Klosteropbygningen i middelalderen
Dannelsen af kongregationer - Ordensvæsen
Den typiske gruppedannelse inden for klostervæsenet finder sted ved at en skare tilhørere og tilhængere af en asketisk eneboer får behov for at strukturere deres fælleskab for at kunne opfylde deres ønsker om en bestemt livsform. Livsformen kan spænde fra ekstrem afsondrethed og askese til ønsket om blandt almindelige mennesker at udbrede den kristne tro i en eller anden form.
Når en sådan gruppe er dannet, kaldes den ofte for en kongregation, en menighed. For at en menighed skal blive til en orden, kræver det pavens godkendelse. Godkendelsen gives i middelalderen kun, når bestemte kriterier er opfyldt.
De fleste tidlige klostre fulgte Benedikts Regel og inden konsiliet i Constance i 1415 var der grundlagt flere end 15.000 klostre i Vesteuropa.
Ordet »kloster« bliver på engelsk specialiseret i flere udtryk:
Convent // conventus, der oprindeligt betød en forsamling af romerske borgere i en provins' administration = amtsråd. I kirkelig henseende har ordet to betydninger.
Ordet monastery benyttes om kloster i al almindelighed. Cloister benyttes kun om det indelukkede , bygningsrelaterede, men ikke om institutionen.
Se også om sækulariseringen og samfundet i egen artikel.
Pavens godkendelsens af en orden krævede sædvanligvis tre »grundregler« opfyldt, nemlig løfter om
Eller som udtrykt hos andre:
Godkendelsen er naturligvis også afhængig af, at ordenen anerkender pavestolens og de øvrige kirkelige instansers overøvrighed. Ordensvæsener er derfor ikke at betragte som demokratiske kirkesamfund, selv om interne stridigheder og diskussioner forekommer meget ofte. En meget udbredt strid, der skilte ordenerne, var opfattelsen af, om Jomfru Maria selv var undfanget som ren eller som alle os andre - et emne som den katolske kirke ikke havde udstedt en entydig forordning om.
Religiøse ordener kan deles i to afdelinger:
Ordo monachorum og
Ordo canonicorum.
Ordener i den sidstnævnte afdeling kaldes for regulære = regulares, hvis medlemmerne lever i et ordenssamfund. De kaldes for sækulare = seculares, hvis de ikke lever i et ordenssamfund.
Efter trosretning eller skoler deles de i Ordo Sancti Benedicti // Ordo Cisterciensis eller tilsvarende.
Man kan også inddele middelalderens ordenssamfundene i fire grupper. Denne inddeling bruges - en smule revideret - stadigvæk, 1) og følgende sammendrag kan gøres (de nævnte ordener er ikke udtømmende beskrevet, og ikke alle behandles i den alfabetiske gennemgang i danske ordner.
Monastiske ordener der havde stabilitas loci, 2) dvs. med autonome klostre. De følger hovedsageligt Benedikts Regel og aflægger stabilitetsløfte. De har korbøn, og det monastiske liv prioriteres højere end det apostolske.
Hertil regnes: Benediktinere, Cisterciensere, Kamaldulensere, Kartusianere, Olivetanere, Silvestrinere, Valambrosianere og reformerte Cisterciensere = Trappister.
Kanoniske ordener hvis medlemmer typisk var korherrer ved domkirkerne.
De kanoniske ordener deles i dag i to afdelinger:
Regulare kanniker: der lever i fællesskab, kan danne abbedier og deres tilbedelse inkluderer korbøn. De har direkte apostolske tjenester.
Hertil regnes Augustinerkanniker, Præmonstratensere og Korsherrer.
Regulare kleriker, der er præsteviede, har direkte apostolsk tjeneste, men ingen korbøn. De kan tilbede individuelt og være centralt organiseret.
Hertil regnes Barnabitter, Jesuitter, Kamelianere, Piarister, Somaskere, Theatinere og Regulare kleriker af Guds Moder.
De kanoniske ordeners opdeling i grupper beskrives ikke ens i alle kilder.
