Retur

Landmilitsen

Landmilitsen under Kalmarkrigen opkom hos kong Christian IV frygt for, at fjenden skulle gøre anfald her på landet, og i den anledning gjordes mange foranstaltninger. Således oprettedes 5/5 – 1612

Et landeværn for at sikre rigets grænser:

I hvert herred skulle alle mandbare have sidegevær; strandvagter, hver 20 mand stærk, hvoraf to til hest, oprettedes;

på adelsgårdene skulle til enhver tid en, to eller flere karle, væbnede med sideværge og bøsse, holdes færdige tillige med deres heste til udrykning,

og enhver præst skulle holde en ridende karl væbnet med en langbøsse.

Alle gilder og drikkelag blev forbudne, og da der fremdeles næredes stor frygt for fjenden, blev der påbudt alle landsforsvarere til enhver tid at være årvågne og ædru.

I hver en by skulle en tromme stå parat og en mand bestilles, som den kunne slå, men under livsstraf var det forbudt at røre den, uden befaling efter ritmesteren eller høvidsmanden.

Det var formodentlig ved at sysle med oprettelsen af dette landeværn og ved at se nytten og brugen deraf, at kongen lededes ind på tanken om en stående hær af landets egne sønner – en sådan hærordning, som ingen dansk konge havde haft, siden Knud den Stores tingmanne tid ophørte – men så snart Kristian IV kom ind på tanken, søgte han at bringe den til Udførelse.

Allerede 1614 havde kongen med rigsrådets samtykke, befalet, at en del af Kronens gårde skulle bruges til soldaterhold, således at enhver selvejer eller fæster, der for fremtiden boede på disse gårde, skulle holde en soldat til fods

 Den 17de november 1614 lod kongen breve udgå til nogle af rigets råd og andre gode mænd i hver provins og len, at de skulle udnævne og indskrive visse gårde til krigsbrug at holde Soldater . Krigsordinansen udgik den 17de december 1615

hvorefter udskrives:

Fra	Jylland	1369		selvejere		632	fæstere	i alt	2001
	Fyn	172				27			199
	Sjælland	97				100			197
	Skåne,	Halland	Blekinge						1593
								i alt	3990

Landmilitsen var inddelt i 18 kompagnier,

Nemlig i Sjælland 1, Fyn 1, Jylland 8, Skåne 4, Bleking 1, og Halland 3.

Kompagnierne deltes igen i korporalskaber på 50 mand eller dersom ved, alt efter som gårdene lå splittede. To oberster, en i Jylland , Mogens Kaas til Støvringgaard, , lensmand på Ørum, og en i Skåne, Anders Sinkler, lensmand på Gladsaxe, havde overbefalingen over hele den stående hær og dens høvidsmænd, af hvilke de øverste toges af øvede krigsfolk, medens underbefalingsmændene, såsom fændrikker og sergenter, udtoges blandt bønderne.

Til den første udrustning forsynede kongen folkene med geværer fra landets tøjhuse, at det ikke skulle falde bønderne til last, men siden hen skulle de selv anskaffe og vedligeholde deres våben. Øvelserne skulle foregå på en belejlig plads i nærheden af landsbykirkerne, hvor tillige våbnene skulle opbevares i skabe, anskaffet af lensmanden, og hvortil kaptajnen gemte nøglerne.

Militsemanden fik vel ingen lønning, men den gård, hvorfra han stilledes, var fri for skatter. Og dersom den kronbonde, der var udvalgt til militsen, grundet på alder eller skrøbelighed ikke formåede selv at være soldat, kunne han lade sin søn gå for sig eller leje en anden som stedfortræder; men disse ungkarle måtte ikke forlade gården, så længe værnepligten varede for dem, men skulle tjene bonden for 18 rigsdaler i årsløn, i steden for denne pengeløn kunne dog træde korn, fæ eller klædevarer.

Karlen skulle blive i sin tjeneste mindst et år, og kun med et halvt års varsel kunne der ske opsigelse fra en af siderne, men stod krig for døren, måtte karlen ikke forlade sin tjeneste 4).

Om den aftakkede soldat hedder det: ”Når nogen soldat, som er født i Sjælland på vort og Kronens , fra fanen haver aftakket, da og vil sig bosætte sig , da må han ingen andensteds sig nedsætte eller bo, uden på det lensgods på det førnævnte Sjælland, som han er barnefødt på.” Når slige knægte ikke var i kongens tjeneste , da skulle de arbejde på bondens gård og tjene fuld løn, men ellers lade sig nøje med mad og øl, som bonden selv nyder, og som han formår.

Kaptajnen straffer karlen for modvillighed og forseelser under tjenesten, da han der, som militsmand, står under krigsretten; men i ejendomstrætte, arvesager og lignende fandt afgørelsen sted ved Herreds og Landsting.

Kongen bød, at der ikke måtte ses igennem fingre med nogen forseelse, men var forseelserne grove, da skulle lensmanden ikke anse, at karlen var soldat, men hannem dømme. Blev nogen dømt fra gården, skulle denne dog gå over til arvingerne, at de deraf en soldat kunne stille. Militskarlene skulle flittigen kaldes til kirke, hvor ordet prædikes og sakramenterne uddeles.

Den 26de juni 1615 havde kongen ladet udgå befalinger til kaptajnerne ved militsen, hvori det hedder: ”Kaptajnen og hans løjtnant skal med allerstørste flid exercere og afrette udi krigsbrug bønderknægtene, så de indenfor en kort tid er underviste og afrettede; og siden skal han med sine underhavende knægte lade sig bruge både til lands og vands.” Derfor nyder kaptajnen årligen, al den stund ingen fejde er, 100 Rbdr. og løjtnanten 60 Daler til besolding; hertil skal hver af dem have, nyde, bruge og beholde en god bondegård uden al afgift, ægt, arbejde, skat og alt anden tyngsel, men de skulle selv ”holde den ved magt og den forbedre. ”Dertil føjes, at, da der ikke kan skaffes gårde så ”iligen” til dem, får de hver 30 Rbdr. årligt i stedet derfor, indtil gårdene kunne udvises.

Rejste de, skulle de selv skaffe sig en vogn, og må ikke besvære bønderne dermed. Men skulle de drage i fejde, får de foruden fredslønningen en månedlig sold, nemlig kaptajnen 16 Rbdr., løjtnanten 10 Rbdr. og de øvrige ligeledes i krigstid, eller hvis de bliver over en måned under fanen, da skal en fændrik eller sergent have 4 Rbdr. og militsmændene hver 2½ Rbdr. om måneden.

Kongen gav den 12te april en ny anordning om landmilitsen, hvorved det bestemtes, at Kronens bønder skulle lægges i lægd, så hver 9 bønder holde en soldat, der skulle lønnes som tidligere fastslået, men tillige årligt af de 9 lægdsbønder nyde til et par sko, krudt og lunte, samt 5 Mark kurant og 6 Skilling, der udbetales i tvende terminer. Karlen skulle forblive i sin tjeneste i 3 år, og i den tid han var hjemme, skulle han tjene bønderne den ene efter den anden skiftevis. Når han blev kaldt til øvelse på pladsen ved landsbykirken, da skulle bønderne ”udstaffere hans knapsæk med proviant og en Skilling, to eller tre til øl”; men disse øvelser måtte kun ugerne fordres i pløjetid, såden, og høsten.

