Forside

Rengøring i 1800-tallet

Spytning og spyttebakker:
Det blev langt hen i 1800-tallet regnet for helt naturligt at spytte, både for kvinder og mænd. Man spyttede også, når man lå i sengene om natten, og havde man ikke mulighed for at spytte ud på gulvet, spyttede man i den halmmåtte, der beskyttede sengetøjet mod slid op ad muren.

Man brugte spyttebakker i sidste halvdel af 1800-tallet, efterhånden som det blev mindre almindeligt at spytte inden døre, og man ikke længere spyttede direkte på gulvet. På landet var spyttebakker ofte et enkelt trug, fremstillet i træ. Man fyldte spyttebakken med fint sand, eventuelt med et lag papir i bunden.
Efterhånden som de nye generationer kom til på gårdene blev skikken med at spytte på gulvene afskaffet, og i løbet af 1880´erne holdt de fleste op med at strø sand på gulvene.

Rengøring: 
De stampede lergulve blev dagligt fejet med en riskost og strøet med sand. Konens ordenssans blev ofte målt på, hvor hvidt hendes hvidskurede spisebord var. Det var forskelligt, hvor ofte sengene blev ordnet, men som oftest blev det gjort hver morgen. Når sengen blev redt, støvede det i stuen, og den sidste del af morgenrengøringen bestod i at støve møblerne af med en fjervinge. 

Når der skulle redes seng hev konen eller pigen dynerne ud og purrede op i halmen. Sengetøjet blev lagt ind igen, og der blev bredt et sengetæppe over. Dynerne var stoppet med dun, fjer, mos, hø eller strå. Det måtte ikke være hønsefjer, da man sagde, at det ville give en svær dødskamp. Man skiftede gerne fyld i puder, madrasser og dyner to gange om året. Mus, lus og lopper var intet særsyn i sengene.

Hvis huset havde lergulve, gik man ind med fodtøj på. Der kunne ligge en stor sten ved indgangen til at banke det værste snavs af fodtøjet. Ofte var der brolægning i forstuen.

Hovedrengøringen omfattede udskiftning af sengehalm, vask af sengene og udskiftning af halmmåtten i sengen ind mod væggen. Det malede træværk, døre, paneler og lofter blev vasket, væggene blev kalket, senere tapetseret. Træværk fik maling. Kobber, messing, tintallerkener og tinfade blev pudset. Under forårsrengøringen var det for tidligt at sole dyner, puder, tøj og linned. Det måtte vente til forsommeren.

Den enkle indretning i gård- og husmandshjem i 1800-tallet, var robust, og gjorde det nemt at gøre rent. Stuen skulle tjene som spise-, arbejds-, opholds- og soverum.
Storstuen blev i slutningen af 1800-tallet nogle steder indrettet som moden krævede det med plysmøbler, nips, gardiner og potteplanter.

Tøjvask i 1800-tallet

"Mangen Husmoder anseer Vadskedagen og de med denne forbundne Forretninger for en Plage. Og hvorfor? Ene og alene fordi Forretningerne paa denne Dag samle sig noget mere ti! Bunke end sædvanlig; ret beseet er det forøgede Arbeide imidlertid kun en lille afvexling i den daglige Gjernings ensformige Gang, som tilmed, hvor man tager fat paa sit Dagsværk med Lyst og et glad Sind, gaaer rask fra Haanden og for en stor Deel Husmødre tør siges at være en ganske sund Motion".

(Marie Kübler i "Husmoderen i Staden og paa Landet", 1885)

Det gamle ord for vaske er at" to". Man forsøgte så vidt muligt at få storvasken overstået i løbet af et døgn. Nogle steder var det skik, at pigerne gik tidligt i seng om aftenen og stod op midt om natten og begyndte dagens arbejde. De steder man havde udstyr nok og tilstrækkeligt plads til at vaske, tørre og blege, samlede man sammen til storvask to gange eller allerhelst én gang om året - om foråret.

Storvasken foregik ved først at lade en pige smøre tøjet ind i sæbe, en anden pige vaskede videre på det og smurte et nyt tyndt lag sæbe på, og en tredje pige vaskede stykkerne rene. Vasken foregik ved at gnubbe tøjet med hænderne på et vaskebræt. Vaskebrættet vandt frem i løbet af 1800-tallet. Efter vasken skulle tøjet "byges", dvs. koges.

Til "bygning" lagde man det vaskede tøj pænt sammenlagt i et stort vaskekar. Man bandt et gammelt klæde over karret, hvorefter man strøede fint sigtet aske over klædet. Baljer med kogende vand blev hældt over, tømt af, kogt op og hældt på igen af flere omgange. En bygning kunne tage 8-10 timer. Man bygede gerne om natten og spiste sin morgenmad mens tøjet stod og trak. Efter bygningen skulle tøjet skylles og bankes med en banketærskel i koldt vand.

Det var vigtig at få arbejdet tøjet godt igennem ved skylningen. Det skete ved at bruge en banketærskel. Tøjet blev anbragt på en høj trebenet skammel, kaldet et tvættebord eller en to-stol, og blev banket igennem ved gentagne skylninger. Nogle steder brugtes en stor sten som underlag (to-sten).

Skulle tøjet bleges, måtte luden ikke skylles for grundigt ud af tøjet. April og maj var de bedste blegemåneder, da var græsset endnu kort, og solen var stærk. Tøjet blev lagt ud og skulle til stadighed vandes og vendes. Ved forårsblegningen huskede man at hente jordetøjet, dvs. ligklæderne, frem fra kisterne, så det var hvidt og i orden, hvis det skulle blive nødvendigt. Var der ingen gode blegepladser eller blegdamme i byen, sendte man tøjet til blegemand eller blegekone.

Efter vask skulle tøjet mangles, rulles eller stryges. Kun i fine husholdninger blev der strøget.

Nogle steder lagde man sit tøj og sengetøj ind i bageovnen, når den havde været i brug. Tøjet blev ikke rent, men utøj forsvandt. Uldtøjet kunne vaskes i urin, og arbejdstøjet kunne vaskes i det vand, man havde vasket får i.

Personlig renlighed

Mange epidemiske sygdomme blev nedkæmpet eller reduceret i løbet af 1800-tallet.

Det var sygdomme som tyfus, meningitis, barselsfeber, koldfeber (dansk malaria), mæslinger, skarlagensfeber og difteri. De tre sidstnævnte ramte navnlig børn. I mange tilfælde var det dog følgesygdommene, som f.eks. lungebetændelse, der førte til døden. Befolkningen havde i første halvdel af 1800-tallet meget begrænset viden om sygdomme og smitte. 

Landbefolkningen blev gennem 1800-tallet, gennem lægen, skoleundervisningen og foreningslivet, oplært til bedre hygiejne. Det tog imidlertid årtier at ændre praksis på landet og ændringerne skete gradvist efterhånden som nye generationer kom til. Det lykkedes, især i de sidste årtier af 1800-tallet, at bekæmpe sygdommene gennem bedre hygiejne, kendskab til smitteveje, bedre ernæringstilstand, og renere miljø.

I dag er det indlysende at forbinde hygiejne med renlighed, men i første halvdel af 1800-tallet, havde man ikke opfattelsen af, at det var skadeligt ikke at vaske sig. Den personlige hygiejne var ofte begrænset til at vaske hænder, arme, ansigt, hals og ører ved pumpen en gang om ugen, lørdag eller søndag inden kirketid. Ofte markerede personlig vask forskellen på hverdag og fest eller højtid. De få gange om året man kom i bad, brugte man det samme vand til alle. Rækkefølgen i karret var bestemt af personernes alder og status i husholdet. 

Man havde det samme tøj og sko på i hus og i stald. Stalden lå tæt op ad huset, og man havde karle- og pigekammer i forbindelse med stalden; det gav varme. Gødning var en knap ressource - ikke forurening. Dyrene var en lige så vigtig del af husholdet som menneskene. 

Lugte var en naturlig del af hverdagen. Opfattelsen af krop og hygiejne var anderledes end i dag. Folk levede helt selvfølgeligt med lugte og snavs, som vi i dag ville betragte som ulækre. 

I løbet af 1800-tallet blev det almindeligt, at man på bondegårdene indrettede særlige huse eller separate rum som toiletter. Indtil da gik man blot på møddingen eller kompostbunken, forrettede sit ærinde og tørrede efter med kjolen, fingeren, græs, mos, sne, eller hvad der nu var for hånden. 


Man indrettede først toiletter i økonomisk velstillede hjem. Det var også i disse hjem, man først trak private grænser mellem familie og de øvrige medlemmer af husholdet og mellem husholdets medlemmer af forskellig rang. Tjenestefolk spiste ikke længere sammen med husbondfamilien, og man fik særskilte soverum. Kroppen og kroppens funktioner blev privatiseret. 

Kroppens udsondringer blev opfattet som helt naturlige. Man snød næse og tørrede af i ærmet, pillede næse og spiste sine bussemænd uden generthed. At svede blev betragtet som naturligt og sundt. Man mente, at kroppen derigennem blev renset indefra og at man blev ligeså ren som af et bad. Kvinderne blev renset gennem deres menstruationer, men de blev betragtet som urene så længe de havde menstruation.

Urin var et middel med flere anvendelsesmuligheder. Man brugte det i forbindelse med tøjvask og som lægemiddel, da det blev anset for at være et effektivt middel til desinfektion af sår.
Kilde: Østsjællands museum

Læger

Paa Valdemarstiden levede en berømt Læge her i Landet ved Navn Henrik Harpestreng, han var Kannik i Roskilde og havde udgivet flere Læge- og Urtebøger.
De gejstlige Læger maatte ikke give sig af med
Kirurgi. Derfor blev det Baderne, der var ansat ved
Badstuerne, og senere Bartskærerne, som foretog
Operationerne. Den store lægelige Uvidenhed paa
Middelalderens Tid og den daarlige Hygiejne var
medvirkende Aarsag til store Vanskeligheder, naar de
store Epidemier rasede, f. Eks. den sorte Død. Man kunde intet stille op.
Først omkring Aar 1500, efter Københavns Universitets Oprettelse, fik Danmark dygtige Læger.

Den sorte pest
Den Sorte Død er en frygtelig lungepest, som fra Kina breder sig via handelsvejene. Den lægger Europa øde og når Danmark i 1348. Landsbyer bliver mennesketomme, marker gror til, køerne brøler fordi der ingen er til at malke dem. Det er meget svært at vurdere, men historikere anslår, at pesten koster ca. 1/3 af Europas befolkning livet. Det svarer måske til 25 millioner mennesker, men tallene er meget usikre
Lungepesten i 1348 kommer igen med jævne mellemrum. Den optræder sidste gang i Europa i 1743.
Intet kan dog måle sig med det første udbrud, for efterhånden opbygger europæerne resistens mod sygdommen.