Tiggerordener
Tiggerordenernes medlemmerne var munke, som havde deres gerning blandt folket og ikke som afsondrede mediterende munke. De har central organisation, men de enkelte medlemmer har ikke lokalitetspligt. Der er korbøn, når man er hjemme, og det opsøgende apostolske arbejde prioriteres højt.
Hertil regnes Augustinereremitter, Dominikanere, Franciskanere, Kapucinere, Karmelitter, Konventualer, Mercedarier, Minimerer, Servitter og Trinitarere.
På engelsk er friars munke, der tilhører en af de ovennævnte ordener, the mendicant orders, mens medlemmer af de øvrige ordener kaldes monks.
Ridderordener
Ridderordener, der blev stadfæstet i korstogstiden og kombinerer især sygepleje og militær beskyttelse af rejsende og beboere i »kolonier«. Er i dag væsentligt ændrede og militærtjenesten forsvundet. Der aflægges munkeløfte, og de er præsteviede i den katolske gruppe.
Hertil regnes Hospitalere, Johanitter og Den Tyske Orden, The Teutonic Order.
Et kloster er et kirkeligt indstiftet, selvstyrende samfund i en orden med mindst 12 ordensmedlemmer og under ledelse af en abbed eller prior. Et priorledet kloster er tit et aflægger- eller datterkloster under et abbedledet hovedkloster. Dobbeltklostre rummede både kvinder og mænd og var tilladt i nogle få ordener; foruden Birgittinerne også Gilbertordenen, St. Gilbert of Sempringham i England.
Ordet monastery betød i både Øst- og Vesteuropa oprindeligt både bolig for eneboere og for religiøse samfund, mens ordene caenobium // concregatio // fraternitas og asceterion dækkede over samfund af troende.
Beboelsesforholdene i de tidlige klostre efter St. Pachomius' model spredte sig fra Palæstina. St. Pachomius' klostre fik navnet laurae = gyde eller stræde efter de stræder, ud til hvilke de enkelte munkes hytter lå. Hvor bygningerne rummede flere personer, kaldtes de for caenobia. Efter oplæring her kunne der gives tilladelse til udflytning til en hytte eller celle i laurae.
Fra Chalcedonkonsiliet i 451 var det ikke længere tilladt at grundlægge klostre uden den lokale biskops tilladelse.
Klostersamfundets ledere og menige medlemmer var:
En definitor er et udvalgt ordensmedlem, der deltager som gesandt i ordenens rådgivende forsamling.
De følgende kvindelige titler har jeg fra en tysk frøkenstiftelse, hvor organisationsplanen var tilføjet de latinske betegnelser.
Ordet abbas = fader stammer fra græsk og var en æresbetegnelse for munk i oldtiden (præ Kristus), derefter om klosterforstanderen = arkimandrit = hegumenos (gr), som Østkirken fortsat bruger. Dog anfører EB, at i Østkirken anvendtes også gr. proestes = ham, der regerer, og i Vestkirken lat. praepositus. Engelsk abbot og abbedisse, abbess. Benedikt genindførte titlen abbed med faderautoritet fra det romerske system: patria potestas. Benediktinerne og Cistercienserne brugte abbed, mens Karteuserne, Johanitterne, Dominikanerne, Karmelitterne og Augustinerne ofte bruger prior, mens guardian benyttes af Franciskanere. Superior eller præpositus bruges af Jesuitter, mens det for de øvrige ordener var gået af brug ved slutningen af det femte århundrede. Hvis klosterkirken samtidig var stiftskirke, kaldtes klosterlederen for prior. Klostre under et moderkloster kaldes generelt på engelsk for cells.
En abbed findes i tre grader. Den laveste er for et kloster uden nogen ekstern juridiktion. Abbeder her kaldes for ordinær abbed eng. regular abbot. Udtrykket exemptio passiva anvendes om hans beføjelser i forhold til stiftets biskop.
