Naver
Danske Håndværks historie
Håndværkets vugge har. stået mange tusind år tilbage i tiden, ja, man tør vel sige, at håndværket er lige så gammelt som mennesket. Det har stået og faldet med menneskets udvikling. I de perioder i oldtiden, hvor menneskene har haft en høj kultur, har håndværket blomstret, og med kulturens forfald er håndværket faldet tilbage til primitivitet, som den menneskelige levemåde gjorde det men at håndværket i sine gode perioder, årtusinder før Kristus, har været meget udviklet, er der ingen tvivl om. Det fortæller de mange udgravninger os ikke så lidt om. men hele den fjerne del af håndværkets historie ved vi jo kun lidt eller slet intet om den har imidlertid ligget det fagligt organiserede håndværk fjernt. Det håndværk som vore dages er en direkte efterkommer af, begyndte for omkring 1000 år siden, Den første tid var præget af kamp indre stridigheder, nationale kampe og en stadig meget følelig krig med vore sydlige naboer, hvis idelige indtrængen her i landet virkede hæmmende på borgerskabets og bylivets fremskridt. En af de største reaktioner og den der virkelig fik betydning for udviklingen i byerne, er Gilderne disse mærkelige organisationer., der var præget af borgerånd og borgerfrihed. Gildernes Love, de såkaldte Gildeskråer, viser os, hvori borgerskabets savn og trang bestod broderlig sammenhold og gensidig hjælp og bistand i fattige tider. Det var et værn imod de indtrængende fremmede og imod kirke- og kongemagt Gilderne havde sin højeste blomstring i Valdemars tid. De var ikke en håndværkerorganisation hele borgerskabet var gildebrødre, og handelens folk var vel de stærkeste, hvad udviklingen også tydelig viser. men de danske byer blomstrede op i gildernes tid bylivet blev til et hele, og byens folk begyndte at føle en vis samhørighed og alt dette til trods for at Hansestæderne idelig gjorde forsøg på at ødelægge den begyndende danske købstaddannelse, som jo var en trussel mod Hansestædernes handelsmagt gang på gang hjemsøgtes København og andre danske byer af Hansestædernes flåder og krigsfolk Men det gik med Gilderne, som det går med al andet menneskeværk, de udartede, og denne udartning gik ud over håndværkerne, som blev betragtet som ringere borgere end købmændene og derfor trængt hen i en krog uden indflydelse. men den danske håndværker var dog på dette tidspunkt blevet så selvbevidst, at han ikke vilde finde sig i denne tilsidesættelse, og fra omkring det 11. Århundrede begyndte håndværkere at danne haandværkerlaugene, der havde de samme opgaver som Gilderne at værne de små mod de store kun var laugene faglig prægede. Naturligvis gik en sådan Paladsrevolution i byernes liv ikke af i stilhed, dog her i landet ikke nær så slemt som i Tyskland, hvor der ligefrem blev ført alvorlige og blodige kampe mellem byernes borgerskab. I Magdeburg har man et tilfælde, hvor de andre borgere lod 10 af håndværkernes oldermænd henrette på torvet. Men naturligvis vandt håndværkerne deres ret efter lang tids kamp.
I det 14. 15. Århundrede var sejren vundet, og håndværkernes ligeberettigelse med andre Stænder gennemført. Laugene blev strengt faglige organisationer eet laug for hvert håndværk. I gildetiden havde der jo været samlet mange fag i eet Gilde. For med mest mulig magt at kunne hævde fagets interesser og give så meget glorie om lauget som muligt, lod man det anerkende af Kongen, og den af Kongen underskrevne laugsskraa pålagde enhver udøver af faget at være medlem af lauget. man kunne ganske simpelt ikke udøve et håndværk uden at være medlem af dette håndværkslaug og underkaste sig laugets Bestemmelser,
Laugene havde meget forskellige love, ofte naturligvis præget af håndværkets særlig art, men alle var de spækket med bestemmelser af sædelig og moralsk beskyttelse. Laugsforsamlingen, som bestod af allelaugsbrødre, var laugets bestemmende myndighed,enhver laugsforsamling skulle indledes med visse ceremonier. Den vigtigste var, a lagets Lade, der indeholdt værdigenstande og dokumenter, blev åbnet, medens alle blottede hovedet. Laugsforsamlingen valgte oldermand og bisiddere hvis disse ikke, hvad ofte fandt sted, var valgt af Kongen, Forlaugsforsamlingen blev de nye lærlinge fremstillet, og alle optagelser fandt sted her.
