagde man til opbygning af et slyngværk først kraftige strøer (8"-12" tømmer) på tværs af gruben. Herpå anbragte man i fundamentets længderetning mindst lige så kraftige langstrøer, typisk 3 stk. til et ca. 1 1/2 m bredt fundament. Tvær- og langstrøerne var i nogle tilfælde dobbeltkæmmet, dvs. der var udhugget spor i begge strøer, så deres underside kom i samme plan.

I andre tilfælde var kæmningerne mindre, men der blev så i stedet udgravet små render til tværstrøerne. Formålet var, at alt tømmeret kom til at hvile sikkert og stabilt på bunden af udgravningen. Oven på langstrøerne blev der anbragt et gulv af træplanker eller et enkelt lag syldsten som underlag for murværket.

I overensstemmelse med god håndværksskik skulle alt træ ligge under det vandspejl, man havde mødt under grundens udgravning. På denne måde blev træet sikret mod hurtig nedbrydning. Alle hulrum mellem strøerne skulle udfyldes med tætpakket jord og sten. I nogle tilfælde blev der anvendt ler til udfyldning, idet ler kan holde slyngværket fugtigt i situationer, hvor grundvandsspejlet i en periode ligger lavere end træets overside.

		Stenfundament, tværsnit.

Slyngværk, tværsnit.

Pælefundering

På visse steder kunne en bæredygtig jordbund ligge så dybt, at det enten var umuligt at udføre et stenfundament, eller at det ville betyde urimeligt store omkostninger til gravning og vandlænsning. Især vandlænsning var, før man tog dampmaskinen i brug, en meget mandskabskrævende og dermed bekostelig teknik - der skulle normalt lænses i døgndrift. I stedet udførte man en pælefundering, og denne metode har været brugt langt tilbage i tiden - dele af bebyggelsen på Christianshavn er et eksempel herpå.

Den største del af området mellem havnen og Christianshavns Kanal er en opfyldning på op til 2 m's vanddybde. Ved udbygningen af denne bydel i 16- og 1700-tallet var det derfor kun en del af bebyggelsen, der kunne opføres på fast bund. Man måtte i vid udstrækning anvende nedrammede pæle, såkaldte pæleværker, til at bære den nye bys købmandsgårde, pakhuse, kaserner og kirke. For at sikre et stabilt fundament på en opfyldning eller anden blød bund blev der nedrammet træpæle af fyr eller eg. Pælene blev rammet f.eks. i rækker på 3 på tværs af fundamentet og herefter forbundet indbyrdes med et svært stykke tømmer (ankeret), hvori pæletoppene blev tappet fast.

Oven på disse tømmerankre blev der udlagt hamre i fundamentets længderetning. Hamrene krydsede ankrene over pælene og låste pæleværket sammen i længderetningen ved hjælp overkæmninger eller eventuelt med trænagler eller jernspiger (søm). Pæleværket var hermed færdigt, og efter udlægning af relativt store syldsten (med en diameter på mellem 0,6 og 1 m) på pæleværket blev opmuringen påbegyndt. Pæleværker skulle i lighed med slyngværker være under vand for at undgå hurtig nedbrydning, og hulrum i pæleværket blev omhyggeligt udfyldt, enten med tætpakket jord og sten eller (bedst) med ler - som nævnt ved slyngværker.

Faresignaler

Hver enkelt af de tre fundamenttyper vil under normale forhold være et sikkert fundament for huset i mange år. Hvad enten man er ejer eller lejer i et ældre hus, er der imidlertid nogle faresignaler, man bør være opmærksom på. Disse faresignaler er ikke kun affødt af husets alder, men kan skyldes nutidige ændringer i husets omgivelser, der kan medføre skader på fundamentet under et ældre hus.

Det første tegn på mulige fundamentskader er oftest nye revnedannelser i væggene. Hvis vinduer eller døre begynder at gå stramt, kan det også tyde på sætninger. Skævheder i gulve og trapper kan også være tegn på funderingsskader, men det kan også skyldes svind, råd og svamp m.m. i husets øvrige trækonstruktioner.

En forholdsvis nem måde at konstatere, om revner i murværket er aktive eller stabile, går ud på at klistre en halv håndfuld våd gips hen over revnen. Hvis revnen efter ca. et år ikke har bredt sig ud i den størknede gips, er revnen ganske harmløs.

		Dobbelt rambuk, her brugt til søs.Tileman van der Horst, ca. 1700.

		Pæleværk, tværsnit.

Pæleværk.

Besigtelse

Hvis man ikke selv kan afgøre, hvor alvorligt problemet er - men har en mistanke til fortsatte bevægelser i bygningen, kan det være nødvendigt at henvende sig til en bygningskyndig arkitekt, ingeniør eller geotekniker. En orienterende besigtigelse ved en sagkyndig vil typisk komme ind på de fleste af elementerne i en egentlig fundamentundersøgelse, men i en beskeden form.

Besigtigelsen bør omfatte:

• en gennemgang af de observationer, der hidtil er gjort
• husets historie
• husets revner, sætninger og hældninger

Denne gennemgang vil typisk tage 1-2 timer, og mange huse vil herefter - heldigvis - kunne frifindes for truende fundamentskader. Et afgørende spørgsmål, der altid skal afklares, er, om huset er funderet på træ. Hvis huset står på et pæleværk eller et slyngværk, kan svampeangreb nedbryde tømmeret på ganske få år, hvis træfundamentet ikke længere er beskyttet af vand, fordi grundvandsspejlet er sunket.