Den anden grad dækker abbeder, der præsederer over et kloster inklusive en del af et stifts område med kirker og sogne. Her kaldes abbeden for praelatus quasi nullius diocesis eng. middle or second grade abbot, og hans beføjelser i forhold til biskoppen kaldes exemptio activa.
Klostre i den tredje og højeste grad kaldes for vere nullius diocesis - altså »uden stiftstilhørsforhold« - eng. highest grade abbot. Der er i dag få abbeder af højeste grad; i Italien er det bl.a. Monte Cassino og Subiaco, der faktisk ledes af en kardinal; i Schweiz er det Einsiedeln, der har tredjegrads abbeder.
Abbeden står generelt under en biskop, men nogle klostre eller ordener står direkte under paven; det er bl.a. Cluniacensere, Cisterciensere og Præmonstratensere. Abbedens stilling var i England højere end på kontinentet, og i Irland hævet over biskoppen, indtil efter reformerne i 1100. Abbeder havde ofte ret til biskoppelige værdighedstegn som mitra, ring, brystkors, pectorale, og stav, hvor toppen krummer bagud.
Leder abbeden en hel kongregation som for Cluniacenserne, kan han være archieabbas // abbas praeses = foresiddende abbed, abbas generalis. Lederen af en munkeorden kaldes for abbas primas.
I 1893, under Leo XIII, blev Benediktinerne samlet under en foresiddende abbed, der på eng. kaldes abbot primate. Der er nogen uklarhed om visse detaljer (se Cathol. Encycl.). Der findes herudover titulære abbeder og sækulare abbeder. Karl den Store og karolingerne havde ved hoffet en »paladsabbed«, altså en kongelig konfessionarius samt under krige en castrensisk abbed, abbas castrenisis - altså en »feltlejrpræst«.
Efter udnævnelsen er der regler for en slags indvielse med indsættelsesritual og velsignelse af den stedlige biskop. Velsignelsen har ikke betydning for udøvelsen af abbedens funktioner - forordning udstedt af pave Benedikt XIII i 1725 - under ceremonien - under messen på en festdag - får abbeden sine værdighedstegn: mitra, stav og ring etc., desuden får han to små tønder vin, to brød og to store vokslys.
Ved begyndelsen til det 20. århundrede var der i England abbeder i Reading. Bath, Ampleforth (York), Woolhampton, Ramsgate, Erdington (Birmingham), Buckfastleigh (Devon), Farnborough, Isle of Wight, Leicester (Cisterciensere) og Spettisburg (Dorset).
I et nonnekloster, der ledes af en abbedisse, kaldes denne på latin for gubernatrix. En kvindelig prior, priorinde, kaldes for decana eller for praeposita.
Klosterets medlemmer inddeles også i tre grader.
Førsteordenerne var munkeordenerne som fx Benediktinermunkene.
Andenorden var de kvindelige nonneordener, og
Tredjeordenen - rangordnet under første og andenordenerne - kaldtes også for tertiarer og kunne være medlemmer af en lægorden. Tredjeordensmedlemmer kan altså både leve med et aflagt klosterløfte af mindre strenghed end munkene, regelbundne tertiarer, men de kan også være knyttet til klosteret uden løfte og virke her som arbejdere af forskellig slags ofte beskæftiget med den sociale og velfærdsmæssige tjeneste. Hos Bendiktinerne kaldes den tredje orden for Benediktineroblaterne.
I en frøkenstiftelse, hvor beboerne var kanonnisser, kaldes disse for sanctimoniales eller puellae eller sorores eller dominae.
Abbeden udnævnte nogle hjælpere til ledelsen af klosteret, eng. obedientiaries, der fik bestemte ansvarsområder i klosterets drift. Antallet af embeder varierede med klosterets størrelse, men kunne omfatte følgende, idet der delvis er benyttet engelske klostre som model:
Kantor
Kantoren, cantor eller precentor stod for kirkesangen og valgte læseteksterne. Han var også gerne klosterets bibliotekar og holdt øje med bogbestanden i the aumbry / ambry, fra lat. armarium = lukket rum eller kiste. Ordet bruges også om et bogskab eller niche for bøger i en væg. Kantoren var også klosterets arkivar.