Lauget havde også en domstol, hvor medlemmerne kunne indstævnes i Erhvervssager. Der blev givet bøder i form af penge eller naturalier. Den hårdeste dom, der kunne gives, var udsættelse af lauget, hvilket vilde sige, at vedkommende ikke mere kunne udøve sit håndværk.
Lauget havde også politimyndighed indenfor eget interesseområde. Det var navnlig de strenge bestemmelser, der fandtes i alle laugslove, at laugets brødre ikke måtte søge berygtede værtshuse og ikke drikke sig så berusede, at de var en skændsel for faget, der blev holdt efterrettelige, og det siges, at de brødre, der havde den opgave at efterse, at disse bestemmelser blev overholdt, havde meget at bestille.
Oldermændene førte tilsyn med værksteder og efterså, at der blev brugt ordentlige materialer, og at værktøjet var i orden. Der var en meget stor solidaritet indenfor de forskellige laug. Ingen måtte vokse den anden over hovedet En mester måtte ikke beskæftige mere end et bestemt antal svende, og fik han mere arbejde, end disse og han selv kunne overkomme,skulle han overlade dette til en anden mester, der ikke havde så meget Hvis en mester ikke kunne finde ud af et arbejde, skulle de mere erfarne eller dygtigere mestre hjælpe han til rette, således at han kunne fuldføre arbejdet til fuld tilfredshed.
Mange laug havde også en fælles indkøbsafdeling, hvor man i fællesskab købte materialer for at få disse så billigt som muligt. Oprindelig omfattede laugene både mestre og svende. Der var så få svende, og de, der var, gik kun og ventede på, at de skulle blive mestre. Der var intet problemer ingen stridigheder imellem dem. Disse dukkede først op, da håndværkets udvikling begyndte at tage fart. Da tilstrømningen til fagene voksede, gentog historien med gilderne sig.
Der dannede sig inden for laugene en selvpríviligeret klasse, som tog magten og vilde undertrykke de andre. Det begyndte med, at tilgangen blev gjort vanskelig. man gjorde betalingen for at aflægge prøver for laugsforsamlingen så dyr, at det ikke var givet alle at kunne betale. man bestemte, at tiden som svend skulle vare flere år, en det tidsligere havde været bestemt den lange »Vandretid« blev indført svendene skulle være på valsen et åremål, der gjorde, at de meget ofte ikke kom hjem igen, og mesterstykkerne, som skulle udføres, blev gjort så kostbare, at det faktisk kun var de særlig udvalgte og meget velhavende, der kunne tillade sig denne luksus. For alle disse uoverstigelige bestemmelser kunne dog fritages mestersønner og svende, der giftede sig med enker efter mestre og på denne måde overtog en allerede bestående forretning, med andre ord, der dannede sig en slags embedsstand inden for laugene, de satte sig til dommere og helt havde i deres hånd, hvem de vilde have optaget som laugsmedlemmer
Detn var ikke noget, der fremmede laugsvæsenet, og det gav anledning til, at svendene begyndte at danne deres egne svendelaug I middelalderen var det egentlig kun bygningshåndværkerne, der havde en rig og mangfoldig udvikling. Først arbejdedes der udelukkende i træ, og tømrerne var de dominerede, men i slutningen af det 11. Århundrede begyndte man at bygge kirker af sten.
Det var Kvaderstenen, den tilhuggede natursten, der anvendtes eller den fra Reinlandet indførte tufsten.
Teglstenen kom først i midten af det 12. århundrede. Før laugsordningen udviklede sig, var det særligt smedene, der var den tusind-kunstner, der forstod sig på alt, men med træet, stenene og særlig teglstene voksede de særlige tømrer-, murer og stenhuggerfag frem, og hertil føjede sig i middelalderen dekorationsmalerne. man begyndte at dekorere kirkerne med freskobilleder-. Disse blev først udført af indførte malere, men det varede ikke så længe, før også danske malere med stort held tog dette arbejde op.