Lensmændene skulle til enhver tid holde en nøjagtig fortegnelse over alle de unge karle i lenet, der var over 18år; og skulle der endvidere udtages 10 ”adelsburs ” , eller frie knægte, gamle og forsøgte soldater, der kunne føre an, om det gjordes nødigt, og til hvis underhold der skulle udtages de bedste gårde.

Den 16de februar 1627 påminder og befaler kongen bøndersoldaterne at møde til mønstring, måtte det så alligevel hænde, at der fandtes den karl, som ikke mødte til rette klokkeslæt, da skulle han straffes med så mange dages fængsel, som han havde forsømt timer fra mønstringen, ”og sættes på vand og brød”  .

Kristian IV blev ikke stående ved oprettelsen af landmilitsen for kongeriget alene; i 1628 oprettedes en lignende stående hær af bønderknægte på over 6000 mand i Norge, og når dertil kommer, at landalmuen i hertugdømmerne ligeledes øvedes i våbenbrug, og rostjenesten i hele riget omsluttede 4000 mand, så løb den hele væbnede styrke af nationale tropper op til hen imod 20.000 mand .

Det var kongens ihærdighed, der havde ført hærordningen så vidt frem. Men fra denne tid stod rimeligvis landmilitsen uforandret, indtil Frederik III den 5te maj 1653 med Rigsrådets samtykke udgav en forordning og deri befaler, at der som tidligere var sket, skulle af Krongodserne udskrives et ” vist antal landfolk ” til at tjene i tre år, gårdfæstere eller fæstere af parter og dele af gårde skulle være frie. Men trods denne fornyelse og ordning af landmilitsen viste den sig, som også den øvrige hær, da krigen mod Sverige udbrød i 1657, i en såre forvirret og dårlig tilstand, og dette blev følt til fulde krigen igennem. Skønt således landmilitsens deltagelse med i kampen mod Karl Gustav ikke bragte noget synbart resultat, søgte dog kongen efter Enevolds magtens indførelse at få landmilitsen ordnet og fremmet; således blev det i følge et kongeligt budskab af 15de januar 1663 befalet, at der skulle udskrives en mand af hver fem fulde gårde, men dette blev dog allerede den 11te februar forandret derhen, at en mand skulle udskrives af hver 60 tdr. hartkorn.

Den 4de juni 1664 blev det påbudt, at hele landet skulle lægges i lægd, hvert på 60 tdr. hartkorn, hvoraf en karl skulle stilles som landsoldat; men fandtes i lægdet flere karle, der var dygtige nok til tjenesten, måtte de kaste terning om, hvilken iblandt dem der skulle udskrives; fandtes der ingen duelig ungkarl, måtte mændene, der ellers var frie for tjenesten, indbyrdes ”lege om”, det er: med terningkast afgøre , hvo iblandt dem der skulle springe soldat. Godsejeren skulle være lægdsforstander og sørge for, atalt mandskabet i lægdet mødte til udskrivningen, men ellers hvilede militstjenesten som en personlig pligt på bonden.

Kristian V kom allerede 6 år derefter, den 9de april 1670, med en ny ordning. Lægdernes størrelse blev vel den samme, og karlene skulle fremdeles kaste terning og lege om ulykken. Lægdet skulle stille sin soldat, hvis der manglede nogen, men lægdsmændene var dog frie for at stille en ny, dersom den udskrevne soldat, efterat være kommen under fanen, løb sin vej. Der skulle nu fares noget lempeligere frem mod landbrugeren ved udskrivningen, for at ikke landbruget skulle ødelægges; således skånedes så vidt muligt gårdfæsterens eneste søn eller karl, som også enekarlen på de større gårde, men hoved forandringen ved den nye ordning lå i, at bondens pligt til i alle tilfælde at skaffe lægdet en soldat begyndte at glide over på godsejeren; i det, at ligesom amtmanden fik befaling til at tage en soldat af et andet lægd på Krongodset, når der ingen dygtige karle fandtes i det pågældende udskrivningslægd, således fik proprietærerne på samme måde lov til at tage soldater fra hvilket som helst lægd på deres godser, de ville, når der ingen duelige og dygtige karle fandtes i de ledige lægd. Det var en ret, som godsejeren fik, at han kunne vælge og udskrive af hele mandskabet, men samtidig dermed fik han så også pligten eller ansvaret at skulle stille karle. Denne godsejerens ret, som også amtmændenes for Krongodsets vedkommende, øgedes den 23de januar og den 4de november 1677 ved tilladelsen til frit at vælge de dygtigste karle på hele godset uden noget hensyn til lægd, efter at lægdernes størrelse den 4de februar 1673var udvidet til 70 tdr. hartkorn.

Godsejeren var da fuldstændig herre over udskrivningen; der spurgtes ikke længere efter, om lægdet havde dueligt mandskab eller ikke, Godsejeren kunne vælge, at pege ud efter lyst, som efter – had. Efter 1679 fandtes ingen udskrivning sted, så landmilitsen synede hen i slutningen af århundredet, vel tænkte Kristian V på at genoprette den stående hær, og han lod sine rådgivere udarbejde et forslag, men tanken kom ikke til udførelse .

Frederik IV optog faderens henlagte plan, han trængte hårdelig til et landeværn, da riget kort efter hans regeringstiltrædelse blev knuet af fjenden.

Ved forordningen af 22de februar 1701 oprettedes derfor en ny Landmilits på om ved 15.000 mand, idet landet blev lagt i lægd på 20 tdr. hartkorn, og hvert Lægd måtte stille en mand til militsen. Der havde først været tale om, at lægderne skulle være på 35 tdr., men ved hertugen af Würstenbergs indflydelse formindskedes lægderne, og derved blev altså landeværnet større i antal. Landets hartkorn var efter skyldsætningen fra 1688 i alt 314.891 tdr., men når derfra draget hoved- og sædegårdstakst, præstegårdenes hartkorn, samt Krongodsernes hartkorn, der var udlagt til rytteriet, vil det kunne skønnes, at militsmændenes antal må have været om ved 15.000, når befalingsmændene medregnes. Den blev inddelt i 7 regimenter, nemlig 2 sjællandske, 1 fynsk, og 4 jyske.

Proprietærerne måtte selv indrette lægderne på deres godser, hvorefter mandskabet mellem 14 og 35 års alder, som ”dygtige måtte befindes, optegnedes og for lægdet i rullen indførtes.” I en instruks af 19de marts 1701 hedder det derpå: ”at den udi hvert lægd sig befindende unge mandskab, skal en af de bedste og værhaftigste unge karle, som deru i er født og en bondes eller husmands søn, til soldat udskrives; og dersom mange dygtige personer findes i et lægd, da skulle de samtlige kaste herom med terninger, hvo af dennem til soldat første gang skal enroulleres”. Fandtes slet ingen duelige karle i lægdet, andre end enekarle på større gårde eller gårdfæsterenkens eneste søn, da skulle dog disse forbigås ved udskrivningen, og i slige tilfælde indrulleredes en husmand eller inderste, der dog ikke måtte være over 35 år; men det var dog kun i nødstilfælde, når der ikke fandtes duelige ungkarle, at husmænd og inderster måtte udskrives. Denne samme hensynsfuldhed mod de gifte mænd gentages i et påbud af 29de marts 1710.