Kantoren var ansvarlig dødsregisteret, mortuary roll, og for rundsendelse af dødsannoncer for munkene til andre klostre. Desuden var han en ud af tre opsynsmænd for klosterets segl, custodian of the convent seal, idet han havde en af de tre nøgler til seglopbevaringskisten. Hans plads i kirken var til højre i koret. Hans hjælper, the succentor, havde plads til venstre.
Det var heller ikke usædvanligt, at kantoren tog sig af uddannelsen af de unge novicer, og han kunne også have ansvaret for skrivestuerne med deres redskaber.
Nonneklosterets cantor kaldes for cantrix. Hvis der var en særlig udnævnt kvinde til undervisning af novicer, kunne hun kaldes scholastica. Custos-titlen var ens for kvinder og mænd. Visse steder kaldtes skatmesterinden også for thesauraria.
»Sakristanen«, sacrist, degnen eller kirkevogteren tog vare på kirkens udstyr som linned, liturgiske dragter og kirkesølv. Også kirkens rensning og belysning hørte under ham sammen med kirkegården. Han blev således også lysestøberchef og indkøbte voks, tælle og bomuld til væger til produktionen. Degnen sov i kirken og indtog sine måltider der.
Hans ene næstkommanderende, sub-sacrist eller revestiarius = påklæder, tog sig af tøj, dragter og udsmykning, der skulle ophænges og skiftes gennem kirkeåret, og han tog sig af begravelsernes organisering. Hans anden næstkommanderende var skatmesteren, som tog sig af kirkesølvet. Han havde også ansvaret for ringning med klokken, der kaldte til bøn på de rette tidspunkter.
Kældermesteren
Kældermesteren, cellarer eller the second father of the house, stod som hovmester for opsyn med forråd og indkøb, ansættelse af tjenestefolk, og han kunne være bygningernes vedligeholdelseschef. Han tog sig af lejeforhold og køb og salg af land og bygninger. Han ansatte forpagtere og opsynsmænd og tog på kontrolbesøg på »the granges« - de fjerntliggende gårde under klosteret.
Kældermesteren havde også møller, bryghuse, haver og transport under sig. Som hjælpere havde han en underkældermester og i bageriet en kornopsynsmand, granatorius. I spisesalen var »overtjeneren«, refractorian, ansvarlig for rengøring, duge, tallerkener, bestik og overvågede borddækningen. Vaskerummene og håndklæder kunne også være hans ansvarsområde. Spisesalen kunne i stedet høre under køkkenchefen - se næste afsnit.
Den kvindelige ækvivalent kaldes celleraria
Køkkenchefen, kitchener, stod for fordeling og portionering. Under ham var indkøber (emptor), der førte bogholderiet over køb og forbrug med ugentlig kontrol hos abbeden. Han havde også opsyn med køkkenets renlighed. Det var en stor opgave, og han var ofte undskyldt for kortjeneste.
Under køkkenchefen kunne være en fadebursmester, larderer, der holdt opsyn med lagrene af fødevarer. Desuden kunne der være en spisesalschef eller refektoriumschef, fraterer, der havde ansvar for borddækningen, spisesalens udstyr, vask og reparation af duge, øludskænkningen, spiseområdets rengøring sammen med området uden for og endvidere toiletter og vaskerum.
Sygepasseren, infirmarian eller master of the farmery, stod for sygeplejen og hospitalets drift. Var han præst, sagde han messen for de syge, ellers måtte han tilkalde en præst. Han var altid på hospitalet. Han foretog også åreladninger.
Enkelte steder hørte også et fængsel under hans område.
Almisseuddeler, almoner, for de fattige. Bl.a. uddelte han tøj og mad »with kindness and discretion«. Han skulle også bekymre sig om de fattiges sjæle og overvågede den daglige - eller i nogle kilder den ugentlige - fodvask af de udvalgte fattige. Opsynets med skolerne under klosteret hørte også til almisseuddelers arbejde - dog havde han ikke myndighed over klosterets præsteuddannelse.
