I 1534 gjorde det lutherske borgerskab i København og Malmø oprør mod den katolske højadel.
Oprøret blev støttet af Grev Christoffer af Oldenburg. Han gik til angreb på Danmark for at genindsætte Christian 2. som konge.
Men målet mislykkedes, og i stedet blev Christian 3. konge.
Grevens fejde 1534-1536
Da Frederik I var død, skulle rigsrådet skulle vælge en ny konge blandt hans sønner.
Det kunne de ikke enes om, idet den del af den sjællandske og skånske adel der var katolsksindede, sammen med bl.a. byerne København og Malmø,
ville have den fængslede Chr. II løsladt og genindsat på tronen, bl.a fordi han var katolik.
Den anden kandidat var Frederik I's eneste myndige søn, Hertug Christian af Gottorp, der var overbevist lutheraner.
Han blev støttet af den protestantiske jyske adel, der proklamerede ham som ny konge under navnet Christian III.
Det førte til at Chr. II tilhængerne startede et oprør mod de jyske adelsmænd. Grev Christoffer satte sig i spidsen for oprøret og fik støtte fra Lübeck, samt oldenburgske og mecklenburgske tropper. Det lykkedes desuden Christopher at opildne bønderne i Vendsyssel og Nørrejylland
til at slå sig sammen med ham, og gøre oprør mod de jyske adelsmænd.
Det lykkedes imidlertid Chr III at tvinge Lübeck til at slutte fred, og han fik derved frigjort en masse soldater, som han nu kunne sætte ind mod bondehæren.
I spidsen for kongens hær stod Johan Rantzau, der efterhånden fik drevet bondehæren tilbage til deres base i Ålborg,
hvor den forskansede sig bag byens volde. Den 18. december stormede Rantzaus hær byen,
der ikke kunne holde stand. I forbindelse med stormen menes det, at mindst 2.000 mistede livet.
Da Rantzau havde renset Jylland for oprørere, begav han sig mod Fyn, hvor han den 11. juni 1535 slog grev Christoffers hær i slaget ved Øksnebjerg.
Oprøret var dog ikke endelig afsluttet, idet både København og Malmø holdt stand og blev belejret i mange måneder.
I 1536 måtte de belejrede overgive sig, og dermed var Grevens Fejde slut og Chr. III sad sikkert på Danmarks trone.
Christoffer og hans rådgiveres politik var klog og effektiv. Med den appel, der lå i "Christian den Fangnes" navn, kunne han forvente,
at bønder og købstadsborgere ville betragte ham som befrier fra det frygtede adelsregimente, og allerede to dage efter indtoget i Køge, holdt greven en tale til en forsamling af bønder i Ulvemosen ved Havdrup.
Talens indhold er ukendt, men man tager næppe fejl i at formode, at han har slået på genoplivelsen af Christian II's bondelovgivning.
Købstæderne på deres side fik løfte om befrielse for "sporefogder og andre voldsmænd", der var blevet dem påtvungne af adelige lensmænd.
De skulle nu selv vælge byfoged og stå direkte under kongen "og ingen anden".
Christoffer af Oldenburg 
Feltmarskal Rantzau