Køge
1619 Under en pestepidemi døde der fra 10. Juli til 4. September 46 personer. For de flestes vedkommende var det fra den fattigste del af byens            indbyggere.

1626 – 1630 døde der i Køge 303 personer

1637 registreres der 550 døde ud af en befolkning på ca. 3000 personer.

1652 døde 528 personer af pest i Køge. Det drejede sig om 18% af byens indbyggere

1712  ca 10% af  byens indbygger dør.
Køge kunne ikke betale skat fordi ”Borgerne er bortdøde eller forarmede”

Historier fra Fyn: Kloge Mænd og Koner

Kloge mænd og koner spillede en stor rolle. Der var langt til dyrlæge og doktor, og vejene tit ufarbare. I de allerfleste tilfælde hjalp man sig med lokale kræfter, som man også havde langt den største tillid til. Ude i Bøllemosen boede en gammel kone, der var særlig kendt for sin evne til at "dølle" smerte og blod. En karl på Espelundgården havde under kornbæring på loftet været så uheldig at træde et rustent søm op i sin ene fod. Foden hævede stærkt og gjorde meget ondt. Ved aftenstid blev han da bragt ud til gamle Sidsel i Bøllemosen. Hun spyttede på såret og læste over det, og smerten og hævelsen forsvandt med det samme, og såret generede ham aldrig mere.
Den kloge mand i Gestelevlunde var vidt berømt som dyrlæge. En gang havde køerne på Amsterdamgården "sat mælken". I sin nød sendte gårdmanden da bud efter ham. Denne brækkede brostenene op på forskellige steder i stalden og slog små pinde ned i jorden. Derefter blev stenen lagt på plads igen. Køerne fik nu et pulver, hvorefter de gav sig til at tude ganske forskrækkeligt; men kuren viste sig at være god nok. 

                                                                   ..........................................

Kilde

Under knivenDen 5. september 1794 udkom en forordning angående straf for kvaksalveri. Denne stemplede al folkelig kirurgisk virksomhed som ulovlig. Forordningen gav dog mulighed for, at collegium medicum kunne give dispensation i særlige tilfælde, og flere kloge folk fik da også tilladelse til fortsat at drive deres praksis. Det var i mange tilfælde præsterne, der gik i spidsen med anbefaling af de lokale kvaksalvere.

Behandling af udvortes skader var fra gammel tid lagt i hænderne på bartskærerne (kirurgerne), mens lægene indtil 1774 havde privilegium på at helbrede indvortes sygdomme. I praksis tog man det dog ikke så nøje, med mindre man da blev anklaget for at gøre indpas i andres næring. Bartskærerne holdt ligesom garnisonernes feltskærere til i de større byer, hvor der var størst mulighed for at blive konsulteret. Enkelte boede dog på landet. I perioden 1738-1785 blev 443 bartskærere eksamineret i København. de havde stor konkurrence fra de kvaksalvere eller "kloge mænd/koner", der sad rundt omkring i sognene som "brokskærere" o. lign., andre rejste udi kirurgien rundt fra marked til marked og udfoldede sig her som specialister i diverse sygdomme. Adskillige drev sideløbende en omfattende medikamenthandel. Hvis en behandling lykkedes, sørgede de for at få en attest, der kunne fremvises i næste by som bevis for deres færdigheder.

                                                                   ..............................................

Bartskærer 1700 århundrede

 



Kirurg og Barber

Jochum Hendrich Karstin Køge, boede til leje på rådhuset, indtil han døde i 1752
Han tog sig af brækkede arme og ben, samt amputerede dele af kroppen, opererede bylder,
Bedøvelse var en kæp man kunne bide i, og naturligvis en pot snaps.

Konen i værtshuset Oksehovedet Torvet 15

1755 Kendt for sin lægekunst i Køge, 
God til forstoppelser. åreladning, eller der blev sat blodsugende igler på det syge sted, hestesko og amuletter blev gravet ned på kirkegården, og katteskind blev strøget over den syge

Distrikslæger/læger Køge

Brogade Carl Ferdinand Ramløse 1795 FT 1850
Christen Christopher Westergaard 1852 FT 1901
Nørregade 191 Gustav Valentiner 1837 FT 1901
Jernbanegade Henrik Johan Matthissen 1816 FT 1890
Vestergade S August steenberg 1848 FT 1901 Vilhelm Andreas Wille 1852 FT 1916
Torvet 3 Christian Sørensen 1882 FT 1916
(FT=Folketælling)

”Naturens” medicin
1700 udtræk fra planter blandet op med brændevin, havde deres virkning på en række sygdomme.
I en gammel lægebog står der b.la.: Den der har sten i blæren drikker lidt om morgenen, så går stenen i stykker og forlader ham.
Jochum Hendrich Karstin var i mange år barber og kirurg boede til leje på rådhuset, han tog sig af brækkede arme og ben, bylder og svulster.
Byens smede var tandlæger, tandbylder kunne man skære op eller sætte igler til at suge ud.

Eksempler fra Henrik Schmiths Lægebog
1599 ”Cyprianus”:
Mod Koldfeber skulde man binde en grøn Padde eller
en tør Tudse om Halsen.
Snue kunde man fritages for ved at gaa til et Lig og
sige: Tag dette med dig i Graven!
Vorter skulde kunne fjernes ved at stryge dem af mod et lig
Et af de berømteste Lægemidler var
Theriak, der bestod af 61 Ingredienser, hvoriblandt
Opium, Strandløg, Peber og tørrede Slanger var de
vigtigste. Det var opfundet af Kejser Neros Livlæge, og
det blev brugt mod Pest til ind i det 18. Aarh.

Køge Apotek
Grundlagt 1646  efter kongelig bevilling Jørgen Berendsen  som apoteker
Lageret bestod af urter,blade,rødder og frugter. Man kunne købe harespring Hjortens hjerteben,ulvelever,
menneskefedt, hud og kranier, samt stærke drikke, og blodigler.

1719 Frederik d. IV beordrede ved kongebrev at Broporten skulle holdes åben , så syge folk fra Stevns herred og grevskabet Vallø
kunne hente barberer eller få medikamenter på apoteket om natten. Konsumtionsbetjentene skulle skiftes til at holde vagt om natten.

ca,.  År 1800  Benzin sælges til den stigende bilisme.

Matrikelbestyrer Køge Apotek 1632 - 1753
1632 Hans Christensen Homble Borgmester
1645 Karen Hansdatter
1653 Køge Latinskole
1665 Jørgen Berentsen Apoteker (1645 brogade 12)
1683 Peter Lauritzen  (Ægteskab)
1688 Jens Hellegaard Proviantforvalter (Ægteskab)
1689 Jørgen Hervig Apoteker
1713 Andreas Winter Apoteker (Ægteskab)
1719 Erik Christian Hervig  Apoteker
1734 Adolph Drøge Apoteker
1748 Frederich Funch Apoteker
1753 Hercules Weyer  Apoteker

Se levnedsbeskrivelse for Apoteker Nykøbing Falster 1781

Apoteker historie

Gamle lægeplanter
Det frarådes at følge opskrifterne, kontakt din  læge for en lægefaglig vurdering inden brug.

Alrunen Medicinsk er den bl.a. blevet brugt som brækmiddel, som bedøvelsesmiddel ved operationer og mod sindssyge.
Bladene er endvidere brugt som omslag mod reumatisme, betændte sår og andre hudlidelser.
Roden kunne også blandes i salve for husdyrs skab eller afkoges med byg for at forhindre svinedød.
Myter
Der knytter sig utallige myter til alrunen. Bl.a. mente man, at den voksede frem af hængt tyvs urin på galgebakken. Når en alrune bliver gravet op,
udstøder den et skrig der kan få folk til at falde døde om. Derfor binder man en sort hund fast til planten,
som først er vædet i menstruationsblod, hvorefter man stopper vat eller voks i ørene for ikke at høre det dødbringende skrig.
Når planten er trukket op ligger hunden død ved siden af. Mistænker man en kvinde for at være heks,
kan man lægge en alrune under hendes stolesæde. Er hun heks, vil hun da sidde og vride og vrikke på stolen.

Lavendel Den virker bl.a. krampeløsende, stimulerende, antiseptisk, vanddrivende, sveddrivende, ormedrivene, beroligende, smertestillende,
nerveberoligende. Det siges, at hvis man har mistet stemmen eller har epilepsi, skal man drikke afkog af lavendel,
og ammende kvinder bør drikke lavendeløl, da det beskytter barnet mod sygdom. Ølafkog lavet af lavendel er desuden brugt mod kvægpest.
Myter
Det siges, at man med lavendelkviste under tøjet kan se spøgelser. Hos pebermøer trives planten angiveligt bedre end hos andre mennesker,
og et gammelt ordsprog siger, at: hvor lavendel trives, råder konen i huset. Planten anses desuden for at være kærlighedens urt.  

Malurt fordøjelsesfremmende og appetitstimulerende. Tidligere kogte man øl af den sammen med rejnfanfrø for at rense maven for spoleorm.
Den knuste urt blev også brugt som omslag mod hårtab, eller klude vædet med udtræk fra malurt blev lagt på issen for at bringe håret tilbage.
Malurtøl blev endvidere anset som et middel mod drukkenskab!
Myter
Myterne om malurten er utallige og modstridende. I den kristne tradition er planten et negativt symbol - da slangen bugtede sig væk
efter at have forført Eva i Edens Have, voksede der malurt i dens spor. Til gengæld kunne brændende malurt lokke købmænd til,
når kvæget skulle sælges, og hvis man dryssede malurt på taget Skt. Hans dag, forhindrede det, at heksene rev taget af husene.

Pastinak Pastinaca sativa.

Kulturhistorie.
Den ældste betegnelse for pastinakker er morødder, som også er den svenske betegnelse for denne udmærkede rodfrugt. Dette navn har den været kendt under siden 1500 tallet hvor både pastinak og gulerødder omtales som morødder. Den hører til skærmplantefamilien ligesom guleroden og er ofte forvekslet med denne så vi ikke ved om det er guleroden eller pastinakken der skrives om i de gamle skrifter. Noget tyder på at pastinakken er af ældre dato end guleroden. Det er nemt at dyrke pastinak i haven og til forskel for gulerødderne tåler pastinakrødder bedre frost og kan overvintre ude. på voksestedet. Den er sød i smagen og giver et større rodudbytte end guleroden normalt gør. I Irland fremstilles en brændevin af pastinaksaft. Pastinakken kan anvendes i mange retter og kan ofte erstatte guleroden. I den berømte danske ret, gule ærter, indgik der førhen obligatorisk pastinak.. Det er kun roden der anvendes af denne grønsag til forskel for andre skærmplanter, hvor også toppen kan finde anvendelse. Pastinakken fås i de fleste grøntforretninger fra efterår og frem til foråret. Har man et stykke havejord der er godt til kartofler, så er det også fint til pastinak. En løs jord, gerne med lidt ler og sand og såtidspunkt er i maj. Pastinakken er en toårig rodfrugt og en af vinterens dejlige suppeurter. I 1500-tallet siger man om pastinak, at kokkene kender den bedre end apotekerne. Frø af pastinak har været anvendt medicinsk, og afkog af roden er bl.a. brugt som elskovsmiddel. Den har engang været fast bestanddel af munkenes fastekost, men blev taget ud, da den blev kendt som elskovsstimulerende. Simon Pauli skriver således, at "munke og nonner i klostre bør afholde sig fra planten, da den i ikke ringe grad tilskynder det naturlige værk og gerning, og for de der plage sig med faste er disse rødder skadelige".