Hvis det derimod med sikkerhed kan afgøres, at huset ikke er funderet på træ, vil skadeudviklingen for et gammelt hus normalt gå meget langsomt, i hvert fald så længe omgivelsernes påvirkninger ikke ændres. For at afklare, om der eventuelt findes træ i fundamentet, kan det være nødvendigt at grave ned til undersiden af murværk / syldsten. For at vælge det mest hensigtsmæssige sted for en prøvegravning vil man normalt støtte sig til resultatet fra den første, orienterende besigtigelse. Det kan eventuelt være nødvendigt at udbygge denne med mere detaljerede oplysninger og observationer.

		Kældergulvet presses op, fordi murenes fundamenter svigter.

		Skadet pæleværk, snit.

Skadet pæleværk, opstalt.

Funderingsundersøgelser

Den første prøvegravning eller de indledende undersøgelser vil i nogle tilfælde pege på, at der er behov for en mere præcis og detaljeret viden om fundamentets tilstand, inden skadens årsag kan fastlægges og udbedringsforslag udarbejdes.

En egentlig undersøgelse af fundamentet kan indeholde:

• revneundersøgelse: optegnelse af revnebillede på repræsentative vægge
• sætningsnivellement: måling af relative sætninger ved nivellement (måling af højdeforskelle) af bygningsdele, der med rimelig sikkerhed har været vandrette ved husets opførelse, f.eks. sokler, gesimser, vinduesoverliggere, bjælkelag uden brædder
• hældningsmålinger: måling af vægges hældninger ved hjælp af lodsnor, vaterpas eller theodolit for at kunne sætte tal på hældningerne forskellige steder i huset
• statisk analyse: gennemregning af belastninger på de forskellige dele af husets fundament, eventuelt både i tidligere tid, nu og for fremtiden. Dette vil især være nødvendigt, hvis huset står over for en gennemgribende ændring af belastningsmønstret, f.eks. ved en ændret anvendelse
• bygningshistorisk undersøgelse, herunder gennemgang af kommunens arkiv vedrørende ejendomme samt eventuelt landsarkivet
• flere prøvegravninger på steder, der er udvalgt ud fra resultaterne af de hidtil udførte undersøgelser og studier af husets historie, opmåling og evt. fotografering af fundamentet samt udtagning af jord- og evt. træprøver
• geotekniske boringer til fast bund

Hvis prøvegravninger afslører et fundament med træ, der ikke er dækket med vand, kan der som nævnt være fare på færde - også selv om træet er fuldstændig friskt og uden tegn på nedbrydning.

Skader

Den alvorligste fare for træfunderingen er mastesvamp (appelsinråd), som er en poresvamp i familie med hvid tømmersvamp og korkhatte. Den kan på få år helt nedbryde træ, der ikke er dækket af vand. Mastesvampen omdanner træets ved, der bliver trævlet og porøst. Det kommer til at ligne appelsinkød, og træet mister helt sin styrke. En hammer i et pæleværk, der oprindelig har været f.eks. 25 cm tykt, vil husets vægt sammenpresse ned til nogle få cm, hvis træet er ødelagt af mastesvamp. Dette vil naturligvis kunne medføre alvorlige sætninger, hvis ikke den omgivende jord kan overtage belastningen.

Grundvandsændringer

Grundvandspejling gennemføres for at afgøre, hvor alvorlig faren er for at husets fundamenter kan lide skade. Dvs. der bør gennemføres en overvågning af grundvandets højde gennem en længere periode. Dette gøres traditionelt ved at pejle (måle) vandstanden i et tyndt rør, der anbringes i prøveudgravningen inden tilfyldning, Røret er på den nederste halve meter forsynet med mange tynde slidser. Omkring denne del af røret anbringes et filter af småsten og groft vasket grus, der skal hindre slidserne i at stoppe til.

Ved pejlinger af vandstanden over en længere periode vil det blive konstateret, på hvilke tidspunkter af året - og hvor lang tid ad gangen - fundamentet ikke er dækket af vand. Herved vil man få en vurdering af, hvor stor risiko der er for svampeangreb.

De hyppigste årsager til, at fundamentet mangler vand, er en kombination af dræning, enten tilsigtet ved oppumpning af grundvand, eller utilsigtet - og mindsket tilførsel af overfladevand.

Dræning

I forbindelse med uddybning af kældre i nabolaget eller for at sikre en kælder mod opstigende grundvand etableres ofte grundvandspumper. Det kan være en lille, elektrisk pumpe anbragt i en pumpebrønd med bunden ca. 1 meter under kældergulvet. Den er forsynet med automatisk styring i form af en flyder, der starter pumpen, hvis vandstanden i pumpebrønden kommer over et fastlagt niveau. En sådan grundvandspumpe kan fjerne vand i et meget stort område, hvis den f.eks. har forbindelse til et gruslag, der virker som dræn.

En utilsigtet dræning af omgivelserne kan f.eks. være opstået på grund af en utæt spildevandsledning. Denne skade, der desværre er ret almindelig i ældre ledningssystemer, kan give problemer i et stort område. For at beskytte spildevandsledninger bedst muligt lægges disse normalt i grus. Gruset virker som et dræn og kan føre vandet over lange strækninger til et hul i ledningen eller i en kloakbrønd.

Manglende regnvand

Mindsket tilførsel af regnvand til jorden er et alvorligt problem i mange byer, hvor de fleste arealer er gjort vandtætte, først med brosten, siden med fliser, og i nyere tid med asfalt. På denne måde er tilførelsen af regnvand til jorden blevet stærkt formindsket, hvilket betyder en tilsvarende dalende grundvandsstand.

Fundamenter uden træ

Selv om fundamenter med træ har langt flere og alvorligere skader end øvrige fundamenter, kan der også forekomme skader i bygninger, hvor fundamentet ikke indeholder træ. Den hyppigste årsag er, at fundamentet ikke har været ført tilstrækkeligt langt ned og derfor helt eller delvis står på jord uden tilstrækkelig bæreevne. Den manglende bæreevne vil specielt i husets første leveår betyde sætninger. Efter nogle år vil bevægelserne blive stadig mindre.