Tjenestetiden var 6 år. Men kunne soldaten stille for sig, da var dette ham tilladt, han måtte også gifte sig og skulle frem for andre kunne få gård i fæste, i hvilket tilfælde han straks blev fri af tjenesten. Han skulle vel, så længe han stod ved militsen, vedblivende tage tjeneste i lægdet eller sognet, men der skulle også til enhver tid gives ham 20 sletdaler i årsløn, eller mere, end andre karle kunne få. Ved flid og omhu under tjenesten kunne han arbejde sig op til at blive befalingsmand, ja endog nå frem til de højere officersposter, og ”udi alle samkvem skulle han æres og agtes fremfor de andre karle, få og altid have det øverste sæde og gang over dem ” .

Rundt om på landet lagedes øvelsespladserne så belejligt, at ingen soldat fik over ½ eller højst ¾ mil til hjemmet; ”thi eller kunne folkene ej komme til deres hjem om aftenen, især om vinteren, som dog ville falde noget besværlig, særdeles i Jylland ved vesterkanten og på heden, hvor byerne og en del gårde ligger 1 eller 2 mil fra hinanden ”.

På øvelsespladserne skulle militsen i den ene halvdel af året møde hver søndag, men i den anden halvdel kun hver anden søndag foruden på enkelte andre helligdage efter gudstjenesten; her varede så øvelserne om sommeren to timer, men om vinteren kun en time. Hertil kom kompagniøvelser to gange årligt, hver gang i én dag; bataljonsøvelse ligeledes to gange om året, hver gang i to dage, og endelig regimentsøvelse én gang om året i seks dage.

Til underbefalingsmænd toges de dygtigste soldater fra de hvervede regimenter, og det påstås, at det så vidt muligt blev danskfødte karle, der valgtes, og at både de såvel som officererne, var vel skikkede til at lede den nye Sag, der her var sat i værk.

Så snart øvelserne var til ende om søndagen, blev våbnene rengjorte under befalingsmændenes tilsyn, hvorpå bøsserne blev gemte i skabe, der var anbragt i våbenhusene. Karlene måtte ikke få geværerne med hjem, for at de ikke skulle fristes til at bruge dem på krybskytteri. Militskarlene var fra først af klædte i grå vadmelskjoler, der havde forskelligt farvede opslag og kraver efter regimentet, hvortil de hørte, og det var først senere hen, at de fik de røde kjoler.

Frederik IV havde fuldført sin smukke tanke, at danne et værn af landets egne børn, det var en folkevæbning, der skabtes, i lighed med, hvad der nu til dags så ofte tænkes på og tales om. Militsen øvedes med flid og omhyggelighed, mandskabet gjorde glimrende fremskridt og vandt hædrende omtale ved årsmønstringen; og kunne de end ikke stå fast, da de prøvedes første gang på slagmarken ved Helsingborg ( 1710 ), så både stod og slog de ved Gadebusch ( den 20de december 1712 ). Men trods den hæder, der således kunne vindes både hjemme og ude, og trods det at militstjenesten ved hjemmene ingenlunde kunne kaldes besværlig, så var det dog almindeligt, at frygt og skræk hvilede over alle karlene, når der var tale eller tanke om, at de kunne komme til at springe soldat. Grunden hertil må søges i de ilde rygter; der gik om krigstjenesten, således som den havde været: om hvervetroppernes råhed og onde sæder, om de grove skældsord, hårde stokkeprygl og spidsrodsstraffene, der havde vanket under den tidligere soldatertjeneste. Og mon det blev bedre ved militsen? spurgte karlen sig selv. På øvelsespladsen stod jo både træhest*) og straffepæl**) opstillet, og det skrækslog dem. Alle midler blev brugt for at slippe fri for soldatertrøjen, men også de, der endelig var tvungne i trøjen, måtte nødes til øvelserne. De udeblev. Og så måtte der straf til; udeblev soldaten en eller to gange, blev han idømt pengebøder, blev han borte tredje gang, fik han en eller to timers ridt på træhesten ; men unddrog nogen soldat sig helt tjenesten og undveg, efter af være udeskreven, da blev han, når han blev anholdt, straffet med spidsrog og slaveri på livstid.

*) Træhesten var en fjæl, der blev sat op på højkant og bæres op af fire fødder eller ben. Den skal være kommen hertil med de tyske hære, der hærgede landet, efter at den, som soldaterstraf, var brugt i trediveårskrigen. Fra ældre til var der som ”sporer” brugt kanonkugler eller anden vægt til at hænge ved forbryderens fødder. Fra dens brug ved landeværnet vandt den indgang på herregårdene og bidrog sit til at martre bonden ved hovarbejdet.

Endnu i 1827 kunne man få at se, at selv gifte bønderkoner måtte lide denne straf; ”træmæren” er derfor ej heller helt udslettet af mindet endnu.

**) Straffepælen. At stå på pælen var en straf, hvorved den skyldige måtte stå på en spids pæl, enten med sko eller endog med bare fødder, idet hænderne var fastgjorte til en mur eller en høj pæl. General de Guene fortæller, at han 1758 gik forbi en underofficer, der stod på pælen, idet hans arme var udstrakte med en lænke over hans hoved, og hans fødder uden sko stod på 10 á 12 spidse jernstænger. Gevaldigeren havde fortjeneste ved denne straf, eftersom forbryderen gav ham stikpenge for at slippe tåleligere fra pinen. Denne straf afskaffedes først helt i 1792 .

Efter at landmilitsen havde bestået i 6 år, opstod der en slem vanskelighed for regeringen; thi nu, da mandskabet efter at have udtjent skulle hjemforloves, ville rammerne komme til at stå ganske tomme. At udskrive et helt nyt hold ville ikke alene blive vanskeligt, men efter alt at dømme helt umuligt. Der ville ikke kunne opdrives så mange karle. Og i tilfælde, at muligheden havde været der, ville det dog have været et meget brydsomt arbejde at begynde helt for fra på bar bund med uddannelsen af det nye hold militsmænd. Regeringen greb da til den udvej, at den slog en streg over sit givne løfte til de gamle soldater, i det den ved en Fr.(forordning) af 19de februar 1707 påbød, at kun de 20 ældste mænd af hvert kompagni skulle afskediges i dette år, og så fremdeles 20 mand hvert år. Indtil de alle var hjemforlovede; men følgen deraf blev, at nogle af mandskabet kom til at tjene i 12 år.