Anvendelse.
Planten bør indsamles i blomstringstiden og bruges i folkemedicinen mod stenlidelser, samt som smertestillende og urindrivende middel. Roden kan også spises fintreven for dette formål. Vild pastinak skal indsamles i naturen med forsigtighed, da den kan forveksles med gifttyden. Roden af 1. års planter er den foretrukne spise. Kogte rødder virker vanddrivende, og virker gavnlig på fordøjelsen. I 1800 tallet var pastinakken især en populær køkkenurt, men da kartoffelen blev kendt faldt forbruget af pastinak, der jo også er en stivelsesholdig grønsag. I Irland og Skotland har pastinak været en vigtig kulturplante og den er bl.a. populær til fremstilling af vin. Hvis man finriver roden og koger den med vand der dækker, vil den siede saft kunne give en dejlig saft, der kan smages til med citron og sukker. Prøv også at servere pastinak i den franske ret Pot au Feu hvor roden nærmest smelter på tungen. Det sker at overfølsomme personer kan få kløende udslet på huden ved berøring af pastinakblade ligesom ved planten kvan.

Opskrift på gule ærter.

300 g gule ærter
300 g kogeflæsk
3 pastinakker
1 porre
3 løg
1/4 selleriknold
4 kartofler
2 tsk. timian
salt og peber

Anbring ærterne i rigeligt vand og kog dem møre i ca 1 time med timian. De møre ærter pureres. Flæsket koges en god times tid i vand der knap dækker og skæres dernæst i tern. Grønsagerne renses og findeles. Både flæsketern og findelte grønsager tilsættes ærtepureen og der spædes med kogevandet fra flæsket til det har en passende konsistens. Kog retten ved svag varme ca 30 min og smag til med salt og peber.

Vi finder først sikre oplysninger om den omkring 1533. Før den tid omtales gulerod som fællesbetegnelsen for disse rodfrugter og det kan være svært at vide, hvilken af grønsagerne der er tale om. Men fra det 15. årh fortælles, at kokkene kender den bedre end apotekerne. Ellers opfattes pastinakkens storhedstid som middelalderen, ja, helt frem til det 18. årh. I England, Skotland og Irland, hvor den i stort omfang er blevet anvendt til spiritusfremstilling, har den været en vigtig kulturplante og idag bruges den i stadig større udstrækning i disse landes kost. l folkemedicinen og religionen har pastinakken haft sin plads. Såvel pastinakfrø, som udkog af roden har været anvendt som medicin. Roden er kun spiselig det første år. Året efter bliver den bitter, når planten sætter blomst og den skulle da virke bedøvende. Den er vanddrivende og en udmærket appetitvækker. Pastinakken har ry for at være et anvendeligt elskovsmiddel og da den indgik i den katolske kirkes menukort over fastemidlerne, hvor den blev spist saltet med fisk, har den kunnet give anledning til synd og bod. Pga det høje stivelsesindhold var den en hovedingrediens i fastekosten, men den afløstes af kartoflen efterhånden som denne vandt indpas og det har måske løst nogle problemer for kirken.
Pastinak er en billig køkkenurt, der giver et større rodudbytte end guleroden, som den ligner meget i form, og vi burde finde anvendelse for den i langt flere af vores retter. Førhen var pastinak en uundværlig del til gule ærter, men guleroden har taget dens plads, ligesom i mange andre retter.

Persillerod Petroselinum var radicosum.

Kulturhistorie.
Krydderurten persille, der bl.a. bruges som det grønne drys på maden kender vi alle, men persilleroden er knap så anvendt i den danske husholdning. Det hænder at man finder den på torvet eller solgt i bundter med andre grøntsager til en suppevisk. For de mange haveejere, der er heldige at have et stykke jord at råde over er rodpersillen værd at sætte plads af til. Den yder masser af grøn bladtop som kan anvendes på samme vis som kruspersillen og nærmest ligner glatbladet persille i udseende. Men vi får mere for pengene, for vi kan grave roden op og spise den i vintermånederne, hvor den er et forfriskende indslag i supper, ovnretter eller i den daglige råkost. Persillerod menes at være en forædling af krydderurten persille. Planten stammer fra middelhavslandene. I oldtiden blev den brugt som lægemiddel og det var mest bladtoppen der brugtes i madlavningen. Den blev indført i England år l548 og har været dyrket i Tyskland på samme tid. Roden ligner meget pastinak og de bliver ustandseligt forvekslet. Men uden bladtop er det alligevel muligt at kende forskel på dem idet pastinak bladtopbunden buler udad og persillerods bladtopbund buler indad. Roden er hårdfør og planten kan stå ude i jorden vinteren igennem. Graver man roden op fjernes bladtoppen og kun rødderne kommes i sand og kan gemmes for vinteren. Bladtoppen kasseres ikke, men finthakkes og fryses ned eller den tørres og pulveriseres for derefter at kommes på glas eller pose. Persilleroden menes at være af ældre dato end krus- og glatbladet persille. Dens navn har den fået fordi den ligner sellerien meget, og fordi den voksede på klipperne ved kilderne i Grækenland, så derfor kaldte grækerne planten for petrus som betyder "klippe" og selinon fra det græske navn på selleri, og det blev af den romerske skriver Plinius omskrevet til ordet petroselinum, som i dag er blevet til persille. I Rusland dukker ordet endda op som pigenavnet Petruska. Fra Grækenland menes planten at have bredt sig til Italien og derfra op gennem Europa. I 1548 omtales planten i England og Tyskland, hvor der står at den bruges som krydderi i maden. I Danmark er den derimod ikke blevet kendt til andet end suppevisk. Det er en skam at den ikke er blevet ligeså populær som guleroden, for så havde den været billigere i handelen.

Perikon Medicinsk virker urten antidepressivt. Derudover er den stærkt virus- og bakteriehæmmende, vanddrivende, stimulerer leveren og galdeproduktionen, er krampeløsende og smertestillende. Anvendes bl.a. ved menstruationskramper, gigt og ledsmerter, mod søvnløshed, hoste, bronkitis, fordøjelsesbesvær, mavesår og mavekatar
Myter
Prikkerne (på prikbladet perikon) kommer af, at djævlen prøvede at ødelægge planten med sin fork, fordi den var så god for mennesket,
men planten lægte sig selv. Planten opstod angiveligt af det blod, der dryppede på jorden,
da Johannes Døberen blev halshugget (planten kaldes også for Sankt Johannes urt). Hvis man plukker en perikon Skt. Hans nat
og bærer den på sig, er man usårlig.

Skovmærke Medicinsk virker skovmærker bl.a. vanddrivende, krampeløsende, betændelseshæmmende, blodfortyndende, mildt beroligende og mod lette mavesmerter og leverbetændelse. Planten bruges desuden i te og snaps og som smagsgiver til diverse frugtretter og isdesserter
Myter
Skovmærker siges at bringe renselse og fornyelse og beskytter mod negativitet. En krans af skovmærker bundet under den fødende kvindes fødder,
sikrer en nem fødsel. Desuden kan man være heldig, at planten tiltrækker alfer.

Kamille  Den virker meget mildt og tåles af selv meget små børn. Den virker bl.a. vanddrivende, fremmer menstruation, er nervestyrkende, beroligende, krampestillende, sveddrivende, uddriver blæresten, hjælper mod mavepine, tandpine, orm, forkølelse, hovedpine, kolik, diarre, betændte sår og bylder
og meget mere. Ølafkog af kamilleblomster skulle angiveligt forebygge mareridt ligesom det skulle kunne kurere malaria.
Nogle af de gamle urtekyndige mente, at den hjalp mod alle sygdomme!
Myter
Ifølge myterne er kamille et godt middel mod hekse. Planten skal dog indsamles inden middag på Skt. Hans-dag, da heksene tisser
på planterne på deres vej til Bloksbjerg. Derved mister den sin kraft. Det siges desuden, at man aldrig mister livet på grund af infektioner,
hvis kamille indgår i kosten. Man skal således huske at neje for kamillen, da den gør så meget godt.

Sindslidende
Man kunne forestille sig at i en så urolig tid med megen angst, uvidenhed og overtro, ville der være flere sindslidende end nu men det ser det ikke ud til.
I primitive samfund af i dag er der forbavsende få. På klosterhospitalerne behandledes de vanvittige med barske metoder.
Chok var den foretrukne, man skræmte dem halvt ihjel, de kastedes i iskoldt vand eller højt oppefra ned i en bunke hø.
Klosterfolket må have haft en erfaring for at kuren i enkelte tilfælde hjalp omend det har været sjældent!
Hårdt arbejde og et overvåget liv var også en fin kur i middelalderen. De virkeligt uhelbredeligt vanvittige spærrede man inde.

Fødsler  middelalderen
Fødsler var farlige i middelalderen. Utroligt mange af de kvindeskeletter der er fundet fra den tid var mellem 20 og 40 år da de døde
- altså i den fødedygtige alder. På enkelte skeletter sidder det ufødte barn fast i fødselskanalen, men den største årsag til at kvinderne døde, var barselsfeber,
som man ingen kur havde imod. Børnedødeligheden var stor - de fleste overlevede ikke deres første leveår
og man var heldig hvis man nåede at blive mere end 5 år. Barselsfeber og børnedødelighed har selvfølgelig gjort sit for den lave gennemsnitslevealder i middelalderen

Infektioner middelalderen
Infektioner generelt tog livet af en del mennesker i middelalderen - dels fordi man ikke var klar over hygiejnens betydning
og dels fordi man kun havde meget lidt at bekæmpe infektioner med. Lungebetændelse var næsten den sikre død og infektioner i sår
var også svære at komme over, særligt hvis såret var stort og infektionen aggressiv. Krige var mange og voldsomme i middelalderen
og man brugte at sætte fodfolket (de fattige) i de forreste rækker så de kunne tage de fleste hug.

