Kalmarunionen
(1397-1523)
Den svenske adel afsætter kongen
I 1300-tallet var Sverige et monarki, hvor det var adelen, der valgte
kongen. Dermed havde adelen en betydelig magt og indflydelse på,
hvordan landet skulle regeres.
I midten af 1300-tallet forsøgte den svenske konge Magnus Eriksson at
svække adelens magt og styrke sin egen. Men adelen besluttede at
afsætte kongen. Hertugen af Mecklenburg i Nordtyskland hjalp med
tropper, og kong Magnus Eriksson tabte kampen. Som tak for hjælpen
indsatte adelen Albrecht af Mecklenburg som ny konge af Sverige.
Margrete 1. indsættes som regent af Sverige
Den nordtyske indflydelse i Sverige voksede hurtigt, og forholdet
mellem den svenske adel og kong Albrecht af Mecklenburg blev køligt.
Atter så den svenske adel sig om efter en ny konge, og denne gang
henvendte den sig til den danske regent Margrete 1. af Danmark-Norge. I
1388 valgte den svenske adel Margrete (1353-1412) som regent af Sverige
i protest mod den unge hertug Albrecht af Mecklenburg i Nordtyskland.
Kort efter - i 1389 - afsatte danske og svenske tropper Albrecht af
Mecklenburg. Det var starten på Kalmarunionen.
Danmark-Norge og Sverige danner politisk union
I 1397 oprettede Margrete 1. Kalmarunionen, der forenede de tre
nordiske riger Danmark, Sverige og Norge under hendes ledelse. Den 17.
juni 1397 blev unionen bekræftet på Kalmar
Slot, hvor Margretes fostersøn, den 15 årige Erik 7. af
Pommern, blev kronet til konge af rigerne af den danske og den svenske
ærkebiskop. Men reelt lå magten hos Margrete 1. frem til hendes død i
1412.
Stigende svensk utilfredshed med Kalmarunionen
Men også Erik 7. af Pommern (ca. 1382-1459) forsøgte at styrke
monarkiets magt, og det var ikke populært blandt den svenske adel.
Margrete 1. havde lovet adelen, at Sverige ville blive regeret af
svenskere på centrale politiske områder. Men Erik 7. af Pommern holdt
ikke løftet.
I længden ville svenskerne ikke lade sig styre af den enevældige Erik
7. af Pommern eller hans efterfølgere. Som følge af interne konflikter
blev Erik 7. af Pommern afsat som unionskonge i 1439. Frem til
Kalmarunionens fald i 1523 var der i perioder oprør mod det danske
overherredømme. Et af de mere kendte oprør var Engelbrekt-oprøret i
1434, hvor svenskerne indtog og ødelagde adskillige borge i
Skånelandene (Skåne, Blekinge og Halland, som var danske områder).
Svenskerne bryder med Kalmarunionen
Efter det stockholmske blodbad i 1520, hvor den danske unionskonge
Christian 2. henrettede omkring 80 svenske stormænd, som var imod
unionen, og som ønskede et svensk kongedømme, var der ved flere
lejligheder kampe mellem danske og svenske styrker i Sydsverige. I 1523
brød svenskerne endeligt med det danske overherredømme og indsatte 6.
juni samme år adelsmanden Gustav Eriksson (omtales Gustav Vasa efter
kroningen) (1496-1560) som konge af Sverige.
For Norges og Danmarks vedkommende varede Kalmarunionen indtil 1814.