Af andre Fags frembringelserer der bevaret meget lidt fra denne periode, men dog noget lavet af metalarbejdere, Guldsmede, smede og klokkestøbere. men det er jo også mindre forgængeligt, end det skræddere, skomagere og sadelmager arbejdede med,
Den ældste opbevarede laugsskraa stammer fra 1275 og er de københavnske Skrædderes,
derefter følger Ribe Skrædderne fra 1349,
rebslagerne i Malmø fra 1412,
smedene i Ribe fra 1424
og guldsmedene og skinderne i Malmø fra 1429.
Men håndværkerlaugene havde meget at kæmpe imod og mange fjender. Først og fremmest var byernes Myndigheder misundelige på den magt, laugene havde fået, og de fik sat igennem, at de skulle give deres tilladelse, før et nyt laug blev oprettet, men også flere Konger så med Uvillighed på laugenes magt. Deres Indgriben mod laugenes
Bestemmelser har spillet en stor Rolle gennem tiderne. Jeg skal blot nævne et enkelt Eksempel. 1 1507 fandt Kong Hans, at Skomagernes Priser, der var fastsat af lauget, var alt for høje, og derfor ophævede han alle skomagerlaugene og gav sin tilladelse til, at alle havde Ret til at nedsætte sig som skomager man kan sige sig selv, at det skabte stor Forvirring og var ødelæggende for et Fags Trivsel Men den Slags Forbund holdt også kun kort, så vendte man tilbage til det nordmale.
I det 15. Århundrede begyndte svende-prøverne at dukke op indenfor Fagene. Men så kom de mange År i det attende Århundrede, hvor Zünften og de fremmede svende faktisk tog magten til stor Skade for Håndværkerstanden. Zünften var en meget stærk Organisation, der var skabt i Tyskland og Schweiz. Den støttede de vandrende svende og beskyttede de forskellige Fag for Indtrængen af uvedkommende. Der var derfor skabt et meget omfattende Ceremoniel, der blev brugt i tide og Utide, når medlemmer af Zünften samledes, Disse Ceremonier og mange andre af Zünftens Skikke hjem-bragte de danske svende fra deres Rejser, og mange Tyske svende havde efterhånden slået sig ned i Danmark. Disse udenlandske svende og de danske, der var præget af Zünften, var i idelig Kamp med de danske laug og mestre, og i mange År beherskede de faktisk flere af laugene ikke mindst Tømrernes. Disse evige Stridigheder ødelagde så meget, at Kongen i 1794 nedsatte en kommission, der skulle søge at komme til Bunds i hele Forholdet. Det var den såkaldte laugskommission, hvis Eftervirkninger blev laugenes Ophævelse i 1862. Det var efter, at Danmark havde fået sin Grundlov og senere næringsloven
Fra Begyndelsen af 1800 har det danske Håndværk faktisk været i fremgang. De forskellige Fag er blevet specialiseret ud i Specialflag, efterhånden som tiden krævede det, og i Dag står den danske Håndværkerstand som en af Verdens fineste. Naturligvis har maskinernes tidsalder haft en vis Indflydelse på håndværkerens Arbejde, men selv nok så fine maskiner vil aldrig være i Stand til at fortrænge den solide og dygtige Håndværker. Når et menneske kommer ind i en ny kreds, f. eks. på en ny arbejdsplads, vil det altid være vigtigt for ham at træde i et godt forhold til de gamle på stedet og blive optaget i deres lille samfund. Gælder det en arbejder, giver han en omgang øl til kammeraterne, er det på et kontor, nøjes den nye måske med at invitere de ældre på en kop kaffe. Ved at drikke sammen med kredsen bliver han ligesom et medlem af den, og det er klart, at han gerne betaler de penge, drikkevarerne koster, for så til gengæld at nyde fordelen af at være anerkendt af de andre. Fra gammel tid har man brugt ordet at hønse, om at betale afgift til beværtning for på den måde at blive optaget i enkr eds.< Undersøger vi dette forhold, som stadig spiller en vis, om end en beskeden rolle i tilværelsen, vil vi finde, at man til alle tider og i alle samfundslag har kendt det; ofte har det været forbundet med adskillige ceremonier, prøver, ja endog pinsler. Det har været et led i en initiation, en indvielse.