Et andet givet løfte men ligeledes brudt. Det var nemlig lovet soldaterne af landmilitsen, at de kun skulle bruges inden for rigets grænser til landets forsvar; men da der i den Nordiske Krigs blev gjort lyft i rækkerne af de hvervede regimenter, blev de opståede huller alligevel udfyldt med landmilitsens folk. Disse brudte løfter vakte harme og fødte en mere ulyst til at komme under militsen, hvilket igen havde til følge, at de stedse måtte falde vanskeligere for Godsejerne at opfylde deres pligter med hensyn til at fremstille mandskab for udskrivningsherrerne. Herremanden kunne vel indrette lægderne på sit gods, og favnedes i et strøgods mandskab, da kunne han ”tage en dygtig person af sit øvrige gods, alligevel det tilforn er lagt i lægd) . Men dette mandskab skulle møde for sessions herrene: Amtmanden, regimentskaptajnen og amtsskriveren eller dennes fuldmægtig, at de kunne udsøge de bedste og dømme om, hvilke der var brugelige. Fandtes udygtige blandt de fremstillede, måtte herrerne efter Fr.(forordning) af 30te december 1702 meddele godsejeren det, at han kunne være betænkt på at fremstille andre karle til en kommende mønstring. Men denne jorddrottens pligt til at skaffe til veje og fremstille karle affødte idelig strid og splid. Godsejeren klager og siger, at sessionsherrerne piner og trykke ham alt for hårdt ved udskrivningen, og disse svarer da igen, at husbonderne gemmer og skjuler de dueligste og dygtigste karle i hjemmet, og kun rykker frem med stymperne og staklerne.

Således stævnede ridefogeden på Tryggevældegaard Sr. Sven Ronnande Hr. Kaptajn Brunsvig, logerende i Ulslev, til Herredstinget for at høre Vidner og give forklaring om, hvorfor han først havde kasseret en Karl, der blev præsenteret på sessionen i Vindebyholt, og siden hen, da en anden blev fremstillet for ham, ej heller ville give bevis for modtagelsen af samme, skønt han blev antaget. Et par mænd, Niels Lollik af Jørslev og Lars Grønneberg af Gamleby, vidnede, at de tillige med ”Skytten” Hans Chrisen af ridefogeden fik befaling at tage til Bjælkerup og der ”angribe” Peder Ibsen, som tjente en Tryggevældegaards bonde, og føre ham med dem til Alslef. Peder Ibsen var frikarl, og det var ingen frikarl, og det var ingen bekendt, hvor han var kommen fra, men selv sagde han sig at være oppe fra Kalundborgegnen. Kaptajnen tog imod ham gav ham ” mundering, flint og kårde”, men kvittering for modtagelsen ville han ikke give. Skytten bad da om, at karlen måtte blive taget i ed, at han ikke skulle løbe bort, men det kunne ikke ske, før kompagniet blev samlet .

Forvalter Maar fra Vemmetofte lod vidner indkalde til tinget mod Kaptajn Broch i Magleby angående fire landsoldater, der skulle stilles til fire vakante lægd på godset. I kaptajnens hus i Magleby var der den 20de oktober fremstillet fire Bønderkarle fra Vemmetofte Gods, men den nu salige kaptajn ville ikke tage imod dem, fordi – så forklarede to af vidnerne – der, efter kaptajnens ord til forvalteren, måtte findes bedre karle på godset. De fire Karle blev derpå fremstillede for retten, hvor de blev målte med en stok, der holdt 2 Alen og 1½ kvarter sjællandsk mål. En af karlene, Johan Larsen, trådte frem, trak sine sko af og stod ret. Da stokken derpå blev sat for ham, befandtes hans øjne at være noget oven for stokken. De andre tre karle befandtes at være af samme legemesstørrelse, hvorfor retten skønnede, at disse fire Karle måtte være ”duelige og brugelige som landsoldater” .

Kneb det end for godsejerne med at skaffe mandskab på Sjælland og Smålandene, hvor vornedskabet havde hersket, så må det dog have knebet endnu mere i Jylland og på Fyn, thi der havde de ikke, som i det østlige ørige, de endnu værende vornede at tage til. I den første snes af år 1699 var de unge karle, der kunne være tale om at udskrive til soldater for Sjælland og Smålandenes vedkommende, jo fødte før Frederik IV’s regeringstiltrædelse, og som sådanne undergivne fødestavns tiltale og vornedpligt. Herremændene holdt sig nøje hertil, og passede på, når lejlighed gaves, da at få denne pligt bevidnet og fastslået. Tønne Grubbe til Lystrup får således 1708 på Faxe Herredsting ført vidne om fire drengebørn, der i sin tid var fødte i gårdene på hans gods, og som sådanne hans vornede . Og fru Merte Sofie Urne til Lindersvold får 1711 slået fast, at 6 drenge fødte på hendes gods var hendes vornede. To af disse var sønner af hendes forhenværende ridefoged Ole Tønsberg i Elmue, og da nu faderen havde sendt drengene til sin broder, Smed Henrik Tønsberg i Kongsted, for der at lære ”gudsfrygt og tugt”, frygtede fruen for, eftersom smeden boede på Tureby gods, under Tureby Birk, at skulle miste retten til drengene. Hendesfrygt viste sig også snart at være grundet, thi Ole Tønsberg, der var en dreven sagfører, søgte ved en mængde spidsfindigheder at gøre hende retten stridig, så hun til sidst så sig nød til ved en Højesteretsdom i 1716 at få drengenes vornedspligt til Lindervolds Gods stadfæstet .

Der blev end mere dyrtid på soldater, efter at ekstraudskrivning af mandskab havde fundet sted. 1710 læstes på tinge en kgl. fr. (kongelig forordning) af 29de marts 1710 lydende på, at der skulle stilles ”en dygtig soldat af hver 60 tdr. hartkorn i Danmark, at levere på sine viste steder og til viste tider. Og fr. (forordning) af 4 marts 1712 påbyder en ekstraudskrivning af en mand for hver 7 lægd . Det var den store Nordiske Krig, der gjorde lyst i Rækkerne, og derfor måtte der mere mandskab frem; alt skulle skrabes sammen. En følge heraf var det uhyggelige Kongebud af 17de oktober 1712, der på tinget blev læst pålydende: ”Ingen bondesøn over 17 á 18 år må i latinske skoler antages, og skal alle de bondesønner, som på en 3 års tid – over den alder – i skolerne er indkomne, der fra til vedkommende under tilbørlig straf udleveres.”  Det skal dog ikke have været så let en sag at få fingre i den bondesøn, der havde søgt ly og fristed i Latinskolen, thi rektor og hørere i spidsen for disiplene kæmpede som sande løver for at værge den karl, der var optaget i skolen. Et sådant tilfælde indtraf i Nakskov Skole 1712. 

For på den anden side at give lyst og lokke til krigerstanden, blev der halvt om halvt slået en treg over det sjete bud for soldaternes vedkommende. Den 14de oktober 1710 læstes nemlig på tinge et brev fra herrerne i Kommercekollegiet, lydende på, at de faldne dragoner og ryttere skulle være frie for lejermålsbøder, men de faldne kvinder derimod ikke.

Denne bøde havde, når den var højst, beløbet sig til 36 Rc., i det en enkelt bøde var fra 6-12 lod sølv, men da den idømmes tredobbelt, nemlig til kongen, herskabet og fattigvæsenet, blev den således 3 gange 12 lod sølvs bøde. Havde de dømte intet at betale med, skulle de straffes med fængsel på kroppen. Denne bøde havde dog været et bånd på mandspersonen, og det åbenbare skriftemål, der fulgte med, havde virket skamslående, men nu gik fristeren fri, mens den lokkede kvinde fik både skammen og straffen.