Kosten middelalderen
Kosten for den almindelige borger og bonde har været sparsom og ensidig en stor del af året. At tjene til føden var et 24 timers job
og det var dyrt at købe god mad. Kød var dyrt, særligt frisk kød og selv om man røgede og saltede kødet,
er det ikke sikkert at det hele har været lige friskt når det kom på bordet. En eller anden form for indvoldsorm har sikkert de fleste haft.
Korn var relativt nemt at dyrke, så brød og grød udgjorde en stor del af kosten

Mad
Kødet fik man fra okser, svin, får, lam, fjerkræ og vildt. Oksekød, får, lam og fjerkræ blev spist hos bonde såvel som borger,
svinekød var dyrere og blev betragtet som finere og var derfor festmad. Retten til at jage på mark og i skov tilhørte konge og stormænd,
så derfor udgjorde vildtet ofte en del af måltidet hos disse mennesker, men sjældent hos byens borgere.

Imidlertid bestod den daglige grundkost for hovedparten af byens indbyggere af grød, brød og øl. Grøden blev kogt på byg, havre eller rug.
Til hverdagsbrød anvendtes rug, men til det finere brød brugte man hvede.
Byggen dannede også grundlag for brygningen af den almindeligste af middelalderens drikkevarer, nemlig den tynde, danske øl

Sygdomme i middelalderen

Gigt
Mange mennesker led af gigt, det kan ses på mange skeletter, hvor knoglerne var blevet deformeret af sygdommen.

Skt. Antonius-ild
var en fællesbetegnelse for sygdomme der gjorde folk vanskabte.
Koldbrand - mister legemsdele pga. for dårlig blodforsyning. Folk blev frygtelig forkrøblet.

Sekaleforgiftning / meldrøjesvampe
forårsaget af korn som var blevet fugtigt, dermed kunne sekalsvampen eller meldrøjesvampe sprede sig i kornet. Brød bagt med disse svampespore
gjorde folk meget syge, med f.eks. synsforstyrrelser, og svimmelhed, og smertefulde kramper som helt deformerede kroppen.
Et slemt angreb medførte døden i løbet af 3 dage. De som fik milde angreb ved f.eks. at spise brød af korn som var mere tørt - og derved ikke
indeholdt så mange svampesporer, blev krøbling resten af livet, og måtte leve af tiggeri.

Brød og mug
Brød var en vigtig del af kosten i middelalderen. Det blev bagt på en måde som sikrede så lang holdbarhed som muligt, men undgå mug i
brødet kunne man nok ikke, så en del blev syge af at spise muggent brød. De fleste var nødt til at spise den smule brød de havde,
andre kunne måske fjerne den mug de kunne se, og alligevel blev de syge.

Død af sygdomme eller i krigen
De der overlevede de mange sygdomme, blev gang på gang tvangsudskrevet til at være med i krige. De fattige blev altid brugt som fodfolk -
der gik forrest og dermed også var dem der var mest udsatte for fjendens angreb med pile og sværd. Den regel blev brugt helt op til ny tid,
selv under første verdenskrig, var fodfolket - i første linje - blev brugt som kanonføde!

Tandsygdomme
Kosten i middelalderen indeholdt mange grove fibre - som var med til at fylde godt op i maven, samt give de fattige en mæthedsfornemmelse.
Sukker var ukendt i middelalderen - der var ikke så mange der havde huller i tænderne, men de der havde problemer med en tandbyld,
kunne ofte få et helt deformt ansigt - smerterne kunne være ufattelige - der var kun et at gøre, bide smerten i sig - og prøve at leve videre.
Men resultatet var ofte døden pga. infektionen når bakterierne trængte ind i blodbanen.


Spedalskhed
Man mente i middelalderen dels at spedalskhed var en straf fra Gud og at det var meget smitsomt.

Spedalskhed er en bakterieinfektion (mycobacterium leprae) der kan betragtes som kronisk, da den har et meget langvarigt forløb.
På trods af, at sygdommen er frygtet og berygtet, er dens smitsomhed ikke særlig stor. Sygdommen har således sjældent et dødeligt forløb,
men kan være stærkt misdannende og invaliderende, da den medfører bestående skader på huden og i nervesystemet.
Man får knuder på kroppen der bliver til sår der ikke vil læges. Musklerne svinder ind og nerverne svulmer op og fungerer dårligt.
Desuden kan man blive døv, blind og tabe håret.

Infektioner
Mange mennesker havde problemer med sår og infektioner -
Ofte gik de længe med sårene, da de ikke viste at de skulle rense dem, så helingsprocessen kunne komme i gang.


Lungebetændelse
Kulde og et klima med høj fugtighed kombineret med den dårlige hygiejne i befolkningen generelt - gav mange en lungebetændelse,
der dengang var lig med en dødsdom!

Ugeskrift for Læger
1839





Uddrag af Henrik Harpenstrengs urtebog. (Henrik Harpenstreng - død 1244.

Her en smagsprøve på udvalget med beskrivelse af de enkelte præparaters anvendelsesmuligheder og i nogle tilfælde tilknytning til læren om de fire væsker.)

2. Ingefær er varm og våd og har disse dyder, at hvis den bliver spist om morgenen, renser den brystet og uddriver onde væsker. Ligeledes, hvis den bliver spist om morgenen, klarer den øjnene og renser flegma og hvis den ofte bliver spist bringer den kolde mave i orden. Ligeledes spist med klar vin uddriver den alle onde væsker af brystet og gengiver lyst til at spise. Ligeledes hvis den bliver spist stykkevis om morgenen fordøjer den godt den ufordøjede føde i maven og udfører den med materie.

10. Rødløg er vådt og varm. Hvid den bliver spist om morgenen med salt , trækker den alle væsker til sig og fører dem ud og blødgør brystet og uddriver onde væsker. Ligeledes giver rødløg kogt og spist god fordøjelse og materie, men spist råt forvirrer den øjnene meget.

12. Valmue er våd og kold og har den dyd, at hvis den bliver stødt og blandet med mælk og havremel og derefter gjort til vælling og spist om morgenen i tre dage, hjælper den dem, som ikke kan sove. Ligeledes hvis den bliver stødt med vin og med bulmefrø og der af dette bliver gjort plaster og dette bundet om hovedet, stiller det hovedets svimmelhed og fører til god tilstand, hvis dette uafbrudt bliver gjort i tre dage.

Apotek i Danmark 

Esrum kloster planter

Det frarådes at følge opskrifterne,  kontakt din  læge for en lægefaglig vurdering inden brug.

AGERMÅNE, agermønje, agermonie, Agrimonia eupatoria. Hjemmehørende i Danmark. Brugen af agermåne som lægeurt går formodentlig tilbage til vikingetiden, da man har fundet dens frugter i Osebergskibet. Henrik Harpestreng: Agermåne er en god og nyttig urt. Hvis den bliver kogt med eddike og drukket varm om morgenen, borttager den alle blegner inde i legemet. Hvis den bliver kogt med vand og hovedet derefter bliver vasket om morgenen, uddriver den al skab og urenhed. Kogt med vand og drukket mildner og letter den brystets smerte. Henrik Smid: Kogt i vin helbreder den tarmvrid og leversygdom. Den grønne urt hjælper til at få et lem der er gået af led til at komme på plads igen.

ALANT, lægealant, ellensurt, holdsurt, Inula helenium. Indført i Danmark i 1200-tallet af munkene, fra hvis klosterhaver den har spredt sig til bøndernes haver. Simon Paulli: Det er gavnligt at vide, at denne St. Ellene rod er ikke alene tjenlig og sund for maven, men endog treffelig god for brystet, og det efter ordsproget: Sankt Ellene Rod er for brystet god. Den kaldes derfor også på vores danske mål holdsurt, fordi den for hold som er udi brystet tjenlig og nyttig er. Derfor bliver den også bekvemmeligen og med god succes dennem commenderet som ere trangbrystige og stakåndede.

AMBRA, amber, abrod, beweritze, lugteurt, Artemisia abrotanum. Indført i Danmark i 1200-tallet af munkene. Fra klosterhaverne er den kommet ud i bøndernes haver, hvor den blev dyrket til brug som "lugteurt". I de katolske kirker brændes ambra som røgelse. Henrik Harpestreng: Ambra er en ædel, vellugtende urt. Hvis den bliver kogt tre gange med vin og drukket varm om morgenen, uddriver den urene væsker. Den afhjælper smerter i bryst, lår og lænd. Den gammeldanske lægebog: For hovedværk skal man tage abrud og malurt og koge i stærk eddike og væde hovedet med det morgen og aften. Simon Paulli: Hendes frø plejer man at give børn ind, som af orme i livet haver ondt. Ellers frem for andre brug som denne urt haver, holdes den for at have den kraft, at de som deres lugtelse have mist, kan den ved hendes virkning igen bekomme. Derfor gøre de ret og have deres sag udi god agt, som af denne urt gøre sig urtekoste og holde dennem ofte til næsen og lugte til dennem.

APOTEKERROSE, eddikerose, fransk rose, provinsrose, Rosa gallica, Rosa officinalis. Apotekerrosen er oprindeligt hjemmehørende i Persien. Den blev bragt til Europa af romerne og til Danmark af munkene, der dyrkede den både som pryd- og lægeplante, jfr. navnet. Rosen-hyben er rige på c-vitamin, og blade og blomster indeholder garvestoffer, der også kan have en medicinsk virkning. Rosen blev symbol for kvinden og kærligheden og i særlig grad for jomfru Maria, jfr. ordet rosenkrans om den perlekæde der blev brugt til Maria-bønner. Henrik Harpestreng: Rose er en ædel og nyttig blomst og har en behagelig lugt. Den har de dyder, at dens olie smurt om svage og opsvulmede øjne uddriver stingene, og hvis en klud bliver vædet i den og bundet om hovedet fjerner den al smerte og bringer god søvn.

BALDRIAN, velandsdurt, venderod, øjenrod, katterod, lægebaldrian, valeriane, Valeriana officinalis. Naturligt hjemmehørende i Danmark. Henrik Smid: Om hun sydes i vin eller vand, stiller hun sidernes og ryggens pine og fremlokker kvindernes månedlige tid. Somme koger valerianerod med fennikel, anis og skærsøde for hoste og til afhjælpning af en stakket og trang ånde. Simon Paulli: Vi rekommanderer i almindelighed det pulver, som af denne gemene baldrians rødder beredes, imod synets svagheder, idet man hver anden dag drikker henved et halvt kvintin deraf.

BALSAM, dansk balsamurt, balsamrejnfan, slet salvie, slet mynte, Tanacetum balsamita. Indført i Danmark ca. 1450. Henrik Smid: Roden stødt til pulver og drukket med vin fordriver ikke alene gift og edder, men stiller også bugløb og mavepine. Simon Paulli: Balsam-bakkelse skal rekommanderes for dem som er tilbøjelige til at få vattersot. Dersom den bliver pulveriseret sammen med rejnfanfrø og sammen med brændt hjortetak i mjød og bliver indgivet børn som har ondt i maven af børneorm, da hjælper det dem.