Hos naturfolk træffer vi det stadig, men også vort eget samfund afgiver mange historiske og nutidige vidnesbyrd herom. Sømændenes passering af ækvator, hvor de unge søfolk, der endnu ikke har været der, modtager linjedåben og optages i de fuldbefarnes kreds efter at være blevet pint og plaget, barberet og dukket, er måske det mest kendte eksempel, men også blandt bønder, studenter, skoleelever, soldater, købmænd og rejsende finder vi op gennem tiden en masse eksempler på forskellige indvielses- og optagelsesskikke, der er en plage for novicen, som oven i købet må betale "hønsepenge" til gildet ovenpå, men som til gengæld for skaffer ham den fordel at høre til de indviede. Ved siden af sømændenes dåbsskikke, som for øvrigt ikke er begrænset til ækvator alene, men også kendes fra vendekredsen, polarkredsen, ja ved markante steder langs hjemlige kyster, er det især håndværkernes indvielsesskikke i lavstiden, der tiltrækker sig vor opmærksomhed. De var mangfoldige og udspekulerede, de spillede en stor rolle i tilværelsen. I det følgende skal stoffet herom refereres og analyseres. Middelalderlige gilder
I byerne, hvor folk flyttede til fra forskellige egne, måtte der nødvendigt på et meget tidligt tidspunkt opstå organisationer til vareta skabeligt; Fra landet kendte de formodentlig lignende lag, og i byen, hvor de ikke havde familie og venner, måtte det være af ekstra stor betydning at slutte sig sammen med folk i samme situation og med samme interesser. Fra middelalderen kender vi sådanne organisationer. I Skandinavien, Tyskland og England blev de kaldt :.gilder (afledt af ordet ”gæld” betaling afgift (hønsepenge ?) ). De var ikke faglige sammenslutninger, men omfattede folk af forskellige stænder, dog gerne på samme økonomiske og standsmæssige niveau, i reglen både mænd og kvinder (”brødre” og ”søstre”), både fastboende og tilflyttere. Deres formål var at yde hinanden gensidig hjælp på forskellig vis (også begravelsesmæssigt) og at imødekomme medlemmernes trang til at holde fester. De fleste af disse gilder var stærkt religiøst prægede og tog navn efter deres specielle værnehelgen. f. eks. eksisterede der flere St. Knudsgilder i Danmark.
Et betydeligt antal af deres ”skråer” eller statutter er bevarede og giver os mulighed for at studere deres sædvaner. Som hovedregel kan siges, at man måtte hønse. eller betale i gang, når man trådte ind i gildet; afgiftens størrelse nævnes gerne i en paragraf. Lignende organisationer har der eksisteret længe. Fra den romerske kejsertid har vi oplysninger om en gildelignende begravelseskasse (kollegium funeraticium). Den nytilkomne skulle gøre et indskud på 100 sestertier, samt spendere en amfora god vin. Den der år. 1200 ville optages i det endnu eksisterende St. Knudsgilde i Flensborg, måtte til ”ingang” give 1 skill. engelsk, og en kvinde 2 mark voks; der blev holdt et flere dages festmåltid, og på den anden gildedag indlyste man den nye. Når en broder eller søster indtrådte i Garlekhiths gilde i London ( oprettet 1375), gav de 6 sh. 7 d. I Skt. Fabian og Sebastians gilde samme sted måtte de sværge på en bog (evangeliet?), at de ville holde gildets artikler; efter optagelsen modtog de et kys af hver af de gamle medlemmer. Håndværkerlav I gilderne, der efterhånden kunne antage en ret aristokratisk karakter, samledes både gejstlige og borgerlige, købmænd og håndværkere, mestre og svende. men efterhånden som byerne blev større og håndværkernes fagområde udspecialisere des, ønskede disse at bryde ud og danne deres egen organisation som både varetog det selskabsliv, de havde trang til, og samtidig var en rent faglig sammenslutning. Fra gilderne lånte de både love og ceremonier. Hvor og hvornår denne udspaltning er sket, ved vi ikke. 11oo'erne ser vi i Tyskland, Frankrig og England, at der dannes forskellige »Brüderschaften i byerne; måske har de været til stede endnu tidligere i Italien med sit kraftigt udviklede byvæsen.