Følgerne viste sig hurtigt, kirkebøgerne* fortæller derom ved fortegnelserne over det store antal faldne kvinder, der år efter år måtte stå åbenbare skrifte for denne synd. På samme vis lyder det fra herredstinget: Hedevig Gynge af Holtug dømtes i hendes ægtemands frværelse efter D. L. (Danske Lov) 6-13-24 og 25 for lejermål med en anden ægtemand af ”Artollerie Folchet, navnlig Lars Dorke”.

samme kvindsperson sad 1718 i arrest på Gjorslev for 3de gange begangen lejermål, hvorfor sættes i rette: ”Hun bør for sligt letfærdigt levned uden al nåde at straffes til ragen og derefter til Spindehuset at forskikkes.” Dom: ”Hedevig Gynge bør efter lovens pag. 939 art 9 straffes til ragen, og efter lovens pag. 154 art 2, at betale bekostningen til skarpretteren efter den udgangne takst asf 12te marts 1685, nemlig 5 Rbd., item hendes underhold og vretægt at betale, om hun middel haver.” 

Endnu ind i 1719 sad hun fængset på Gjorslev, efter at dommen var falden; men så brød hun ud og smuttede bort, endda der stod dobbelt bøndervagt. Ingen kunne – eller ville – finde hende. 

Som eksempel på, hvor vidt denne frihed kunne drive den rå og tøjleløse karl, kan nævnes, at landsoldat Anders Larsen af Nielstrup i Ulse sogn i bygsåden 1722, som han gik og lukkede gærder, voldtog en 13-årig pige Anne Holgersdatter, der af sin husbonde var sendt ud at lede efter en ko. Denne landsoldat dømtes dog efter lovens pag. 942, art 16: Fredløs. 

*) Kongsted kirkebog i Faxe herred begynder i året 1715 og har for dette år: 4 kvinder, 1716: 2 kvinder, 1718 5 kvinder, der alle måtte stå åbenbare skrifte for begangen lejermål med soldater ved landmilitsen.

Da Bodil Rasmusdatter Larm af Eskildstrup i 1718 straffedes, var det for hendes tredje lejermål, men da Mette Dyre af Grunderup samme år straffedes for lejermål med landsoldat Jens Druchen, var det hendes 4de lejermål.

Men trods alt, hvad der blev gjort for at lokke ungkarlen under militsen, løb han dog sin vej og vovede alt, hvad voves kunne, for at blive fri for soldatertrøjen. Og skønt fr. af 30te december 1702 i § 18 siger: ”Skulle nogen bonde understå sig at fordølge, huse eller hæle de karle, som proprietærer ved næste holdende session ville lade indrulle, da anses de skyldige derfor efter fr. af 14de juni 1901.” De blev dog skjulte og gemte hos slægt og venner, og i nøden, på flugten fandt de venner alle vegne. På Faxe herredsting lyses på en dag i 1713 efter 7 ungkarle og husmænd fra Lystrup Gods og efter 16 flygtninge fra Vemmetofte Gods.

For at forebygge det stigende antal af rømninger udkom 5te april1713 den uhyggelige kongelige befaling om at pågribe flygtninge, med den tilføjelse, at ”enhver udskreven soldat, der opspurgte og indbragte ”undvigte personer”, skulle fritages for tjenesten, medens den pågældende skulle indtræde i hans sted som soldat”. Dette påbud bragte dog næppe mange flygtninge tilbage, eftersom broderskabet var for stærkt, til den ene lidelsesfælle skulle redde sig selv på bekostning af at svige sin broder. Men da mandskab skulle skaffes, blev det almindeligt, at jorddrotterne eller deres ridefogeder henimod udskrivningstiden lod anstille en formelig jagt på de unge karle eller mænd.

Fra 1710 hedder det således i tingbogen :

Kristen Jyde havde en gård i Alslev-Tågerup, men kom fra den foregangen vinter henimod foråret; siden stod han og tarsk hos Peder Olesen i Alslev og derpå en stund hos degnen i Karise, men derefter tjente han sognepræsten Mag. Hatting i Karise. Ellers har han ikke haft gård eller hus fra den tid af, da han kom fra gården. Da var det en mandag sidst i høhøsten, at nogle mænd af Gammelby og Niels Lollik af Jørslev tog Kristen Jyde i Enghaven straks neden for kirken, som han gik og læssede hø. De trak af med ham op til Kroen, hvor de satte ham på en vogn og kørte hen og holdt ved havegærdet straks uden for Karise præstegård. Her kom i det samme Mag. Hatting ud af sin port og mødte de tvende af mændene, der var bærende Kr. Jydes tøj og klæder, som ridefogeden havde befalet dem, at de skulle få med. Magisteren spurgte dem og de andre mænd, om Kr. Jyde havde gjort noget? Men de ”tav” stille. Om de havde nogen dom eller bevis? Nej! Så tog Magisteren Kr. Jyde ved armen, som han sad der på vognen og dinglede med sine fødder uden for ”haverne” - og sagde: Hvi går i ej hjem og tager vare på eders arbejde? Er det nu stunder her at sidde og drive i så trang en tid”. Da sprang Kristen fra dem og ville gå ind, men de tog ham og ville med vold og magt holde ham igen. Mag. Hatting bad da Laurits Kristen af Pebringe, som samme tid stod der hos, at hjælpe sig med at fri karlen fra dem. Manden tog også straks og hjalp magisteren; og de to tilsammen kunne let og vel, magte angriberne, så Kr. Jyde slap, endda en af mændene havde en kårde, men den blev rigtig nok heller ikke blottet. – Men slog præsten ikke Anders Povlsen ? Blev der spurgt vidnerne. Nej svarede de, magisteren stod i ”slåbrok” og havde intet våben i hænderne. Var det da ikke hørt, at Mag. Hatting sagde til Kr. Jyde: ”Tag din kniv og skær kjæften af dem?” Nej, det havde intet af vidnerne hørt.

Det varede så ikke længere end til Mikkelsdag næst derefter, da der, som sædvanlig, var gudstjeneste på denne dag, og Kr. Jyde var i kirke; så efter prædiken, som præsten var gået hen og døbe et barn, og Kristen går ud af kirken, da, aldrig så såre som han kom ud, kommer Lars Grønneberg af Gammelby med ridefogeden, Monsr. Holters tjener og endnu nogle andre i ledtog med dem, de gribe Kristen og sige, at han skal følge med dem, ”det er herskabet, der vil tale med dig”, sagde Lars Grønneberg, Da sukkede Kr. Jyde og sagde: ”Jeg er god at komme i tale med !” Uden for kirkeristen stod ridefogeden; han havde tidligere skikket sin tjener ind i kirken og befalet ham, at han skulle se at komme til at sidde jævne Lars Grønneberg, så han under slutningen af prædiken kunne hviske til Lars: ”Du skal være med til at fange Kr. Jyde. ” Her ude stod han nu og tog imod fangen. ”Nu skal du gå med,” befalede ridefogeden, og Kr. Jyde fulgte sløvt efter. Men lidt derefter befalede Monsr. Holter, at der skulle skaffes en vogn, hvorpå fangen så blev kørt til Tryggevælde. To mænd sad og holdt vagt ved ham der på gården i et lille kammer; men pigerne stak mad til ham, endda ingen havde givet dem bud derom, men de var så ”bevægelige” ved at se fangen, at de ikke nænte at lade ham sidde og sulte. Om morgenen derefter blev han kørt til København med en vogn fra Tårøje, for at han der skulle præsenteres for et lægd, der var vakant. Og nogle sige, at han kom under major Skultens kompagni ved Dronningens Regiment.