De årlige bevægelser for et 200 år gammelt hus vil typisk være så begrænsede, at gennemførelse af en forstærkning af fundamentet vil kunne medføre lige så store - eller større - skader som de næste mange års fortsatte bevægelser, hvis de eksisterende fundamenter bevares.

En sådan begrænset skadeudvikling i et ældre hus kan kun forblive stabil, hvis påvirkningerne fra omgivelserne ikke forøges.
Det gælder f.eks. om at undgå:

• øgede belastninger
• ændringer af grundvandsspejl og opvarmning af jorden
• vibrationer fra trafik og industri

Kravet til uændrede belastninger er nødvendigt, fordi en ombygning, der medfører et større tryk på et fundament, vil svare til, at fundamentets sætningshistorie skal begynde forfra. Såfremt man er opmærksom på dette krav, er der dog mange ombygninger, der med den fornødne omtanke kan gennemføres, uden at det giver problemer.

Grundvandsspejlet kan også være nødvendigt for et fundament uden træ. F.eks. kan fyldjord indeholde så store mængder organisk materiale i form af muld og trærester, at sænkning af grundvandsspejlet vil medføre nedbrydning, der svarer til nedbrydning af f.eks. et pæleværk eller slyngværk. Nogle fede lerarter er ligeledes meget følsomme over for vandindholdet, og der er flere steder konstateret skader på fundamenter, fordi en utæt kloakledning, opvarmning eller et træs rodnet har fjernet vand fra leret. Vibrationer fra trafik, industri, m.m. kan i nogle situationer være så alvorlige, at de forplanter sig til fundamentet i bygningen og giver revner i huset. Man bør være opmærksom på dette forhold ved en øget trafikbelastning og store anlægsarbejder.

Valg af udbedringsmetode

Hvis man skal kunne vælge en udbedringsmetode, der er så mild som muligt set ud fra husets interesser, skal forholdene være godt belyst. Milde indgreb har ikke kun værdi ud fra et kulturhistorisk og bevaringsmæssigt synspunkt - de vil normalt også være de billigste.

Milde indgreb til forbedring af fundamentet kan f.eks. være at sikre, at der altid er vand over husets pæleværk. Noget tilsvarende gør sig gældende, hvis huset er funderet på fyld med stort indhold af organisk materiale.

Sikring af et højt grundvandsspejl kan spænde fra:

• at stoppe en grundvandspumpe i nabolaget
• at tætne en dybtliggende, utæt kloakledning, der virker som dræn
• at tilføre jorden regnvand, f.eks. ved at erstatte asfalt- eller betonbelægning med jord eller grus
• at udføre et infiltrationsanlæg (omvendt drænsystem), der kan føre vand ned til fundamentet

Denne sidste løsning er den mest omfattende.

Et nænsomt indgreb skal normalt følges op af en vis overvågning, f.eks. jævnlige pejlinger af grundvandsspejlet. Man må også være opmærksom på eventuelle sætninger, evt. ved at gennemføre nivellementer med 2-5 års mellemrum eller overvåge udvalgte revner.

Dybgående indgreb over for huset kan være nye fundamenter i form af:

• understøbning
• nedpressede pæle
• nedrammede pæle

Løsningerne er dyre og besværlige for alle fundamenttyper, og i mange tilfælde kan man med baggrund i en fundamentundersøgelse og overvågning klare sig med mindre omfattende og dermed også billigere indgreb.

En fuldstænding sikring af en del af huset vil ofte være værre end ingen sikring, hvis den øvrige del fortsat sætter sig.

Typisk sætningsforløb for fundering på blød bund (f.eks. byfyld) med uændret fundamentlast og grundvandsstand i perioden.

Understøbning

Understøbning eller -muring udføres ved, at man i sektioner à ca. 1 m udgraver til fast bund og herefter støber eller murer et nyt fundament under det gamle. Sektionerne gives numrene 1, 4, 2, 5, 3 - jf. tegningen, og den første dag udgraves alle 1'erne til fast bund. Herefter støbes eller mures til få cm under det gamle fundament.

Støbningen får lov til at stå f.eks. et døgn. Andendagen graves og støbes alle 2'erne, og 1'erne understoppes. Understopning er en omhyggelig udfyldning af hulrummet mellem gammelt og nyt fundament med jordfugtig cementmørtel blandet af skarpkantet grus. Selve stopningen foretages f.eks. med enden af et kosteskaft, der bankes ind i mørtelen med en hammer. Og så fremdeles.

Understøbning, plan af sektionering.

Nedpressede pæle

Hvis huset er funderet på et pæleværk, der er under forrådnelse, kan det ofte være billigere at nedpresse nye pæle af beton eller stål fremfor at udføre en understøbning til stor dybde.

Inden nedpresning af pæle frigraver man først fundamentet over en kort strækning. Eventuelle syldsten må normalt fjernes, og træpæle, der er i vejen, trækkes op. Herefter anbringer man et pælestykke på f.eks. 1 m i udgravningen og presser det ned med en hydraulisk donkraft. Modholdet udgøres af husets vægt. Når det første pælestykke er kommet ned, anbringes et nyt pælestykke, der nedpresses, osv. osv. Når pælespidsen har nået fast bund, kiles to jernprofiler fast imellem det gamle fundament og pæletoppen, og efter ilægning af armering omstøbes pæletop og jernprofiler med beton. Pæle nedpresses med en kraft, der er ca. 1,5 gange så stor som den fremtidige belastning.

		Nedpresning af pæle, princip.

		Nedpresset pæl.