Lüneborg hedder det 1301, at den, der ville optages i bartskærerlavet, måtte give et måltid kosteligt bestående af en skinke, en ret grønne fisk og 2 stoveken Vin. I samme århundrede giver skrædderne i Riga en tønde øl og et måltid. I Danmark træffer vi år 1200 et bagerlau omtalt i Slesvig, og senere i århundredet finder vi lignende i Roskilde og Holbæk. men først i 1400'erne synes lavene at være kommet rigtig i gang. Vi kender fra dette århundrede over 3o håndværkerskråer fra 9 danske byer.
Det man hønsede ved indtræden i lavet, kaldtes i gang Ordet træffes 1417 i Randers. 1422 siges i et påbud fra Erik af Pommern, at de, der vil vinde et lav, skal give lige så meget som det koster ham at blive borger i byen, og ikke mere, formentlig fordi man allerede da var kommet ind på at gøre alt for bekostelige gilder ved indtræden i lavene. Rebslagerne i Malmø skulle således iflg. deres skrå af 1412 give 20 fade saltmad, 3 ferske retter og tilsvarende øl. man rettede sig da heller ikke efter bestemmelsen. I remmesnider og pungmagerlavet i København bestemtes det i skråen 146o, at den, der ville optages, skulle erlægge
1 mark lybsk og kost til et gilde:
2 skinker,
2 fiskeretter,
2 fade smør,
2 oste, dertil hvedebrød og skonrogger,
samt 2 tdr. øl,
Og værre var det hos skrædderne i Odense, hvor det 1492 bestemtes, at man skulle give
2 dages kost a 4 skinker,
4 ferske retter, steg, grød, ost og brød, tillige en skål ( drikkeskål?)
og 12 skill. i penge - og så nævnes øllet endda ikke.
Et mesterstykke til indgang i lavet nævnes først 1450
Svendelav Oprindelig har sikkert både mestre, svende og drenge været optaget i samme lav. Endnu. 1450 bestemmes i smedelavets skrå i Ribe,
at drengene skulle give en tønde øl ved optagelsen.
1452 skal bagerlærlingene i Flensborg give
24 skill.
Skomagerlærlingene i Slagelse
skal give øl, 3 skinker,
en fersk ret,
3 fade smør,
3 oste og tilhørende brød.
I Roskilde giver drengene 1491
2 tønder øll, som kalles lære øll.
Man ved dog, at svendene mange steder havde trang til deres eget lav. I Tyskland opstår svendelav i 1300’tallene. I Danmark træffer vi dem hos bagerne i København 1403 skomagerne i Odense 1405, skomagerne i Roskilde og Slagelse år. 1450 Smedene i Odense 1452" Mestre og svende har da haft hver sit lav flere steder, men selvfølgelig har der ofte været et vist afhængighedsforhold mellem dem. Især har svendene for en stor del været kontrolleret af mestrene, der forsøgte at holde dem nede. Deres lavsindretning var taget efter mestrenes. mens der dog som i gilderne kunne være kvinder med i mesterlavene, var det som regel udelukket i svendenes; langt op i tiden var det forbudt svendene at gifte sig I begge slags lav har man op i tiden krævet af de nye. I 1558 skrev kansleren Johan Friis, at man ofte havde beklaget sig over, at en ung håndværker, der ville være mester, ikke blot skulle gøre sit mesterstykke, men også besværes med gæstebud og anden stor udgift, hvorfor mange afholdt sig derfra.