Mag. Hatting klagede til tinge over ridefogeden og mødte med et langt indlæg, hvori han henviser til Fr. af 22de februar 1701, der siger, at præsten skal have en karl fri til sin avling at drive; ligesom han også anfører Fr. af 21de februar 1702, hvori det hedder, ”at ingen må tilføjes nogen uskjel med tjenestefolkets pludselige borttagelse, men at karlen, som har fæstet sig i tjeneste, må og kvittere tjenesten ”.

Ridefogeden lovede, at præsten nok skulle få en karl igen. De havde alt fæstet en, men denne trak sig i det; thi skønt han var frikarl, var han dog bange for, at han alligevel skulle blive taget til soldat, når han kom til magisteren, således var det jo gået Kr. Jyde.

Samme år, 1710, blev to karle 1ste Påskedag, just som de trådte ud af Karise kirkedør, grebne af Niels Lollik fra Jørslev og hans skytte, der af ridefogeden Tommes Holter fra Tryggevælde var sendt i den hensigt. Lige uden for kirkeristen tog de den ene karl, Peder Sørensen, men han råbte tilbage til den anden: ”KristenKristen, forsvar dig, de vil tage dig til Soldat!”. Og Kristen løb da af sted hen over kirkegården og de andre bag efter, så det blev en vild og lang jagt trindt om på kirkegården mellem gravene; og alt imens de jagede karlen, sang de påskesalmen inde i kirken. Men da de endelig fik Kristen fat, løb Peder fra dem hen over markerne. Jægerne indså imidlertid, at de ikke kunne ”oprenne” ham ved at løbe, hvorfor de ikke vidste bedre råd end uden videre at tage et par heste fra en af vognene, der holdt på kirkepladsen, og dermed opride Karlen. En gammel kone, Maren Fiskers, måtte gå hjem, så dårligt hun emd kunne, thi hun havde ingen til at køre for sig, dersom det var hendes karl, de havde taget. Og lige så galt stillede det sig med et diebarn, der havde været til dåbs, og som de nu ej heller kunne komme hjem med, siden det var hestene til barselstadsens vogn, som skytten og Niels Lollik red og jagtede med. Men da endelig begge karlene var indfangede, blev de under sikker forvaring ført til Tryggevælde, og der fra slap de ikke, før de var soldatertrøjen visse.

Nogen tid før Påske, natten mellem 19de og 20de marts 1719, da de tog landsoldater, kom udrideren fra Herlufsholm med 10 til 12 af godsets bønder, deriblandt Hans og Kristen Høy fra Holsted, og brøde ind i Jens Skovs gård i Tybjerglille. Både port og låge vat lukkede, men de brækkede ind ved at bryde et bræt ud af lågen, hvorpå de slog ild med deres fyrtøj, tændte lys, som de satte i en lygte, og brød derefter ind i karlekammeret, hvor de greb den sovende karl, Morten Kristensen, og tvang ham til at stå op, tage sit tøj og følge dem. Den mest fremsagte af mændene, Hans Høy, havde imidlertid givet sig til at banke på gangdøren og råbte, om de ikke der inde kunne låne ham hus for natten, hvortil kvinden svarede, det kunne vel falde sig, og tog hun da noget tøj på og gik frem for at lukke døren op, men som hun ser ud i gården, stod de fremmede folk der med den angrebne karl bunden hos sig. Da siger hun til Kristen Høy, som stod og holdt på fangen: ”Vil du tage min karl bort, du ved dog at min mand er svag!”. Men Kristen svarede blot: ”Det er lige så godt, at han går som dit eget søskendebarn skal tages.” Og så drog de af sted med fangen og hans tøj ad Herlufsholm til.

Denne Karl var en fri karl, født i Lille Næstved i et hus, som hørte samtlige bymændskab til, og hvor hans moder boede, medens faderen, der var grenaderer, som oftest var indkaldt til kongens tjeneste og udkommanderet med kompagniet både her og der, og kun en enkelt gang kom hjem. Men endda tog de Morten Kristensen og gjorde ham til Soldat .

Det gik nok flere karle som ham. Frihedsloven af 1702 flimrede dem for øjnene, også for andre end dem, der var fødte efter 1699, frimandssønnerne troede sig også at være frie, men blev som oftest skuffede. Da således Niels Rasmussen, som tjente kromanden Jens Holter i Faxe i 1718, som frimandssøn søgte at blive skånet for vornedpligt, fremlagde præsteattest for, at han da var 28 år, og fik bevidnet, at han var født i et hus i Nyby under Juellinge Gods, hvortil hans fader vel gjorde noget hoveri, men dog ellers var frimand, så kjendes på herredstinget for ret: ”Efterdi kgl. fr. om vorneds frihed af 21de februar 1702 i dens 1ste Artk. om frimandssønner ej melder, hvad tid de frie karles Stafn skal forstås, og ej heller, at de frimandssønner, der er fødte førend kongens regeringstiltrædelse, skal være hævet, ej heller retsskriptet af 29de juni 1703, der forklarer fr. 1ste Artk. melder noget om, at vornedtvang skal være hævet for andre end de, der er fødte førend denne konges tiltrædelse… da bør Niels Rasmussen pleje sin vornedpligt, eftersom han er født førend ”ixige” konges regeringstiltrædelse”

Om en anden karl hedder det: ”… ej heller indeholder fr. af 22de februar 1701 om landmilitsens indstedelse aldeles intet om, at nogen vorned, som har været under militsen i sine fulde 6 år eller derover, for vornedtvang skal være fri, når han af rullen er udgået, men alene at han for ny Indrullering skal være fri” – så bør, efter slig beskaffenhed og indretning, Niels Andersen, pleje sin vornedpligt på Strandgård Gods og der antage hus, gård eller anden tjeneste at forrette, som herskabet hannem det på sit eget gods forelægger. En tredje karl, Hans Pedersen, født i Vagthuset på ”Fiid” i Kristian V’s tid, får selv samme dom, at han bør pleje vornedpligt til Strandgård. Men Peder Pedersen derimod, der kun er 16 år, og altså født i ixige konges regeringstid, han er fri for vornedpligt; men med hensyn til indrulleringen, da forholdes efter fr. af 30te december 1702, den 21de

For de ældre vornede, der måtte vedblive at være under åget, da vornedskabet blev løst i 1702, var der stillet i udsigt, at de kunne frigøre sig for en billig penge, men det var dog nok kun få, der, da mandskabet blev knapt, kunne vente at få deres ønske opfyldt. Enkelte havde vel af gunst og som gave fået friheden ved et frihedsbrev; et sligt brev kunne lyde som følger:

1. Fribrev

Jeg Christen Steel til Tryggevælde, ridder, Kgl. Mayst. Stats-Råd, Vice-Stiftsbefalingsmand, over Sjællands stift, og Amtmand over Tryggevælde Amt, kiendis og hermed for alle vitterliggør, at nærværende Christen Nielsen, barnefødt i Balleby, tid efter andet efter mig haver været begærende sit fri brev for vorned rettighed, hvilket jeg hannem mange gange før tilsagt og fuldelig belovet, da mig Vallø Gods tilhørende, men dog ej er kommen videre end mundtlig, indtil nu han endelig er begærende. Dog ihuhvorvel at nu Vallø Gods på en tvende års tid har været fra min hånd og nu tilhører hans Kgl. Mayst. Så efterdi førnævnte Christian Nielsen haver tjent min Sahl. moder og mig til denne dato udi 14 årstid og med mig fra Vallø bortflyttet, da jeg godset overleverede til min svigerfar hr. Geheime råd Von Plesen, som han siden det til hans Kgl. Mayst. afhændede, og siden har tjent mig, og endnu tjener, så ifølge af Lovens 3 bog 14 Capt. 7 Art. giver jeg ham, som dertil efter lovens lydende, haver magt, kvit og fri for sin vornedpligt og rettighed, at han herefter må være og blive, samt bygge og bo inden og uden lands, hvor han lyster og behager, af alle og enhver, som nu er eller efter kommendis vorder, som derpå skulle eller ville tale eller kærre, upåtalt i alle måder. Til bekræftelse under min hånd og tingets.