Han kunne også have opsyn med færdslen til og fra klosteret og vagtmændene under sig.
Gæsteværten, hosteller, sørgede for gæsteværelserne var i orden og rene. Han modtog gæster, og hans væremåde var af betydning for klosterets omdømme, hvorfor der krævedes takt og gæstfrihed af vedkommende.
Et nonnekloster kunne ofte have en mandlig læg portner, men var det en kvinde, kaldtes hun for portaria.
Klædesmesteren, chamberlain, stod for munkenes klæder og fornyelse, udskiftning af slidt tøj, som så blev givet til de fattige. Han ledede også vaskeriet og indkøb af stoffer. Sovesalen, badene, barberingen, kronragningen og fodvask af brødrene var under hans opsyn, og han skulle sørge for varmen i kalefaktoriet.
Novicechefen var en senior munk havde de nye medlemmer under sig og skulle sørge for oplæring og klædningen af disse.
I de store klostre var der ofte seks novicer, mens de mindre havde tre. Når der ses bort fra børnemunkene, så skulle en novice være mindst 17 år ved optagelsen.
Fogeden, bailiff, var forvalter, skatmester og bogholder. Han kunne have ansvaret for forskellige udbetalinger og kasseføringen, og han havde opsynet med hestene og deres pleje.
Blandt andet havde Augustinerne, Gilbertinerne og Cistercienserne, jf. Esrum Klosters Brevbog II, p.48+182, en grainger, granger, der tog sig af udleveringen af fødevarer og forbrugsvarer til klosteret og dets landbrug, især sædekornet var en vigtig del af hans opgaver sammen med opgaven som opsynsmand for satellitgårdene. I Esrumbogen bemærkes, at de bruger ordet grangia også på dansk i mangel af en oversættelse.
For pengesagerne havde Augustinerne en receiver - bestyrer.
Visse opgaver gik på omgang - en uge ad gangen - bl.a. oplæseren i refektoriet, der måtte være grundigt forberedt, så intet blev læst galt.
Antifonarens arbejde med ledelse af korsangeren kunne også gå på omgang. Til dette job hørte også visse af oplæsningerne i kirken.
Endelig var der udnævnt en »ugens præst«, en hebdomadarian - af hebdomas = 7 dage. Ugens præst indledte alle tidebønnerne, gav alle velsignelserne og sang for under højmessen.
Til at påse, at der blev opretholdt et sømmeligt liv efter reglerne i alle klostrets arbejdsområder og i læsetimerne, blev der udpeget nogle »vagtsmænd«, der kaldtes circatores.
Den ovennævnte oplysning om de enkelte stillinger i klosteret er ikke den oprindelige. Under de tidlige Benediktinske Regler var abbeden den helt suveræne chef for samfundet, men som klostrene oprettede datterklostre, og landområder og forskellige håndværk og fabrikationer tog mere af abbedens tid, og han derfor var mere væk fra klostret, blev der behov for at en stedfortræder, en residerende prior, der forblev i klostret, og der kunne udføre nogle af abbedens funktioner i dagligdagen.
Benedikt advarede mod tendensen til, at priorerne tiltog sig mere magt end nødvendigt, og foretrak et system med diakoner, der hver blev leder for en 10-20 munke. Dette system blev praktiseret i 800-tallet, men praksisen ophørte ved 1000-tallets reformer [Abbot Smaragdus, 9130p29].
Fra 13. århundrede udnævnes økonomichefer, og der oprettes finanskontorer i klostrene, fordi der er nu så mange økonomiske transaktioner, at flere klostre har været ved at gå fallit pga. ukendskab til fornuftige økonomisystemer og pengestrømsmekanismer.