BETONIE, lægebetonie, brun betonie, betonike, jordhumle, Stachys officinalis. Indført i Danmark sidst i 1200-tallet. Henrik Harpestreng: Hun gør at pisse og fjerner sten i blæren. Blandet med vin og honning dur betonie mod vattersot. Hvis den bliver kogt med god vin og drukket om morgenen, udtørrer og uddriver den ethvert feberanfald. Simon Paulli: Denne urt kan så meget udrette, at den endog tjener til syv og fyrre sygdomme at kurere. Den synes tilmed at have så stor lægende kraft, at den endog drager løse ben ud.

BUKSBOM, Buxus sempervirens suffruticosa. Buksbomplanterne i klosterhaven danner rammer om bedene, men planten har også været brugt medicinsk. Simon Paulli: Det største tandværk, som overgår al anden smerte, stiller buksbomolie udi et øjeblik, dersom man tager en tandstanger og dypper derudi og stikker den ind til tandrødderne. - Den autor, som har gjort den bog som kaldes Hortus Sanitas, det er Sundheds Have, anbefaler, at de som vil være kyske skal bære buksbomtræ hos sig. Thi da skulle man ingen utilbørlig ukyskheds brynde fornemme, siger han.

BULMEURT, bulme, hønsebane, sobønne, galurt, Hyoscyamus niger. Indført i Danmark i 700-tallet. Frøene af bulmeurt kan bevare spireevnen i århundreder, og planten ses derfor ofte som reliktplante ved klostrene. Den er ofte fundet ved Esrum Kloster. Planten har tidligere haft en udstrakt anvendelse til fremstilling af smertestillende midler og til trylle- og elskovsdrikke. Desuden har den kunnet bruges til giftmord. Et udtræk af planten indgik i den heksesalve, som heksene smurte sig med inden turen til Bloksbjerg. Når bulmeurtens giftstof blev optaget gennem slimhinderne, fremkaldte det deliristiske hallucinationer. Bulmeurt er meget giftig. Den bruges i dag til fremstilling af beroligende midler mod sindslidelser. Henrik Harpestreng: Saften dræber orm i øre og hule tænder, særlig når man har holdt lidt eddike i munden. Knuste bulmeurtfrø helbreder betændte brystvorter og koddesten (testikler), når frømassen lægges derpå. Henrik Smid: Blomster og frø kan hjælpe en til at sove, men for mange af dem gør en vild og gal.

CIKORIE, vejvarde, jernurt, blåbynke, blåbønne, almindelig cikorie, Cichorium intybus. Indført i Danmark ca. år 1000. Henrik Smid: En håndfuld af cikorie, kogt i vand og drukket uddriver galden og den hvide slim ved stolgang (afføring). Urterne og rødderne kogt i vand og drukket straks åbner leveren og milten som foregribende middel mod vattersot. Simon Paulli: Apotekerne plejer blomsterne af denne urt med sukker at indsylte, hvilke dersom de bliver dennem indgivet som af en hidsig feber haver ondt, slukker de tørsten, dæmper og tempererer heden og gør at maven, som er ilde tilpas, bekommer appetit.

DOROTHEALILJE, februarlilje, blidelslilje, snelilje, hvid snelilje, hvid tidløs, vår-hvidblomme, Leucojum vernum. Muligvis indført i Danmark kort efter 1416, da Maribo Kloster blev grundlagt af birgittinernonner fra Vadstena, hvor dorothealilje står i mængde. Henrik Smid: Rødderne (løgene) såvel som bladene lægges i knust tilstand på barselkvindernes hovne bryster.

ERANTIS, munke, gul munke, vinter-nyserod, vinterblomme, Eranthis hiemalis. Indført i Danmark ca. 1500. Planten er giftig. Chr. Pedersen: Den som har en svag milt, han må tage et pund af gule liljerødder og støde dem små med skarp eddike og lade hende stå deri to eller tre dage og koge det siden ind til halvdelen og derefter si det gennem et klæde og blande med fire eller seks lod honning. Det indtages nu om morgenen på fastende hjerte, så længe sygdommen varer. Det hjælper meget for den syge milt. Simon Paulli: Denne vintermunke med gule blomster bliver ej årligen på apoteket indført, thi den holdes for at føre langt mere skade med sig end nytte. Men for sit dejlige blomsters skyld og fordi at den så tidlig kommer frem bliver den meget elsket og dyrket af denne som til urtehaver haver lyst.

FARVEVAJD, vajd, vede, glasurt, Isatis tinctoria. Indført i Vestdanmark ca. år 0, vokser spontant på Bornholm. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster Planten brugtes til fremstilling af farven indigoblåt, der bl. a brugtes til farvning af garn.

FINGERBØL, fingerborg, fingerhat, fingerurt, engelsk munke, rævebjælle, Digitalis purpurea. Muligvis indført i Danmark i middelalderen. Den findes som klostertomtplante, men er først konkret dateret i 1647. Planten er meget giftig. Den bruges i dag til fremstilling af hjertemedicin. Simon Paulli: Her i Danmark såvel som også flere andre lande her udi Europa bliver denne urt plantet og sået udi haver ej for anden årsags skyld, end fordi den haver et dejligt blomster, thi ellers er den ikkun foragtet. Dog vidner en autor, at fingerurt kommen udi æggekager, der er bagede i pander, haver gjort og forårsaget store og farlige symptomata, idet den har en sådan kraft, at den let får en til at kaste op.

GALDEBÆR, hundebær, hunderoe, djævleroe, valsk roe, vild reve, vild vintræ, Bryonia alba. Muligvis indført i Danmark før 1400. Planten er giftig. Simon Paulli: De som skrive om urter og deres natur og egenskab lærer, at denne urts rødder er varme og tørre og at de med deres varme overgå den anden grad og med deres tørhed når og er udi den tredje grad. For disse denne urts åbenbare qualiteters skyld haver den også den virkning og kraft, at den åbner og renser.

GALNEBÆR, galbær, gallebær, giftdvalebær, troldkirsebær, heksebær, morderbær, natskade, Atropa belladonna. Indført i Danmark. ca. 1500. Planten er meget giftig. Giften er beslægtet med bulmeurtens, og virkningen er nogenlunde ens, jf. ordet gal- i navnene for begge planter. Plantens slægtenavn Atropa er navnet på den græske skæbnegudinde, der klipper livstråden over. Chr. Pedersen: Den som fornemmer at hans lever brænder hed, han skal tage natskade og støde den i smådele og blande dem med bomolje (olivenolie) og gøre plaster deraf og lægge det mod leveren. Henrik Smid: Blandt mange andre urter er næppe en som stiller pine og læsker hede mere end natskade gør.
 

HASSELURT, bondenardus, tveblad, Asarum europaeum. Indført i Danmark før 1300. Planten er giftig. Henrik Smid: Roden kogt i vin med honning løsner al lungens slim og fordriver hoste, stakåndethed, gulsot og vattersot, thi hun åbner leveren, lungerne og milten, renser blæren, nyrerne og livmoderen, fremlokker kvindernes tid. Simon Paulli: Hasselurts rødder henføres til de urters tal som varmer og tørrer udi tredje grad. De tjene ganske vel til miltens, leverens, mavens og nyrenes forstoppelse at åbne, af hvilke ellers mange slags koldesyger have deres udspring. De uddrive alle slags onde, sejge og slimagtige væsker.

HESTEHOV, pestilensurt, tordenskræppe, skræppe, borgskræppe, Niels Bugges blod, rød hestehov, Petasites hybridus. Indført i Danmark ca. 1350. Klosterhavens hestehov er efterkommere af planter der er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Planten er giftig. Henrik Smid: De urter som vi intet agter og for skarn holder, er ofte i lægedommen de bedste, som for eksempel disse skræpper; de er gode både indvortes og udvortes. Frøet til pulver stødt indtages undertiden mod sten. De grønne blade er om sommeren gode for gamle sår, for brækkede ben og lemmer, der er gået af led. Simon Paulli: Pestilensurt haver en synderlig og forborgen kraft til at imodstå pestilentes smitsomhed, og på somme apoteker bliver ved den kemiske kunst gjort en essens af denne rod, som i små mængder er god til at helbrede pest med, hvis man indtager den med hjortetakvand og sveder godt derpå. Pestilensurtens rod er udi sig selv ganske god og sund at bide på fastendes om morgenen, at man ikke når man går ud enten ved en andens åndedræt skal forgives, eller også af ond luft overrraskes og overiles.

HJERTESPAND, hjertespænd, sejurt, galdring, løvehale, cardiaca, Leonurus cardiaca. Indført i Danmark i 1200-tallet. Navnet sigter til plantens anvendelse mod smerter i hjerteregionen. Simon Paulli: Denne urt er efter hendes navn frem for andre urter tjenlig mod hjertens sygdomme og tilfald, og hendes blade tørrede og til pulver stødte i vin hjælper især de kvinder der er i svær barnsnød. Men også mod kolik og lignende sygdomme er dette lægemiddel i forbindelse med smeltet smør til stor hjælp.

HJERTENSFRYD, citronmelisse, melisse, honningurt, Melissa officinalis. Indført i Danmark i 1400-tallet. Chr. Pedersens lægebog: Har nogen så ondt i hjertet at han ikke kan sove, da skal han spise hjertensfryd om morgenen på fastende hjerte og bruge den altid i sin mad. Simon Paulli: Hjertensfryd driver kvindens tider, om de ere sene og tøve over tiden. Ja, der findes nogle, som fremlokke tiderne, idet de tage den grønne og friske hjertensfryd og stopper i deres sokker og strømper eller blot i deres tøfler og sko. Men sikkert er det, at kvinder både på landet, i landsbyerne og købstæderne holde så meget af hjertensfryd-vand, så at det holdes af dem for en almindelig lægedom, hvilken de i alle tilfald kan bruge.

HJULKRONE, boras, borasie, agurkeurt, Borago officinalis. Ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark. Sandsynligvis indført af munkene som lægeplante. Henrik Harpestreng: Hun hjælper dem der hjerteværk haver. Lægger man hende i vin og drikker den, gør hun en glad. Kogt med honning og sukker og således drukket, da hjælper det bryst og lunge og strube fra det som skadeligt er. Simon Paulli: Nogle samler blomsterne af Boras og kommer dem udi salat, hvilke ikke aleneste med deres liflige farve giver salaten en smuk zirat, men er endog meget sunde.

HVIDLØG, Allium sativum. Oprindeligt hjemmehørende i Centralasien. Kendes i Danmark fra vikingetiden, hvor den dyrkedes i særlige løggårde og brugtes på rejser som forebyggende middel mod skørbug. Henrik Harpestreng: Hvidløg er vådt og varmt og har den dyd, at hvis et menneske spiser det om morgenen, renser det brystet og uddriver flegma og tørrer onde væsker og giver lyst til at spise. Simon Paulli: Hvidløg er i pestens tid overmåde god, især den pest der er der om vinteren.Med hvidløg mådeligen brugt præserverer og forbevarer man sig mod samme sygdom.