Nedrammede pæle

Hvis der skal udføres nye pæle for et enetages hus, eller der skal funderes for en ny væg, kan pressede pæle normalt ikke benyttes på grund af manglende modvægt. I stedet nedrammer man små pæle af beton eller stål, og herimellem udføres bjælker til at bære væggene.

Til denne brug har man konstrueret rambukke, der ikke er større end, at de kan komme ind i en kælder ad en almindelig kældertrappe.

Plan, nedrammede pæle.

Grundmur

De grundmurede huse er opført af de samme stentyper som bindingsværkshusene. Middelalderens huse er opført af store, røde munkesten. Størrelsen kan variere, men længden er altid større end den dobbelte bredde. I renæssancen afløses de af lidt mindre sten, hvor længden svarer til to bredder plus en fugetykkelse. Denne ændring skyldes overgangen fra det karakteristiske munkeforbandt med to løbere (stenens langside) og en kop (stenens kortside) i hvert skifte (lag) til krydsforbandtet, hvor der kun lægges kopper, henholdsvis løbere i hvert skifte.

Det grundmurede hus fremstår enten med overfladen i blank mur (synlige sten), i skuring eller berapning med et tyndt mørtellag, hvor stenene kan anes, eller puds, hvor stenene er helt dækket af mørtel.

Når man ser bort fra naturstensdekorationer, er udsmykningen på de murede bygninger i udstrækning og form i overensstemmelse med murværkets natur, dvs. afhængig af murstenenes størrelse.

Fremspringende eller tilbageliggende partier er næsten altid 1/4 sten dybe, deres bredde delelig med 1/2 eller 1/4 sten og deres højde svarende til hele skifter.

Fælles for alle murede huse er hovedgesimsen ved overgangen til taget. Hovedgesimsen kan bestå af flere led og med højde, fremspring og form efter tidens ideal. Mange gesimser er så store, at det tilsyneladende strider mod naturlovene, at de ikke falder ned.

Gesimserne i de blankmurede huse er ofte udført ved at dreje eller forskyde enkelte eller alle sten i et eller flere skifter. Den pudsede gesims består af retvinklede eller 1/4-cirkelformede sten, hvorpå der er trukket et pudslag.

Fra slutningen af 1800-tallet og til midt i vort århundrede fik det blankmurede byggeri en renæssance. I denne periode arbejdede man både med de traditionelle fremspringende detaljer, men også med en blanding af røde og gule sten. I disse år udførtes noget af det smukkeste murerarbejde herhjemme.

		A: Sparrenkopgesims.                         B: Profileret gesims med terrakottafrise.                         C: Profileret gesims, trukket i puds med underliggende brystningsfrise.                         D: Profileret gesims trukket i puds med skabelon.

Byhusenes farver

Farvesætningen på 1600-tallets bygninger kendes der kun lidt til, men der er ved flere undersøgelser fundet spor af kraftigt malede farver på udsmykninger, medens bindingsværk og tavl har været kalkede.

I begyndelsen af 1700-tallet var det sædvane at kalke de fremtrædende partier på murværket, medens man senere i århundredet på de pudsede huse tit så gule, rosa og røde farver. Arkitekturdetaljer og stenhuggerarbejde var ofte kalkede i en kontrastfarve som hvid eller blågrå (kønrøg).

I 1800-tallet er det de kølige grå og rent hvide farver, ofte oliemaling i stedet for kalk, der dominerer byggeriet, indtil de pudsede huse afløses af det blankmurede byggeri, hvor lerets blanding afgør murstenens farve.

I de større byers gårde, hvor det var småt med tilgang af luft og lys, har man tilsat kalken jernvitriol, der gav en blakket orange / rustbrun farve. Foruden at være et billigt farvemiddel har jernvitriol også en mug- og skimmelhindrende effekt.

Tage

Siden indførelsen af brandforordninger, der betød stråtagenes afvikling i byerne, har den røde vingesten af brændt ler været det altdominerende materiale til tagdækning. Med muligheden for en maskinel fremstilling af tagsten fra slutningen af 1800-tallet fremkom den såkaldte falstagsten, der med sine mere præcise mål og større tæthed blev en stor konkurrent til vingestenen, som dog stadig produceres.

Fra midten af 1800-tallet anvender man også skifersten, der gav mulighed for at udføre tage med en lavere taghældning end normalt.

Senere udvikler man metoder til at fremstille tagsten af cement, og mange af disse grå sten ses stadig rundt om i byerne, men noget smukt alternativ til tagsten af tegl er de ikke.

Af eternit fremstilles kunstskifersten og bølgeplader. Hvor udmærket materialet end kan være, egner det sig ikke til tagmateriale på ældre, bevaringsværdige bygninger.

Tagpappets historie

Ser vi bort fra første mosebog, VI 14, hvor det er angivet, at taget på Noahs ark var overstrøget med asfalt, støder vi i skriftlige kilder første gang på et tagpaplignende materiale i 1787, hvor en svensk læge omtaler stenpapper. Materialet var 2-3 mm tykke tavler formet af sand og ler, sammenholdt med et armeringsmateriale af plantefibre og overstrøget med tjære.

Tagpappets opbygning

De tidlige tagpaptypers armeringsmateriale var kludepap, dvs. en råpap fremstillet af oprevne uld- og bomuldsklude, ofte tilsat jutefibre. Armeringen kunne både opsuge og bære imprægneringen. På gamle tagpaptage kan man opleve, at imprægneringsmaterialet er nedbrudt i en sådan grad, at pappets uld- og bomuldsfibre står frem med en lådden, sølvgrå overflade.

Skifertage

Skifertagene er, ligesom de røde tegltage, en karakteristisk del af de ældre og bevaringsværdige bebyggelser i vore købstæder og større byer.