Kiøbenhafn, den 22de november Anno 1708 C. Sheell.”

Eller frihedsbrevet måtte købes og kom da til at lyde, som følger:

2. Fribrev

”Jeg Merte Sophie Urne, Sahl. Hr. Obr. Rabbe von Schilders til Lindersvold, kjendis og hermed vitterliggør at jeg for vorneds rettighed haver fri og løst givet , så som jeg hermed for vordenskab fri og løst giver, en af Olle Christensen udi Kongsted hans søn, navnlig Olle Ollesen, som er født på mit gods udi Store Elmue, og som efter højeste rettes dom er tildømt at være min vorned. Da, som faderen Olle Christensen mig for samme sin søns vornedspligt haver fornyet og betalt, så tilsiger jeg hermed, at bemeldte Olle Christensen for sit vornedskab af mig og mine arvinger og efterkommere eller Lindersvolds ejere skal være fir og uhindret udi alle måder, så bemeldte Olle Ollesen nu efterdags må være, tjene, rejse, og farer, hvor han lyster og behager, så som jeg nu efter denne dag ingen præsentioner har på ham i nogen måder, og skal den ergangne Højeste rettes dom over bemeldte Olle Ollesen af dato 14de maj 1716 nu efter denne dag være død og magtesløs, hvilket dette mit udgivne fribrev jeg med egen hånd og mit adelige signet her med stadfæster; og må dette læses på tinge, uden nogen til mig given kald og varsel.

Datum Lindersvold den 11 juli Anno 1719. Sal. Rs. Merte Sophie Urne.”

3. Frihedsbrev

”Jeg Dorthea Kragh von Ahlefeldt til Gisselfeldt, F. kiendes og hermed vitterliggør at have løs og frigivet, så og hermed løs og fri giver een min vornede, navnlig Christoffer Andersen, barnefødt i Tybjerg Sogn, Tybjerglille by, så han efter dags må være, tjene, bygge og bo, inden og uden lands, hvor han lyster, fri og upåtalt for vornedspligt og rettighed af mig og mine arvinger, eller hvem siden til godset måtte blive ejer. Dez til bekreftelse under min hånd og adelige signete.

Gisselfeldt den 10 september Anno 1720. D. Ahlefeldten.”

Da det om ved 1720 begyndte at knibe med at få fingre i vornede, der kunne stilles som soldater, gik det så vidt, at frifødte klarle blev lokkede eller truede til at forskrive sig til vornedskab, trods kong Frederik IV havde givet de unge bøndersønner det løfte i 1702, at de til evige tider skulle være frie for vornedpligt. Her skal anføres et eksempel på, hvorledes en sådan forskrivning så ud hvorved:

En frikøbt karl sælger sig til vornedskab i året 1720

”Jeg underskrevne Lauritz Hansen barnefødt udi vores aller nådigste konges, kong Friederich den fjerdes regeringstid kiendes og hermed vitterlig gør, at jeg ved denne min forskrivning her med godvilligen afstår min vornede frihed til høj ædle og velbårne frue, Fru Birgitte Scheel, deres exelence Hr. Gehejmes-Råd Sal. Hr. Otto Krabbe til Holmegaard og Egholm, som min rette husbond og herskab, og vil fremdeles al min livstid være og blive en vorned til Holmegårds Gods, og der at pleje vorneds ret efter loven, som en født vorned egner og anstår, og står det udi højtbemeldte mit gunstige herskabs gode behag denne min forskrivelse og udgivende revers til Gisselfeld Birketing at lade læse, påskrive og i ting protokollen indføre, for uden nogen til mig derfor given kald og varsel, dette til stadfæstelse under min egen hånd.

Actum, Holmegaard, den 14 may 1720. Til vitterlighed af Lars. LHS Hansen. C. Christensen. Søren Jørgensen.

Læst for retten på Gisselfeld Birketing tirdagen den 14 may Anno 1720 B. Sti.”

En ganske lignende forpligt gav Karlen Niels Olufsen af Bøgesø den 19de juni 1720 til samme herskab, og ved denne lejlighed viser det sig, hvad det kunne være, der førte til, at en karl kunne komme i det tilfælde, at han ønskede at sælge sin frihed. Grunden viser sig nemlig her at være den, at Niels Olufsen flere gange havde forbrudt sig over for sit herskab og var bleven idømt bøder; sidste gang havde han forset sig med ulovlig skovhugst af to risbøge, og da han derfor blev idømt en bøde på 10 Rbd., men ikke havde midler til at betale med, var det, at han hellere ville sælge sin frihed, end han ville bøde på kroppen. Der blev dog gjort indsigelse mod denne forskrivning af Sr. Geris på brigader Mundt til Rønnebæksholm hans vegne, der mente, at karlen var hans, siden han opholdt sig på hans gods, da tyveriet blev begået, og tilbød Geris sig at ville betale bøden, men gjorde i øvrigt indsigelse mod indførelse af vornedspligt, efter at fr. af 21de februar 1702 var udgået, hvorved vornedskab hæves. Karlen var ej heller indgået på denne forpligt, før han sad sluttet i jern i Holmegårds fængsel. Der blev dog ikke taget hensyn til denne indsigelse, thi da karlen uden pas og tilladelse havde forladt Holmegårds Gods, var herskabet der fremdeles han rette husbond; og siden han frivilligt og vidnefast havde givet sig ind under vornedpligt at pleje, dømmes han til ubrødelig at holde denne sin forpligt.

En enkelt gang kunne der blive givet en karl, som havde lært et håndværk eller som faderen havde særligt brug for ved sin bedrift, om endogså opholdsstedet lå uden for godset, hvor karlen skulle pleje sin vornedpligt, frihed til at blive, hvor han var, når der årligt svaredes til herskabet en vis pengeafgift, kaldet ”hold”. Således fik Niels Madsen, søn af Mads hugger, født i Aversi, men siden fulgt med faderen til Tranegilde, hvem han der tjente, og som gerne ville beholde ham, tilladelse til at blive i arbejdet hos faderen, imod at denne årligt i hold for ham svarede til det høje herskab på Gisselfeld én Rigsdaler.