Lægbrødre
Lægbrødrene, lay brothers = fratres conversi, laici barbati, illiterati, idiotæ eller blot conversi, var underordnede medlemmer i klosteret. De kunne ikke udføre kortjeneste, fik ikke andet end den mest nødtørftige uddannelse og blev sat til til hårdt og ubehageligt arbejde. Deres status var lav, og forventningerne til dem små - når der ses bort fra trælleriet. Det er først fra det 11. århundrede, da de regulære munke brugte mere tid på studier og åndelige opgaver, at det blev nødvendigt at optage conversi-medlemmer.
For lægbroderen var der dog visse fordele ved optagelsen: han var sikret ophold, forplejning og klæder. For hans sjæls skyld var det bedre at være inde end ikke at være optaget, så de sociale forhold i området spillede en rolle for, hvor attraktiv klosterlivet var for lægbrødrene.
Den minimale uddannelse, som klosteret gav lægbrødrene, kunne være udenadslære af Fadervor, trosbekendelsen, Kyrie eleison = misere fra salme 51, eller salmerne 51 = bøn om udslettelse af synder og renselse, og den sidste salme, 150 - »Det store Halleluja«.
Lægbrødrenes antal var generelt lille i forhold til munkenes, men Cistercienserne havde i de tidlige år mange. Fx ved man, at Rievaulx i det 12. århundrede under Ailreds ledelse havde 140 munke og ca. 600 lægbrødre, og Waverley havde i 1187 en besætning på 70 munke og 120 lægbrødre, mens Louth Park ca. samtidig havde 66 munke og 150 lægbrødre.
Disse store grupper af lavt placerede brødre kunne give store problemer. Utilfredshed med forholdene afstedkom flere gange oprørlignende tilstande, der blev imødegået af abbeden med nødvendige disciplinære forholdsregler, og senere i middelalderen foretrak de fleste klostre at erstatte lægbrødrenes arbejdshold med hyrede civile folk. Endelig havde Den sorte Død også en del indflydelse på antallet af lægbrødre, og udbuddet af interesserede blev mindre efter pestangrebene.
Der findes lægsøstre i næsten alle kvindeordener.
Tjenestefolk
Tjenestefolkene, hired servants, var også underordnede, men på civile kontrakter. Klosteret havde færre forpligtelser over for tjenestefolkene end over for lægbrødrene. Tjenere havde et almindeligt ansættelsesforhold enten på tid eller til særlige opgaver.
Idealet havde alle dage været, at klostrene skulle være selvforsynende, men der var mange håndværk, hvis færdigheder klostrene ikke nødvendigvis havde, og der var også rene økonomiske betragtninger om, hvad der kunne svare sig selv at udføre.
Tjeneransatte kan grupperes i fire »faggrupper«. For det første er der:
håndværkergruppen, hvor der ansattes folk til vedligehold af bygninger og udstyr; for det andet:
forsyningstjenesten, hvor der ansattes ekstra folk i køkken, møller, bryghuse etc.; for det tredje i:
landbruget, hvor der ansattes sæsonarbejdskraft ved såning, høst og bærplukning fx, men også hestepassere, staldkarle og gartnere. Endelig den fjerde gruppe:
hustjenere, der kunne ansættes til vaskeriet, rengøring, vagtspersonale og sygehjælpere.
Antallet af tjenestefolk var fx i Evesham i 1090 omkring 65 tjenestefolk til 67 munke, mens Bury havde 111 tjenere til 80 munke, og Gloucester toppede med 200 tjenere til cirka 50 munke. Så mange tjenestefolk kunne - som lægbrødrene - give tilsvarende disciplinære problemer. Der kendes eksempler på plyndren og tyveri, og det var ikke helt ualmindeligt, at tjenstefolk stjal endog fra de døde abbeder, mens de lå i deres bolig endnu.
Kilde: http://www.jmarcussen.dk/historie/Religion/orden/orden.html
Noter
1) Lexikon für Theologie und Kirche, 1968.
2) Benediktinerne udgjorde fx aldrig i middelalderen en samlet organisation, men samledes i moder-datterklostre.
3) Kormunke kan have en anden titel / stilling som subdiakon - diakon - præst.