Naturskifersten vandt indpas her i landet som tagbeklædning i midten af 1800-årene. Således fik en del af stationsbygningerne til de nyanlagte jernbaner tagbeklædning af dette materiale.

På landet blev skifer brugt på mange nye hovedbygninger til større gårde. Skifer blev siden et meget anvendt materiale til tagdækning og har i mere end 100 år været brugt til såvel bolig- som industribyggeri over hele landet.

Et af de klassiske, arkitektoniske idealer er at gøre tagfladen så lidt iøjnefaldende som muligt. Dette ideal har sandsynligvis medvirket til naturskiferens udbredelse herhjemme. Skifertaget gav nemlig mulighed for at udføre tage med en lavere hældning end det traditionelle tegltag. Visse steder finder man tage med hældninger så lave som 22 grader.

I sidste del af 1800-tallet vendte denne udvikling, idet det blev moderne at fremhæve tagene. Dette kan ses på flere herregårde og større byhuse, hvis forbillede var fransk byggeri fra 1600-årene.

En anden årsag til skifertagenes udbredelse herhjemme kan være de arkitekturstrømninger, der i forbindelse med Storbritanniens industrialisering udgik derfra. Den bedste naturskifer kommer i øvrigt fra Storbritannien, hvor anvendelsen var og stadig er meget udbredt

Husenes indretning

A: Begyndelsen af 1600-tallet, gennemgående rum fra gade til gård.
B: Ca. 1650, gennemgående rum.
C: Ca. 1850, midtstillet skillerum.

I mange af 1500-tallets byer var rækkerne af handelsboder en typisk del af gadebilledet. De bestod ofte af en forstue, der foruden adgang fra gaden til gården også gav adgang til husets andet rum, der fungerede som stue og bod (forretning). Køkkenet kunne evt. være indrettet i en tværfløj. Senere indrettede man et kammer og en stue adskilt fra boden, der stadig havde adgang fra forstuen.

Principperne for indretning af bolig / forretning i det jævne købstadshus ændredes ikke meget de næste 300 år. En af de væsentligste ændringer bestod i, at huset blev gjort bredere, og det da indførte langsgående hovedskillerum gav mulighed for at adskille stue(r) mod gaden og kammer samt køkken mod gården.

Den mere velstående borgers hus havde ofte en portgennemkørsel fra gade til gård. Fra portrummet var der adgang til trappen, der førte til husets forskellige etager. Kælderen var indrettet til butik eller bolig for en af de ansatte og havde adgang fra portrum eller gade. Fra trappen kom man til ejerens bolig med de repræsentative rum i beletagen (den fine etage). Her lå det store rum, salen, mod gaden med et værelse på den ene eller begge sider.

Forhuset kunne også være suppleret med et sidehus, hvor en række sekundære rum, køkken og køkkentrappe, var placeret. Ved denne bebyggelsesform opstod hjørnestuen med det store vindue i det skrå fag mod gården. Rummet, der oftest blev anvendt til spisestue, kunne også være ovalt.

Bygningstypen optræder i flere variationer fra 1700-tallets midte og ca. 150 år frem.

Udlejningsbyggeri var ret spartansk. En af de enkleste former bestod af et gennemgående trapperum med en lejlighed på hver side. Lejlighederne var delt op med et langsgående og et tværgående skillerum. Derved fremkom en eller to stuer til gaden samt kammer og køkken til gården.

Omkring år 1900 gjorde man op med korridorsystemet, og køkkenet fik således en mere central placering i lejligheden. Heraf fulgte hurtigt forsøg med indretning af spisekøkkener; en idé, der var hentet i Tyskland, men som dog først slog rigtigt an i 1960'erne.

Radikale nybrud i lejlighedsindretningen i Danmark sker altså først med kraftig inspiration fra funktionalismen i 1920-30'erne, med direkte inspiration fra det blomstrende byggeri i Tyskland i årene efter første verdenskrig.

Med nye, byggende befolkningsgrupper skabtes andre boligformer. Først kædehusene med to eller tre lejligheder opført af byggeforeninger, f.eks. Kartoffelrækkerne i København, der blev opført af B&W-arbejdernes byggeforening. Husene havde én lejlighed i hver af de tre etager.

I denne proces fik Landsforeningen Bedre Byggeskik, der fra 1915 virkede for en højnelse af kvaliteten i det almindelige byggeri, en uvurderlig betydning.

		Plan af større borgerhus med sidekorridorlejlighed, 1749.

Tidlige skorstene og ildsteder

De første skorstenspiber

I vort kølige klima, hvor opvarmning af boligen altid har været nødvendig, klarede man sig længe blot med et bål på gulvet. Røgen fra dette ildsted, arnen, fandt selv ud gennem lyren (et hul i taget). En metode, der med en vis udvikling af ildstedet, blev anvendt gennem mange hundrede år. De sidste lyrehuse i Jylland forsvinder så sent som i slutningen af 1800-tallet.

I den tidlige middelalder begyndte man at bygge hævede ildsteder, og i fortsættelse heraf senere røgkanaler med røgfang. Hvornår de første skorstenspiber forekommer her i landet, vides ikke med sikkerhed, men i løbet af middelalderen forsynes flere og flere huse med skorstenspiber. I Tuesens boder i Næstved (opført 1484) findes en overgangsform, idet en gavlskorsten har været afsluttet med pibe i den øverste kamtak (del af den trappeformede gavl), mens husrækkens øvrige ildsteder tilsyneladende kun har haft røgkanal til loftrummet, hvorfra røgen forsvandt ud under tagstenene. Efter denne tid bliver det mere almindeligt at afslutte skorstene med piber, først i byerne og senere på landet.