HUMLE, havehumle, skovhumle, Humulus lupulus. Naturligt hjemmehørende i Danmark. Humlens hunblomster, humlekopperne, anvendtes og anvendes stadig som krydderi og konserveringsmiddel ved ølbrygning. Humle er meget almindelig i Esrum Klosters omegn, sandsynligvis forvildet fra klostrets humlehaver. Henrik Harpestreng: Humle renser milt og lever og afhjælper sygdomme i dem. Gives humle til en patient som drik iblandet honning og vand, da mindsker det smerterne i lysken og lårene. Simon Paulli: Humle er særlig god til at stille smerter i alle lemmer; og når et lem er gået af led, da smører man først lemmet ind i harsk smør, derefter lægger man den varme humle direkte fra bryggerkedlen på det syge sted.

HUNDETUNGE, stor hundetunge, hundeurt, uldborre, Cynoglossum officinale. Indført i Danmark ca. 1400. Den gammeldanske Lægebog: Imod djævelens pile lægges den urt, der hedder hundetunge; tag også den urt, der hedder salat og tør den og læg den på såret lige til det er helet. Henrik Smid: Hundetunges rod overdragen med dej bages og steges. Når hun vel stegt er, skal dejgen afplukkes og den stegte rod stinges bag ind i livet, da borttager hun de spænde-bylder, der vokse i bagtarmen.

HUSLØG, taghusløg, tagløg, semperviv, tordenskæg, sankthansløg, Sempervivum tectorum. Indført i Danmark før 1300. Navnet hentyder til, at planten ofte vokser på stråtage. Den ansås for at beskytte huset mod lynnedslag, og en tæt bevoksning af husløg kan faktisk beskytte taget mod antændelse. Henrik Harpestreng: Tager man husløgsaft og smører det på betændte øjenlåg, da hjælper det meget. Henrik Smid: Hvis øjenlågene på grund af sår og betændelse klæber sammen, da skal man opløse dem med husløgsaft. Simon Paulli: Denne urt vokser her i disse lande såre mangfoldigen på landsbyen, thi den ikke alene gror på taget, men endogså øverst på rygåsen, så at den dermed så godt som skjules og bedækkes. Der bliver beredt udaf denne husløg en sirup, hvilken er god for denmem, som af de hidsige koldesyger ere besværede, at de sig nogenledes derpå kan læske.

HYLD, sort hyld, pilehyld, Sambucus nigra. Hjemmehørende i Danmark Henrik Harpestreng: Olie gjort af hyld, det heler skab og blegner og bylder inden i hovedet og åbner lukkede sår. Og drikker man hendes saft, da dur det mod spoleorm. Simon Paulli: Mod den faldende syge (epilepsi) skal man tage grene af pilehyld i september måned to dage før fuldmåne og skære dem i syv eller ni skiver, og derefter skal man sy dem ind i rødt lærred og hænge dem om halsen. Dette amuletum skal så længe blive hængendes om halsen indtil tråden af sig selv slides sønder. Den syge må ikke med bare hænder røre derved, men skal med en tang eller andre sådanne Instrumenter tage det og på en sådan sted det henkaste, hvor ingen kan komme til det.
 
ISOP, haveisop, lægeisop, kinkisop, Hyssopus officinalis. Indført i Danmark i 1100-tallet. Henrik Harpestreng: Koger man tørrefigen sammen med isop i honning, så hjælper det mod hoste og alle sygdomme i lungerne. Henrik Smid: Isop kogt i vin med honning og salvie er godt for dem som er faldet og som har indvendige skader.

JERNURT, isenhart, hovedurt, kranseurt, verbene, Verbena officinalis. Indført i Danmark i 300-tallet. Henrik Harpestreng: Drikker man saften ofte med vin, da hjælper den mod gulsot; knuser man planten og lægger på et bidsår, så hjælper det, men det skal gøres i fire dage. Chr. Pedersen: Jernurtrødder og roden af galdebær skal bindes om halsen på børn, der har faldesyge. Simon Paulli: Derfor skal man hvad enten man vil bruge plaster eller lud mod hovedpine altid bruge jernurt som ingrediens. Vi taler ikke om at den tilmed fæstner håret, så det ikke falder af.

JORDRØG, vild rude, feltrude, fumaria officinalis. Hjemmehørende i Danmark. Planten er fundet tæt ved Esrum Kloster, muligvis forvildet fra dyrkning i klosterhaven. Henrik Smid. Et afkog af planten er godt mod skab og udslet og renser blodet. Simon Paulli: Denne urt er af de velsignede medikamenter og lægedomme, men fordi den udi så stor mangfoldighed alle vegne findes holdes den ikke for nær så dyrebar som den er.

JULEROSE, nyserod, helleborus niger. Navnet er opstået fordi planten blomstrer i december måned. Planten er giftig. Giftstoffet virker afførende og påvirker hjertet. Simon Paulli: Kvaksalvere, badstuemænd og bartskærersvende skal tage sig vel i vare for denne lægedom og urt at de ej hendes rod, som fornemme og forfarne medici alene kan give de syge ind, således misbruge, at den bliver de syge til en forgift.

KALMUS, kalme, kalms, kalmerod, kalmusflæg, pæk, tatargræs, Acorus calamus. Indført i Danmark ca. 1200. Planten er hjemmehørende i Østasien og er bragt til Østeuropa med Djengis Kahns mongolhær. Den blev brugt som forebyggende medicin til heste, idet dens bitterstof hindrede at hestene blev syge, selv om de drak forurenet vand. Planten er bragt til Danmark fra Estland, hvor danske korsfarere i 1200-tallet er blevet opmærksomme på den. Chr. Pedersen: Om maven er forkølet og kold: Tag et lod kalmus og stød det og drik deraf tre eller fire gange med vand som er brændt af malurt; det varmer maven. Simon Paulli: Den er en overmåde skøn og god lægedom for dem der har en kold mave, hvorfor næppe noget bedre middel end denne kalmus er at finde mod koldesyge.

KAMILLE, kamelblomst, kamelblomme, matrem, lægematrem, moderurt, munkekrone, sødblomst, vellugtende kamille, Matricaria chamomilla. Naturligt forekommende i Danmark. Chr. Pedersen: Når der vokser blegner i hovedet, da skal man koge kamilleblomster i vand og vaske hovedet med dem; man må også vaske hovedet med eddike. Simon Paulli: Dampen fra denne matrem bruges også til at drive kvindernes tider med, hvilke langt over tiden fortøve og ikke vil flyde. Og når kvinderne det vil bruge, skal de sidde på hug med det ganske liv derover, at dampen som stiger op, kan komme ind i (liv)moderen, så at den svage og skrøbelige moder derved kan komme tilpas igen.

KARTEBOLLE, kardetidsel, kradsetidsel, kløkusse, ægte kartebolle, Dipsacus sativus. Indført i Danmark kort før 1400. Den gammeldanske lægebog: Imod lyske-, milt- og mavesygdomme, tag kartebollerod og knus det i vin og drik et kar deraf i ni dage. Henrik Smid: Bladene lagt på hovedet skal stille hjertesygdom. Saft af bladene dryppet i ørerne dræber ormene deri. Simon Paulli: Om man tager det vand, som findes nederst på bladene af kartetidslen, da er det godt til de pletter der kommner udi ansigtet, dersom de bliver dermed toene (vaskede). Ellers kan man snarere finde denne urt hos uldvævere og hos dem der væver klæde end hos apotekere.

KONGELYS, FILTET, kongekerte, betlerlys, lysebrand, uldurt, uldkrud, lammeøre, Verbascum thapsus. Indført i Danmark i 1200-tallet, påvist arkæologisk. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Simon Paulli: Kongelys eller lysebrand bliver højt agtet på apotekerne. Foruden de andre parter af planten er blomsterne meget værdsatte, idet man bruger dem såvel til at bortdrive vejr i livet som til at lindre den gyldne åres pine (hæmorroides-merter), såvel som også til at stille den smerte man haver, når man gør sit behov. Saft af blomsterne er et godt råd, som straks borttager de rynker som ere udi panden på de gamle piger.

KORBENDIKT, benedikturt, benediktinertidsel, velsignet tidsel, Cnicus benedictus. Indført i Danmark ca. 1400. Henrik Smid: Den knuste plante i vin drikkes mod flegma (sløvhed). Vinafkog stiller tarmvrid, er sveddrivende og opløser blæresten. Simon Paulli: Denne fornemme og berømte vækstes brug består fornemmeligen udi urten og frøet. Hendes åbenbare qualiteter ere, at den varmer og tørrer udi anden grad, tyndgør og åbner. Og at det vand som af Corbenedikt bliver destilleret haver en treffelig kraft er noksom vitterligt af den dreng historie, udi hvis hals var kommen en slange der han sov og gik ned i maven, så at de der til måtte bruge Corbenedikt-vand. Hvad sker her? Da drengen havde drukket Corbenedikt-vandet, gik slangen ud igen fra ham, hvorom hvem videre kundskab haver lyst at have kan læse udi Hieronimus Bock hans urtebog.

KORS-VORTEMÆLK, spring-vorteurt, springkorn, bugsmække, små purgerkorn, skideurt, Euphorbia lathyris. Indført i Danmark i 1200-tallet, arkæologisk påvist. Planten er giftig. Chr. Pedersen: Saften kogt med svinefedt og myrrha lægges på gamle bylder og kræftsår, blomster og knopper kogt med eddike, olie og smør lægges på spedalskhed. Henrik Smid: Saften af springkorn er skarpere end frøene og bladene, derfor skal man vogte sig for at indtage saften eller få den i øjnene.

KRANSBURRE, maru, marube, marreurt, markrubike, hvid rubike, blind nælde, Marubium vulgare. Indført i Danmark før 1300. Chr. Pedersen: Mod hævede mandler tager man blade af marube sammen med bynke-, rude- og salvie-blade og koger dem alle, hvorefter noget rosenolie tilsættes. Denne varme sovs holdes et stykke tid i munden eller skylles fire til seks gange op og ned gennem halsen. Simon Paulli: Hvid rubike anbefales til helbredelse af gammel vedholdende hoste og til at fremskynde kvindernes tider, som hver måned vil have deres flod og gang, ja også til uddrivelse af efterbyrden er den god.

KVAN, vandkvan, engelrod, engelskær, Archangelica officinalis. Navnet engelrod hentyder til at plantens helbredende egenskaber blev åbenbaret de fromme munke af englene. Det latinske navn archangelica betyder ærkeengel. Planten er naturligt hjemmehørende i Norden, hvor den allerede i vikingetiden spillede en stor rolle som nærings- og lægeplante. Henrik Harpestreng: Angelika er en udmærket rod. Den hjælper den som bærer den hos sig meget mod besværgelser, og den hjælper også, når den bliver spist om morgenen, mod gift indtaget i mad eller i drik, fordi den udjager den ved sin dyd. Simon Paulli: Efterdi angelika har en liflig og aromatisk smag og lugt bruger man den også til de kager, som man holder under tungen, så man kan præservere og forbevare dem mod pesten, der endnu er sunde, friske og ubefængte.