De unge karle følte skrækken for at komme under militsen, og bønderne følte trykket af den udgift, det var for lægdet at underholde en landsoldat; og var udgifterne tilsyneladende kun små, så kunne de dog blive følelige og trykkende nok, da evnen til at yde allerede i forvejen var såre ringe. Det blev derfor nok også følt som en byrde, da der i 1713 læstes på tinge: Hver mand i de østre og vestre Sjællandske regimenter skal, hvad enten han bliver tagen i tjeneste eller ej, hver dag af lægderne nyde til forplejning 6 Skilling.

Et par mænd i Bråby klager i 1718 over, at Søren Udrider efter forvalterens ordre kom der til byen, og hos den ene af dem tog, tog et par sko til en Rigsdalers værdi og hos den anden, ”en ny grå vadmels kjole til at klæde en soldat med, der han skulle for sessionen præsenteres”. Men de to mænd havde intet fået af lægdet til dækning af udgifterne.

Heller ikke jordrotterne var mere end glade, thi nye Reskripter* og forordninger ** påbød med stedse større bestemthed, at de skulle skaffe soldaterne til veje. I Reskript af 17de november 1719 siges således: ”Proprietærerne skulle i stedet for deres afgangne eller udygtigt befundne mandskab altid andre dygtige karle forskaffe, og for de til nationale regimenter leverede rekrutters tilstedeværelse selv repondere.”

*) Retskript af 31te oktober 1712 .

**) Fr. af 4de marts 1712, 6te September 1713, og 8de Februar 1724.

En naturlig følge af, at godsejernes pligt øgedes, var, at der med tiltagende påpassenhed blev holdt vågent øje med det unge mandskab, men da alle kneb i den hensigt blev brugte, formente karlene, at også kneb galt for dem, alt deres opfindsomheds evne blev taget i brug: Nogle forstak sig her i landet, andre flygtede helt ud af riget for at være fuldstændig sikre på, at militsens arm ikke skulle nå dem, men andre igen bjærgede sig ved at undlade med den første altergang, thi så længe de endnu ikke havde søgt herrens bord, hvilede der ingen tvang over dem, hverken med hensyn til flytning eller soldatertjeneste; og de blev derfor ved at gå og opsætte altergangen, hvad tydeligt fremgår af et Reskript af 11te april 1718 til alle biskopperne i landet; det hedder nemlig deri: ”Der fornemmes en stor afsky og uvillighed overalt iblandt det unge mandskab til at lade sig indrullere til kongens og landets tjeneste, og des foruden, skal adskillelige af dem holde sig fra alterets sakraments brug, endskønt de er 18, 19 og 20 år og derover, for derved at undgå indrulleringen.” Præsterne fik derfor befaling fra biskoppen, om fra prædikestolen at lægge ud for de unge karle, om hvilken stor synd de begik ”imod den medfødte underdanighed og pligt, som de skyldte konge og fædreland både efter Guds ord, så og fremfarne tiders eksempler, efterdi de dog efter en vis tids forløb fra landmilitsen igen kan blive entlediget”.

De fleste søgte dog deres redning ved flugt, som et stående eksempel herpå kan anføres, at den 2den maj 1719 efterlystes ikke mindre end 24 karle i en alder af imellem 20 og 28 år ved tinget, som flygtninge fra Gisselfeld Gods alene; og alle skulle de pågribes og straffes for undvigelsen.

Herremændene og deres fuldmægtige indgik formentlig i kontrakt med hinanden om i fællesskab at efterstræbe de vornede, uden dog derfor at træde hverandre for nær, således hedder det i 1720:

”Angående den bortrømte Oluf Jensen af Bødesøe, som søges og påtales af Monsr. Oxen, og hr. brigader Niels Mundt, til Rønnebæksholm, er vi undertegnede blevne således akorderede og forenet, for at holde hinanden skadesløs, som fortroede venner, at såfremt jeg ikke, forinden dommen ved Grumsløse ting er falden, kan tilvejebringe eller skaffe hannem i Monsr. Oxens gevalt, forpligter jeg mig hermed til at betale al den prætension, som brigaderen af Monsr. Oxen for Oluf Jensens efter den allerede faldne doms slutning og indhold for hans vornedpligt kan tilkomme at betale, nemlig 40 Rbd. alt efter dommen; hvorimod jeg ”da gør mig Oluf Jensen så nyttig, som det bedst ved, vil og kan, til refusion og betaling for ermeldte min skadelidelse, når og hvor han atraperes kan. Og såsnart enten karlen in natura eller pengene, som meldt er efter dommen til Oxen er leveret, overleverer Oxen mig den imellem ham og brigaderen faldne dom, angående Oluf Jensen.

Sluttet og afhandlet så og med egne hænder underskrevet.

Gisselfeld Birketing den 13de juni 1720 A. R. Oxen R. Billegaard .

Endelig slap forrådet af vornede op. Det var nu nået hen til den tid, at al den voksne ungdom var frikøbt, men herremændene stod lige fuldt med den tvingende pligt at skulle skaffe mandskab til landmilitsen; så snart én udskrivning stod for, så snart et lægd blev ledigt ved dødsfald, rømning eller på hvilken som helst anden måde, hed det sig blot, at godsejeren skulle skaffe en stedfortræder. Der var vel givet enkelte indrømmelser, da det kneb hårdest med at skaffe landsoldater; det var blevet tilladt, at landsoldaten der havde tjent i 6 år, og som proprietæren ville give gård i fæste, måtte hjemsendes, når en anden soldat var skaffet i stedet. Men det var kun en fattig trøst; thi hvor skulle stedfortræderen skaffes fra! En føleligere lempelse var det, at landmilitsens styrke indskrænkedes, ved at antallet af mand i hvert kompagni nedsattes fra 150 til 120. Vel skulle der så for hver hjemforlovet mand inden 4 ugers forløb ydes 25 Rbd., men dette var alligevel en lettelse, da det var muligt at skaffe pengene, men grænsede nær op til umulighed at skaffe mandskab. Derefter blev givet den indrømmelse, at den jorddrot, der ikke formåede at skaffe en soldat, måtte fritages for sin pligt imod at yde 40 Rbd. for hver karl; og denne midlertidige indrømmelse blev senere slået fast som regel for Lollands og Falsters vedkommende, hvor det tillodes, at kompagnierne nedsattes fra 120 til 100 Mand, imod at der for hver af de manglende soldater betaltes 40 Rbd.

Men trods disse lempelser blev det en mere og mere håndgribelig umulighed at skaffe vornede til landmilitsen; men også da, netop som de sidste rester fra det gamle trælle åg, vornedskabet, smuldrede hen, var også - fremtvunget af landmilitsens umættelige forbrug af unge bøndersønner - allerede lænkerne smeddede og fangebåndene tvungne til den snørrende og pinende trællelænke, der den længste tid af århundredet skulle hvile lammende og ødelæggende på den danske bondestand. Navnet og årsagen var et nyt, et andet, men virkningen blev den samme, kun mere fordærvelig. Der er ikke heller her noget spring i udviklingen, så lidt som fra trældom til vornedskab, det var blot, at det ene bånd afløste det andet, eller rettere - kun en navneforandring; de sidste rester af vornedskabet var ved at falde, men kun for at det nye fangebånd, ifølge landmilitsens tvingende magt, i virkeligheden skulle binde den unge Bondekarl fastere, end han nogen sinde tilforn havde været snøret, og lænken hed: Stavnsbåndet.

Kilde: 

www.slaegtogdata.dk/Members/hansenslagelse