På et stik af Rundetårn fra 1657 ses en rig variation af skorstenspiber, som i større eller mindre udstrækning har eksisteret i vore byer frem til vor tid, hvor bl.a. central- og fjernvarme har ført til fjernelse af mange skorstenspiber.

Stikket viser, at skorstenspiber kommer op overalt på tagfladerne, også ved tagskægget, og det viser også, at skorstene på dette tidspunkt normalt gik lodret op gennem husene. Piberne er uden sokkel, men med en udkragning øverst. En enkelt pibe har en hvælvet overbygning - en udformning, som ikke har været ualmindelig. Sokler på skorstenspiber indføres her i landet tilsyneladende under påvirkning fra Holland. Senere, hvor man fortrinsvis placerer piberne i tagrygningen, bliver det nødvendigt at trække skorstenene på loftet, evt. understøttet af tømrede skorstensstole.

Der har naturligvis ikke været gjort lige meget ud af skorstenspiberne på alle huse. Pragtskorstene som på Charlottenborg og Eremitageslottet har ikke været almindelige.

Skorstenes udformning og placering kunne være styret af husets funktion eller udformning. I perioder har man helst ville skjule de nødvendige skorstenspiber ved at udforme dem som spir, vaser eller lignende. På de fleste huse har skorstenspiber dog været et bygningselement, man godt ville være bekendt, ja endog fremhævede ved at gøre noget særligt ud af. Dette ses bl.a. af den utrolige variation af almindelige skorstenspiber med sokkel, bånd, gesimser, affasninger og profilering, der stadig findes.

Mange skorstenspiber er ombygget i et forsøg på at forbedre aftrækket eller mindske fugten i skorstene. De kan således være forhøjede ved påmuring eller have fået opsat et lodret rør øverst. Tage eller overdækninger er blevet udført på mange måder som f.eks. de murede sadeltage på Nyboders skorstene. En helt speciel form for afdækning er de senere, drejelige røghætter, der også skulle forhindre røgnedslag.

Åbne ildsteder

Det åbne ildsted havde over åbningen en ildstedshammer (overligger) til at bære den murede kappe, der ledte røgen op i skorstenen. Denne overligger kunne ligge på fremkragede sten og var i køkkener ofte af træ. Kaminers overliggere var almindeligvis murede eller af natursten. Senere køkkenildsteder kunne have overliggere af jern, og hvis de var åbne på to sider have en jernsøjle under det fri hjørne.

Inde i køkkenskorstenen var der opført en muret ildbænk i arbejdshøjde. Herpå brændte ilden under gryderne, der hang i en krog med indstillingsmulighed i højden eller stod på ben i gløderne. På landet var det i Østdanmark almindeligt at have én skorsten, hvor alle ildstedsfunktioner var samlet. Man stod inde i skorstenen og havde ildbænk og indfyring til bilægger til den ene side, mens indfyring til bageovn og gruekedel fandtes på de øvrige sider.

I Vestdanmark fandtes der på landet ofte to uafhængige skorstene. Den ene placeret i køkkenet med ildbænk i hele skorstenens bredde og med arbejdssted foran skorstenen. Den anden fandtes så i bryggerset og havde arbejdssted inde i skorstenen, hvor bageovn og gruekedel var tilsluttet. Med sådanne skorstensarrangementer var man i stand til at fremstille væsentlige produkter som brød og øl. Indretningen med de åbne skorstene findes stadig enkelte steder i landet.

Bilæggerovne

De åbne ildsteder havde den ulempe, at røgen under uheldige omstændigheder kunne komme ud i rummet. En stor forbedring var indførelse af bilæggerovnen. Fra den tilstødende, åbne skorsten fyrede man gennem et hul i skorstensvæggen. Man kunne således holde ild og røg adskilt fra det rum, der skulle varmes op. I begyndelsen var bilæggerovne opmurede af særligt udformede kakler, heraf ordet: kakkelovn. Senere blev bilæggerovne af jern almindelige. I den simpleste form klarede man sig blot med en indmuret jernplade i skorstensvæggen. Det er et arrangement, der kendes fra små lejligheder i byerne. Beboelsesrum uden væg mod en åben skorsten måtte stadig opvarmes ved hjælp af kaminer, som, når de var ude af brug, kunne have opsat en træplade for at mindske trækken.

Vindovne

Endnu en forbedring gennemførtes ved indførelse af vindovne eller brændeovne, som de i dag kaldes. Også vindovne kunne være af kakler eller fajance, men det mest almindelige var dog ovne af jern, runde eller firkantede. Indfyringen sker i det rum, der skal varmes op, og med et spjæld reguleres lufttilgangen, hvorved forbrændingshastigheden og temperaturen kan styres. Vindovne var mere effektive end de hidtil kendte ovntyper, og de var pladsbesparende, fordi de kunne tilsluttes det samme skorstensrør i flere etager. Ved at trække kakkelovnsrør over gange og lofter gav denne ovntype mulighed for at opvarme rum, der ikke havde forbindelse til en skorsten.

Køkkenkomfurer, som fungerede efter samme princip som vindovne, kom efterhånden til at afløse de åbne ildsteder med ildbænk.

Køkkenkomfurerne, der var udført af jern, gav mulighed for at have flere gryder over ilden på samme tid. Man havde også bedre mulighed for at regulere varmen. Desuden var køkkenkomfurerne forsynet med bageovn, således at almindelige husstande fik mulighed for at bage. Visse komfurer var forsynet med en vandtank, hvor man kunne varme vand

Skorstenspiber

Den traditionelle skorstenspibe kan være udformet med sokkel, skaft, bånd og gesims. Ved at udføre sokkel på skorstenspiber skabes på naturlig måde en udkragning, hvor en god tilslutning til tagdækningsmaterialet kan udføres. Desuden opnås der en større afstand mellem den varme skorstensrøg og brændbart materiale, som f.eks. ved stråtage.