KULSUKKER, konsolida, kongsalverod, komfrey, radhel, benvel, valurt, stor vundurt, sortrod, læge-kulsukker, Symphytum officinale. Indført i Danmark ca. 1400. Planten er giftig. Simon Paulli: Af forskellige hændelser kan bevises, at planten har en overmåde stor kraft til at få kød til at vokse sammen, omendskønt det er delt udi flere stykker. Derfor satte en pige, som var fæstemø og med det første skulle giftes, sig i et vandbad beredt af denne under-urt, på det at hendes fæstemand ingenlunde skulle tvivle, at hun endnu havde sin mødom.

KVÆSURT, blodstiller, blodurt, bakkerod, vælsk pimpinelle, Sanguisorba officinalis. Indført i Danmark i 1200-tallet. Henrik Harpestreng: Hun er god at æde om morgenen for vattersot, fordi hun tørrer og mildner med sin dyd. Simon Paulli: Hvad denne Pimpinelles kræfter og natur belanger, da er den af sin art kold. Den tørrer og binder og kan treffeligen bruges til flod, blodsot og alt for strenge tider (menstruation). Når den er stødt, da holdes den for det allerfornemste råd der kan være imod de sår som med en kniv er skårne i hænderne, at man kommer den der udi. Om sommeren, når den er grøn, plejer de som gerne drikker vin at misbruge samme urt, idet de ikke aleneste kommer den udi vinen og besynderlig den røde, på det at de kan gøre den velsmagendes og kølne hende, men endogså deres glas og bægre dermed bepryde og exornere. Men det skal de dog vide, at dersom de drikker for meget deraf, da må de om anden dagen vente sig stort hovedværk og ølsyge. Jævnfør Bellman: …rött vin med pimpinella och en nys skjuten beckasin.
 
LAVENDEL, levander, lavengel, ægte lavendel, smalbladet lavendel, Lavandula officinalis. Indført i Danmark i 1400-tallet. Henrik Smid: Lavendelblomster kogt i vin og drukket varmt gør at man bliver tissetrængende. Samme brug fremmer kvindernes tider. Simon Paulli: Det er et kvinderåd, som er forsøgt, at man tager fire eller fem lavendel-vipper, koger dem udi en pægl rhinsk eller fransk vin, og kommer så en skefulde honning derpå og giver siden de sygelige kvinder denne vin ind, nårsomhelst at fødslens tid tilstunder.
 
LØVSTIKKE, livestik, lybstykke, lostykke, lovstikke, lovstilk, lubestok, lavnstok, lauster, Levisticum officinale. Indført i Danmark måske i 11-1200-tallet. Henrik Harpestreng: Løvstikke er hed og tør i tredie grad. Den får maden til at opløses og helbreder en lever, der er syg af kulde og væde. Henrik Smid: Løvstikke i mad fremmer fordøjelsen, stiller al indvortes smerte, fremmer tissetrangen og kvindernes månedlige tider. Simon Paulli: Det er meget gavnligt, at denne urt i pestens tid bliver ophængt for dørene og at man holder hendes rod udi munden og tygger derpå, på det at man ikke af den smitsomme sygdom pesten skal blive befængt.

MADONNALILJE, uskyldslilje, jakobslilje, st. ibslilje, gibslilje, brandskadelilje, Lilium candidum. Den hvide madonnalilje dyrkedes i klosterhaverne både som pryd- og lægeplante. Den hvide blomst blev brugt som symbol på jomfru Marias uskyld og renhed. Navnet jakobs- eller ibslilje hentyder til, at planten blomstrer på st. Jakobs dag d. 25. juli. Henrik Harpestreng: Stamper man liljerod med olivenolie er det godt at lægge på, hvis man er brændt af ild. Simon Paulli: Liljeolie er ligesom jordmoderens anden hånd til hvilken de henflyer nårsom de er hos nogen der er i barnsnød. De smører de sygelige kvinders lønlige steder med den at de kan blive slibberagtige og vides ud.

MALURT, havemalurt, brændevinsurt, vermut, Artemisia absinthium. Forekommer naturligt på Bornholm, tidligt indført i det øvrige Danmark som lægeplante. Henrik Harpestreng: Malurt kogt med gedemælk eller valle og drukket om morgenen renser på forunderlig måde maven og uddriver al råddenskab og onde væsker. Simon Paulli: Malurt er slughalse og drikkebrødre ganske kærkommen, thi når de om natten har tjent Bachus eller drukkenskabens gud ind til om morgenen, så kalder de på malurtevin, som skal fortage og fortørre dem fylleriet og gøre dem lystige og tidige til at få mad.

MARIETIDSEL, sempertineurt, sempertinefrø, sempertinekorn, hvidplettet tidsel, Silybum marianum. Indført i Danmark i 1100-tallet. De hvide pletter på bladene siges at være spor efter lidt mælk som jomfru Maria spildte da hun ammede Jesusbarnet. Henrik Harpestreng: Marietidsel stødt og lagt på ormebid drager edderen til sig af såret. Hvis en mand bærer marietidsels rod og blade hos sig, da flyr orme og slanger af vejen for ham. Simon Paulli: Det vand som af denne urt bliver destilleret, berømmes tit og ofte til brystets, lungens, leverens, miltens, nyrernes og livmoderens svagheder at kurere, såvel som til deres forstoppelser at åbne.
 
MARTSVIOL, tormånedsviol, lille viol, violet, vellugtende viol, Viola odorata. Indført i Danmark før 1300. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Henrik Smid: Tag tormånedsvioler og kom kogende vand på dem. Det samme vand hældes tre til fire gange på friske violer og lidt sukker kommes i det. Denne violsirup læsker den brændende koldesyge, holder bugen åben, styrker hjertet og stiller sidesting. Simon Paulli: Af den saft, som bliver udpresset af blomsterne tilberedes om foråret en sirup, som er god for brystsmerter og -hede. Tørrede violblomster plejer man at komme i en pose, som bliver anbragt på brystet lige ud for hjertet.

MATREM, havematrem, matremokseøje, moderurt, jomfruurt, bertram, pyretrum, febrifuga, Chrysanthemum parthenium. Indført i Danmark i 1200-tallet. Planten er giftig. Henrik Harpestreng: Den der har ondt i tænderne skal tygge bertram, der er blandet med eddike og skylle og skvulpe med det i munden; det helbreder også en nedfalden drøbel. Den gammeldanske lægebog: Tag ligeledes febrifuga-saft og smør øjnene demed, da bliver de helbredt. Henrik Smid: Saften af matrem uddriver galden og ormene af livet.

MESTERROD, mesterurt, kejserurt, herrerod, ostris, astriks, astrans, storskærm, Peuceda-num ostruthium. Indført i Danmark i 1200-tallet. Navnet sigter til usædvanlige medicinske egenskaber man tillagde denne plante.
Henrik Harpestreng: Knuses dens rødder med vin og drikkes det, helbreder det en syg lever for gulsot og opløser sten i blæren. Lægges den forneden på en kvinde, der er gravid med et dødt barn, da kommer det ud. Henrik Smid: Kogt i vin uddriver den ikke alene pisset, men også kvindernes tid (menstruation), stiller lændernes pine (iskias), gør at svedes, uddriver vattersoten og hjælper visselig den døde mand op i sadlen igen (kurerer impotens). Chr. Pedersens lægebog: For at en kvinde skal blive gravid, skal hun tage mesterurt, bynke og hjertensfryd og koge det sammen, og derefter skal hun vaske sig godt med denne suppe efter sin tid (menstruation), så bliver hun bekvem til at undfange.

MORGENFRUE, ringelblomme, ringkrave, morgenfro, solsikke, natlukker, Calendula officinalis. Ikke naturligt forekommende i Danmark, formodentlig indført af munkene som lægeplante. Henrik Harpestreng: Morgenfrue har gule blomster, som følger solens lys. Hvis den bliver kogt med eddike og drukket varm om morgenen uddriver den alle smerter i brystet eller trykken i hjertet og andre indre ansamlinger. Simon Paulli: Plantens brug består derudi, at den mod gulsot er tjenlig, såvel som også mod kvindernes tider, som ej vil flyde.

MYNTE, GRØN spids mynte, mynte med smalle blade, statat, sisenbrand, isenbrand, Mentha spicata. Indført i Danmark i 1200-tallet. Henrik Harpestreng: Mynte er en høj urt og har en god lugt og har den dyd, at enhver der drikker den kogt med vin, han kan den dag ikke blive beruset af nogen drik. Ligeledes hvis den bliver kogt med vand og siet gennem klud og drukket stiller den fuldstændig kødets lyst. Og hvis den bliver lagt ved oste, hindrer den i et år, at de rådner. Den gammeldanske lægebog: Knus mynte i eddike og smør ansigtet dermed, det borttager hovedpine. Henrik Smid: Saften af krusemynte eller grøn mynte blandet med eddike standser blodspytning og opkastning, ligesom det dræber orme i maven. Simon Paulli: Den stund den er grøn og frisk, da kan den vel skynde til det naturlige værk (samleje), dog så at der ingen livsfrugt eller velsignelse følger efter.

MYNTE, KRUSE-, kruset mynte, kruset balsam, moderurt, moderblomst, Mentha piperita crispula. Indført i Danmark i 1400-tallet. Christiern Pedersen: Tag majoran og krusemynte og kog dem i vin eller øl og drik det, for det varmer den forkølede mave. Simon Paulli: Krusemynte stiller hikken, opkastning, kolera og hovedpine. Dersom brysterne er fulde af mælk og næsten sprænges deraf, da lindrer urten brystsmerterne.

MYNTE, POLEJ-, polejmynte, polej, vandpolej, Mentha pulegium. Indført i Danmark i 1200-tallet. Henrik Harpestreng: Spiser gravid kone ofte polejmynte, må hun føde et dødt barn. Simon Paulli: Den varmer og tyndgør og er meget god til at drive kvindernes tider og til at fremme fødsler. Usundt vand kan gøres sundt med polej, hvis denne lægges i vandet, opblødes deri og senere frasis. Der er også nogle som mener, at røgen som polej giver fra sig når den brændes fordriver lopper.

NYSEROD, GRØN, svinerod, pestrod, lungerod, vrangkrudt, grøn julerose, Helleborus viridis. Indført i Danmark i 1500-tallet. Planten er giftig. Simon Paulli: To slags nyserødder vokser i vor haver, dog er de ikke lige almindelige, thi den uægte (H. viridis) ses mest i landsbyerne og i præstegårdshaver; den ægte (H. niger) mest i fornemme haver i København.

OKSETUNGE, nødetunge, blåsøde, sødblomst, svenske husarer, svenskere, læge-oksetunge, Anchusa officinalis. I Danmark er planten påvist arkæologisk fra 1000-1100-tallet. Nu helt naturaliseret. Henrik Harpestreng: Drikker man vin, hvori planten er kogt, gør det hjernen god til at huske; og fra lungerne forsvinder alt der kan være dem skadeligt. Simon Paulli: Af denne oksetunges blomster beredes og præpareres der et conserva, hvilket er synderligt nyttigt, når hjertet slår for hårdt. Ligeledes når nogen er melankolsk såvel som og udi grasserende pestilenses tid. Og der skal bruges så meget som en valnød stor er.

PASTINAK, pistinak, bastenak, more, morrod, barkanne, brakanneurt, Pastinaca sativa. Sandsynligvis indført i Danmark i senmiddelalderen. Henrik Harpestreng: Om man æder meget pastinak får man kvindelyst. Henrik Smid: Kokkene i stegersene kender pastinakker bedre end apotekerne. De er gode som mad til dem der gør svært arbejde. Frøene bruges til lægedom. Simon Paulli: Disse pastinackel-rødder tilskynde ikke i ringe måde til det naturlige værk og gerning, så at de som plage sig selv med faste og andet deslige såsom munke og nonner i klostre, dem er disse rødder slet intet nyttige og gavnlige.

PEBERROD, peberroe, mirredikke, almindelig peberrod, Armoracia rusticana. Indført i Danmark i 1200-tallet. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Henrik Harpestreng: For under sygdom at fremme mulighederne for at kaste op kan man spise peberrod, kardemomme, løv af sennep, agerkål eller karse. Simon Paulli: Revet og kogt er roden af peberrod god til indvendig - og udvendigt lagt på skambenet - at fjerne blæresten. Desuden er den, først skåret i terninger, så udblødt i vin, overmåde god for dem der lider af skørbug.

REJNFAN, ALMINDELIG, renfane, regnfand, rejnfarre, rønfær, guldknap, møllerknap, ormekrud, maddikeblomst, loppeurt, Tanacetum vulgare, Chrysanthemum tanacetum. Oprindelig i Danmark, tidligt indsamlet som orme- og loppemiddel. Simon Paulli: Regnfarnsurt er overmåde bekvem til at uddrive det vejr (luft) som er udi livet, dersom man den koger udi vin og kommer den i en pose og lægger den varm på bugen.

RUDE, haverude, vild rude, tam rude, vinrude, lille ruder, rød ruder, Ruta graveolens. Arkæologisk påvist i Skåne fra 110-tallet. Henrik Harpestreng: Rude er en nyttig og ædel urt. Den har den dyd, at den spist om morgenen fordriver øjnenes mørke og tåge. Spist af mænd formindsker rude kødets lyst, og spist af kvinder forøger den elskov. Ligeledes spist om morgenen tillader den ikke spedalskhed at vokse i mennesket. Simon Paulli: Rude skal alle kloster- og ordensfolk bruge som vil leve kydskelig, i deres spise og drik. Men de planter og sår ofte meget hellere udi deres haver artiskokker, selleri, asparges, persille og deslige urter end denne rude. Hvad årsagen dertil er kan jeg ikke vide og vil intet tale derom, ikke heller hvortil de bruger sevenbom.(De nævnte planter ansås for at stimulere lysten, og sevenbom blev brugt som abortfremkaldende middel.)
 
SALVIE, LÆGE-, salvaja, lådden salvie, havesalvie, Salvia officinalis. Indført i Danmark i 11-1200-tallet. Henrik Harpestreng: Salvie er en ædel urt. Læg knust salvie på sår der bløder stærkt, så stilles blødningen. Drikker man salviesaft med vin, hjælper det mod gammel hoste. Ligeledes salvie bestrøet med salt og spist i vin lader ikke bylder vokse i mennesket. Derfor siger Galenos (oldgræsk læge): hvorfor skal mennesket dø, når salvie vokser i haven? Henrik Smid: Salvie drukket styrker legemet som helhed, idet det uddriver al gift og blødgør hoste, stiller sidesting, fremmer vandladningen, kvindernes menstruationstid og efterbyrden eller den anden fødsel.
SAR, HAVE-, saderie, havesaturej, bønneurt, kønnel, Satureja hortensis. Indført i Danmark i 11-1200-tallet, påvist arkæologisk. Henrik Smid: Kød og fisk krydret med sar giver appetit, styrker maven, fremmer de naturlige lyster. Simon Paulli: Kan erstatte peber og bruges især til krydring af fisk.

SENNEP, gul sennep, hvid sennep, engelsk sennep, mustert, Sinapis alba. Indført i Danmark i 700-tallet. Henrik Harpestreng: Hvis nogen bliver afsindig, hvilket plejer at komme af for stærk hovedpine, tag sennep og honning af bikage og æggeblomme og bynkefrø og stød det med vin og laurbær og gør derefter et plaster. Lad hans hoved rage og bind det om med en klud og læg ham til sengs. Dette skal gøres i tre dag, og med Guds hjælp vil han blive helbredet.

SKARNTYDE, plettet skarntyde, odurt, gifttyde, hundekeks, Conium maculatum. Indført i Danmark kort efter år 0. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Skarntyde er meget giftig. Henrik Harpestreng: Stamper man hende og lægger hende på mandens lem, da forsvinder lysten til kvinder, og det ødelægger den sæd der skal føde børn. Christiern Pedersen: Smør dine stene og hemmelige ting med skarntydesaft, så skal du selv fornemme at den lyst vil forsvinde snart. Henrik Smid: Denne urt tjener bedst det renlivede og kyske klosterfolk, hun er munkenes og nonnernes urt. Når hun af dem bruges, kan de leve kyskelig.

SLANGEROD, hulurtrod, hulrod, osterluzsi, osterlei, stodderurt, Aristolochia clematitis. Indført i Danmark i 11-1200-tallet. Henrik Harpestreng: Slangerod er en meget nyttig rod. Hvis den bliver stødt og bundet på et slangebid, tvinger den straks giften til at gå ud af såret. Ligeledes enhver som bærer den hos sig på vejen, fra ham flygter alle slanger, og hvis der er noget giftigt, flygter det straks af vejen.

SLANGEURT, serpentin, tvestiurt, tvevreden pileurt, Polygonum bistorta. Indført i Danmark ca. 1400. Rodstokkens lighed med en slangekrop er anledningen til navnet. Simon Paulli 1648: God til at stille blødning med, og særlig er den tjenlig som middel mod blodsot hos pestsyge. Også god for betændt tandkød og mod løse tænder.

STOLT HENRIKS GÅSEFOD, gode henrik, algode, vild spinat, tudseurt, smørskræppe, Chenopodium bonus-henricus. Indført i Danmark i 1100-tallet, påvist arkæologisk. Planten er giftig. Simon Paulli: Hele urten kan med held bruges som et plaster til afhjælpning af den smerte, som forårsages af podagra. Indvortes bliver den her i landet ikke brugt, da man har andre urter der oftere er forsøgt. Men i andre lande bliver den brugt som køkkenurt. Planten er vistnok anvendt mod forskellige "dæmoniske" sygedomme. Navnet er sat i forbindelse med overtro om venlige kobolde og bjergtrolde, der ofte kaldes Heinz eller Heinrich, og om hvem der fortaltes at de var udstyret med gåsefødder.

SVALEROD, svaleurt, giftrod, hundedræber, hvid svalerod, Vincetoxicum hirundinaria. Naturligt hjemmehørende i Danmark. Planten er giftig. Simon Paulli: Hvad svalerods rødder angår, da er de varme og tørre, og de er gode mod pest og forgiftige dyrs bid. Mod vattersot bruger man plantens rødder, som koges i vin, der inddampes til en trediedel. Drikken indtages så varm at man kommer til at svede. Denne kur er også god mod gulsot.

SVALEURT, selidonie, øjengræs, fnaturt, brændeurt, Chelidonium majus. Påvist arkæologisk fra tidligt i 1200-tallet. Planten er giftig. Henrik Harpestreng: Den blomstrende plante koges med honning i et kobberkar. Når væsken er tyktflydende, smøres de dårlige øjne ofte med den. Knuses rødderne i eddike, er det godt mod gulsot. Drikker man vin, hvori bladene er knust, hjælper det mod tandpine. Den gammeldanske lægebog: Mod blindhed tag saften af selidonie sammen med fennikel, krokus og aloe. Bland dem og dryp det i øjnene. Simon Paulli: Mod fnat og skurv bruges den således: man tager roden af denne urt, koger den udi vand og vasker det sårede og skurvede hoved eller lem derudi, så tørres sårene, afskalles og går bort.

SÆBEURT, flæskeurt, skræddernellike, høstnellike, hovmodsblomster, Saponaria officinalis. Påvist arkæologisk fra 900-tallet på øen Sild. Simon Paulli: Sæbeurt er ikkun en ringe og foragtelig urt, men der er dog en eller to læger, som anbefaler den til franzoser eller pokker (udslet ved kønssygdomme) at borttage. Ellers giver hendes danske såvel som også latinske navn en ikke ringe ting tilkende, at den til skarn på hænderne og andensteds at afvaske ikke er ubekvem, men snarere meget tjenlig og god.

SØDSKÆRM, spansk kørvel, aniskål, anis, Myrrhis odorata. Indført i Danmark i 1200-tallet. Fundet forvildet ved Esrum kloster. Henrik Harpestreng: Den afhjælper vejr i maven og helbreder syg milt og lever. Den øger kvindens mælk og vækker mandens lyst til kvinder. Henrik Smid: Anis er god for vattersotige, thi den åbner leveren, øger tissetrangen, slukker tørst, afhjælper mavens oppustethed, når planten er kogt i vin, og varme poser lagt på maven.

TANDBÆGER, sort marube, rubike, stor stinkende andorn, døvnælde, Ballota nigra. Indført i Danmark før 1400. Den gammeldanske lægebog: Mod hoste tag planten og kog den i vand og drik det. Simon Paulli: Mod gammel og vedholdende hoste bruges sirup gjort af rubike, ligesom denne bruges mod forsinket menstruation og til uddrivning af efterbyrden.
 
TIMIAN, HAVE-, pølseurt, tam timian, lille timian, dansk timian, Thymus vulgaris. Indført i Danmark ca. 1400. Henrik Smid: Timian kogt i vin er god for stakåndethed, den uddriver orme, levret blod, ligesom kvinders menstruation, efterbyrd og dødfødte børn. Udvortes fjerner den brune og blå mærker under huden, når den eddikeblandede plante bliver lagt på som et plaster. Simon Paulli: Den almindelige timian, som her hos os vokser, bruges til kvindebad for dermed at fremlokke deres månedstider.