Som oftest afsluttes sokler 1 til 2 skifter over tagryggen og kan være udkragede med et eller flere skifter, hver på 3-5 cm. På det glatte skaft kan der være et smalt, udkraget bånd. Øverst afsluttes piben ofte med et bredere bånd. Udkragningen på disse bånd bør ikke være større end ca. 2,5 cm.

Den nødvendige inddækning kan også udføres med en musetrappe, dvs. udkragede sten som i aftrapning følger tagfladen. Denne måde at skabe inddækning på er udsat for vind og vejr og kræver oftere reparation.

Skorstene og piber til åbne ildsteder udførtes med meget stor lysning. Skorstensfejeren måtte kravle helt ind i skorstenen under fejning. De skorstene, der senere blev almindelige, var meget tynde og måtte renses udefra. I nyeste tid er skorstenenes piber udført helt glatte uden udsmykninger af nogen art, dog ofte afsluttet af en udkraget betonplade

Dørprofiler 1700 - 1950

Man kan datere en dør, d.v.s. sætte den ind i en bestemt tidsmæssig sammenhæng ved at sammenligne dørens fyldingsinddeling, profilering og beslag med veldaterede døre. En datering alene på grundlag af dørenes profiler rummer imidlertid usikkerhedsmormenter.

Der er f.eks. stor variation fra egn til egn, og også inden for den enkelte egn. Endvidere kan der være forskel mellem dørene i palæer og i mere simple huse, ja endda mellem dørene på de forskellige etager i samme hus.

1700 -1740 - Barok

Op gennem 1600-årene havde døre for det meste to fyldninger. Denne inddeling holdt sig langt op i 1700-årene. I Københavns-området blev den dog fortrængt omkring 1700 af døre med én stor fylding.

Fyldingernes profil kunne være asymmetrisk, d.v.s. med forskelligt udseende på dørens to sider.

Den ene side var profileret og lå lidt foran dørrammen, mens den anden side var glat og lå tilbage. Mellem rammestykke og fyldning påsatte man gerne profilerede lister (kelstød). Sådanne lister blev også benyttet mellem fyldingernes frisning.

Et stykke ind i 1700-årene anvendtes tillige trefyldingsdøre, som ofte havde afrundede fyldingshjørner. Fra omkring 1700-tallet blev tofløjede døre mere anvendt i slotte og palæer og kom siden ind i det borgerlige byggeri. Foruden fyldingsdøre var det helt op igennem 1800-årene almindeligt med simple revledøre i mindre fine rum, f.eks. køkken og bryggers.

Motivet til barokprofilerne blev hentet i Holland og Italien. Profilerne blev tildannet i hånden ved hjælp af forskellige profilhøvle, som tilsammen gav det valgte profil. Dørens indfatninger blev opbygget af flere stykker træ, der blev limet og samlet med trænagler. De blev ofte anbragt på en sokkel med et simpelt profil og kunne opsættes forskudte eller knækkede.

Dørlåsene var store kasselåse til at fælde ned i døren, så den ene side af låsen var synlig. På bagsiden satte man en jernplade mage til låsekassen. Pladerne blev samlet med bolte, hvis møtrikker gerne blev filet i blomstermotiv. På tofløjede døre blev der for symmetriens skyld ofte sat en falsk lås med håndtag på fløjdørenes stående fløj. På mere simple døre nøjedes man med klinkefald, som i dag stadig kendes fra stalddøre.

Dørene var før denne periode fastholdt med bladhængsler, der blev boltet på døren. De kunne ofte være dekorativt udformet. selv på simple døre. I det bedre byggeri slog de nye hollandske hængsler igennem. Hængslerne blev stemt ind i dør og karm. På de ældste typer blev de låst med bolte.

Senere blev teknikken rafineret, og hængslerne blev låst med stifter, der blev skjult under den malede overflade. Hollandske hængsler er pyntet med en lille smedet top, udformet som en vase.

1740 -1770 - Rokoko

I rokokoperioden blev både fyldingsinddeling og profiler ændret.

Enfløjsdørene fik to fyldninger, hvor den nederste fylding fik samme højde som rummets brystpaneler. For at opnå større tæthed blev dørene mange steder overfalsede. Rokokoens profiler blev hentet fra Paris, hvor især arkitekten Blondel er blevet kendt for sin undervisning og sine mønsterbøger om datidens stilarter.

Samtidig fremkom indstukne låse, som helt kunne skjules. Til disse låse hørte greb og låseskilte støbt i messing. Skiltene var gerne - men ikke altid - asymmetriske, og grebene ægformede. Hængslerne var fortsat de hollandske, men det var nødvendigt at give dem en anden udformning, når de skulle passe til en overfalset dør.

Barokkens tre-fyldingsdøre vender tilbage, men fyldingsprofilerne var nu generelt symmetriske, d.v.s. døren var ens på begge sider. Tofløjsdørene fik indskudt en ekstra fylding for oven, og den nederste fylding blev lavere, svarende til brystpanelerne, i lighed med enfløjsdørene i rokokoperioden.

Indfatningsprofilerne fra rokokotiden fortsatte et stykke ind i den klassicistiske periode. Den danske arkitekt Harsdorff (1735-99) tilførte stilen en profil, som blev helt unik for denne periode. Fra det antikke Rom hentede man endvidere klassiske profiler.

Låsenes dørskilte blev symmetriske. Foruden messingdørgreb introducerede man skilte og greb af jern. Hængslernes toppe blev ændret. Især slog agerntoppen igennem.

1770-1800 - Klassicismen

I sidste halvdel af 1700-årene opstod interessen for den klassiske bygningskunst.

Barokkens tre-fyldingsdøre vender tilbage, men fyldingsprofilerne var nu generelt symmetriske, d.v.s. døren var ens på begge sider. Tofløjsdørene fik indskudt en ekstra fylding for oven, og den nederste fylding blev lavere, svarende til brystpanelerne, i lighed med enfløjsdørene i rokokoperioden.

Indfatningsprofilerne fra rokokotiden fortsatte et stykke ind i den klassicistiske periode. Den danske arkitekt Harsdorff (1735-99) tilførte stilen en profil, som blev helt unik for denne periode. Fra det antikke Rom hentede man endvidere klassiske profiler.

Låsenes dørskilte blev symmetriske. Foruden messingdørgreb introducerede man skilte og greb af jern. Hængslernes toppe blev ændret. Især slog agerntoppen igennem.

		Harsdoff's profil med og uden maling

1800-1840 - Empire

I empireperioden blev enfløjsdørene udført med fem fyldinger.

Fyldingernes spejl blev ofte kanneleret (riflet) og kunne også have en udskåret medaljon i fyldingsspejlet. I stedet for en enkelt slagliste brugte man to, således at den gående fløj blev bredere end den stående. Det gav mere plads til at passere. Med dobbelte slaglister kunne man tillige nøjes med at isætte en enkelt lås og stadig opretholde symmetrien.

Det Harsdorff'ske profil fortsatte i København langt ind i 1800-årene, mens provinsen hellere anvendte lave riflede profiler. Kannelerede indfatninger blev ofte samlet i hjørnerne om en lille slutklods, der enten kunne være en drejet roset eller være pyramideformet. Empirens kannelerede profiler blev kun anvendt i en kort periode og ses sjældent efter 1850.

Englænderen Chub introducerede en lås med en konstruktion (tilholdere), som gjorde det vanskeligt at dirke låsen op. Udformningen af denne lås smittede af på tidens indstukne låse, og typen ændrede sig herefter kun lidt i resten af 1800-årene.

Låseskiltene blev forenklet i overensstemmelse med stilen. Der fremkom kryds- og krykgreb, både i jern og messing. Hængseltoppe blev forsynet med runde toppe samt med vaser i stiliseret form.

1840-1870 - Historicisme

Med opblomstringen af den historiske interesse for bygninger kopierede man i stort omfang detaljer fra både gotik renæssance og barok.

Døre med fem smalle fyldinger blev almindelige i det meste af landet. De små fyldinger blev undertiden svagt pyramideformede, og der blev endog fremstillet døre, hvor alle fyldinger havde pyramideform. Klassiske profiler fik gotisk præg ved at give hovedprofilets karnis en skrå affasning.

Låseskiltene blev forenklet til blot at være en smal messingplade, afsluttet med et lille profil. Til skiltet hørte krydsgreb eller krykgreb. Hollandske hængsler blev nu erstattet med Hamborghængsler, som udmærkede sig ved at være nemmere at sætte på dørene.

		Hamburgerhængsel med berlinerknop

1870-1900 - Industrialismen

I sidste halvdel af 1800-årene ændrede industrialiseringen vilkårene for det traditionelle byggeri. Bygningsdele kunne nu produceres med større ensartethed.

Ved fremkomsten af dampdrevne snedkerimaskiner undgik man at høvle og kele en mængde snedkerarbejde med håndkraft. De store dampsnedkerier tilbød ligefrem standarddøre. Håndværkere i provinsen fortsatte en tid med at håndhøvle profiler, men omkring århundredskiftet var der efterhånden maskinsnedkerier i de fleste større byer.

Mens snedkerarbejdet i det velhavende byggeri stadig var nuanceret og detaljeret, blev snedkerarbejdet i det billige boligbyggeri mere og mere standardiseret og ensformigt. Enkeltdørene fik indsat et lodret midterrammestykke. Dette gav nye inddelinger, som f.eks. flagdøre.

Mange steder - særlig uden for København - vedblev man at anvende messinggreb. I København blev det moderne med greb forarbejdet i horn, ben og/eller hårdt træ, som f.eks. pokkenholt. De såkaldte spidsgreb og knippelgreb prægede markedet. De var katalogvarer, som kunne leveres helt op til 2. verdenskrig. Massefabrikerede beslag blev også en katalogvare.

1900-1930 - Før- og mellemkrigsperioden

Efter århundredskiftet behandlede arkitekter stilarterne meget frit.

Varitionen blev så omfattende, at det er vanskeligt at fremhæve nogle dørtyper frem for andre som kendetegnende for denne periode. En del arkitekter nedsatte sig også i denne periode som praktiserende i provinsen. Ved deres virke opstod lokale profilsæt med hver sit særpræg.

De gamle indstukne hollandske hængsler udgik nu helt til fordel for Hamborghængsler, som efter århundredskiftet blev udstyret med Berlinerknop.

Der fremkom Danziger-, Kønigsberg-, Berliner- og Københavnerlåse, som gennemgående var ens opbygget, men havde forskelligt profilerede nøglehuller. Navnene markede fremstillingsstedet.

1930-1950 - "Nyere tid"

Med den funktionalistiske tankegang, som prægede mellemkrigsårene, skulle en dør i sin yderste konsekvens alene være en plade, der kunne åbne og lukke. Men det varede endnu mange år, for helt glatte døre blev enerådende.

I de første efterkrigsår, hvor man endnu forarbejdede fyldingsdøre til nybyggeri, blev fyldingerne udført af krydsfiner for at undgå de problemer, man tidligere havde med fyldinger, som flækkede. Foruden de kendte greb i naturmaterialer fremkom greb fremstillet af et syntetisk materiale. forløberen for vore dages plasthåndtag.

Link til mere om  BYGGESTIL PERIODER