I 16oo'erne træffer vi i Danmark en ny udvikling inden for svendenes lav. Den allerede i Tyskland brugelige Handwerksgewohnheit trænger ind, på dansk også kaldet >zünften<: (tysk Zunft= lav). I middelalderen og senere var den tyske indflydelse stor i Danmark, der som oprindeligt agerland havde fået mange kultur- og civilisationsgoder, deriblandt håndværkets skikke og væsen, fra Tyskland, hvor bykulturen var tidligere udviklet og skabte samfundsformer, som først langsomt kom op i Danmark. Alligevel holdt lavene sig ret nationale, indtil zünften kom og gjorde dem internationale, det vil i praksis sige tyskprægede. I Frankrig havde man i 1500'erne et rigt udviklet lavsvæsen, men zünften synes at være en speciel tysk udvikling af organisationen. I hvert fald træffer man den kun i afbleget form i Frankrig, selv om lignende skikke ingenlunde mangler. I England synes der ikke at have været særligt udprægede lavsskikke. med zünften fulgte en lang række brug og ceremonier, forskellige i udformning om ikke i art inden for hvert håndværk. Karakteristisk for den var de ind vielsesskikke, der nu kom til som et vigtigt supplement til den tidligere iagttagne enkle hønsning. man kalder dem ofte behøvling et ord, der egentlig kun kan bruges om snedkernes riter; men da disse var rigest udformede og også blev lånt af visse andre fag, kan sprogbrugen undskyldes. Enhver ung lærling, der ville være svend, måtte gennemgå en serie pinsler, drillerier og narrerier, han måtte døbes og undervises af de ældre svende og bl.a. lære deres gruss den for hvert håndværk specielle formelagtige hilsen, der på den umiddelbart derpå følgende obligatoriske vandring måtte fremsiges for kolleger, så de kunne vide, at han var en af deres. Grussen var på tysk, ligesom håndværkersproget; tysk blev det internationale omgangssprog, som alle kunstforvandte forstod. Selve svendeprøven med svendestykke er ret sen, så behøvlingen som afslutning på læretiden spillede derfor en større rolle end denne.
Zünften var efter datidens forhold en ganske fortrinlig foreteelse, som åbnede det meste af Europa for svendene. Uden penge, blot ved at være rigtig behøvlede, kunne de rejse fra Stockholm til Tyrkiet på deres håndværk, altid sikre på at få arbejde hvor de kom, eller i hvert fald kost, logis og tærepenge. Det blev for svendene ligefrem en pligt at gå på valsen i nogle år til andre byer eller fremmede lande, for at lære noget og se noget. Vandringen kendtes ganske vist tidligere; allerede 1424 nævnes i Ribe, at det er almindeligt, at smedesvendene vandrer, og i Frankrig drog svendene: på le tour de France,og var overalt sikre på at få underhold.
Overalt kunne svendene legitimere sig ved at vise, at de var indviede i organisationens frimureragtige skikke og sprog. mange veD Deres kendskab til disse hemmelige tegn kunne de ligeledes holde fuskere og bønhaser ude fra en illoyal konkurrence og derved styrke sig selv og standen. Intet under, at svendene følte sig som medlemmer af et vidtspændende broderskab, der gav dem alt, hvad de havde brug for, og styrkede deres sammenhold om det ærlige Håndværk betydeligt. Og man forstår også den tit rabiate forfølgelse af deres fagkolleger, der ikke var behøvede og indviede på rette vis, og som derfor måtte stemples som >uærlige<, idet de brød organisationens kraft og ide. Hvis sådanne stympere ville gøre sig håb om at optages som ligesindede ganske uanset deres faglige dygtighed Måtte de lade sig behøvle på ret vis, og hvis de kom fra Spanien, Frankrig og England, hvor man f. eks. ikke var geschenkt (ikke anerkendte pligten til at give tærepenge) , måtte de selvfølgelig betale en afgift til kompensation, hvis de ville nyde de fordele, der flød deraf. Ellers måtte de skys som pestbefængte
Vi ved ikke, hvor gammel behøvlingen er. Fra Frankrig har vi fra 1200'erne en slags symbolsk frigørelse hos bagerne ved, at lærlingen slår en potte på muren. Fra Krakow hører vi 1421 om dåb og navngivning af svende. Det ældst bevarede billede af en af ceremonierne stammer fra o. 1500 og findes i en Schembart bog (beskrivelse af fastelavnsoptog) i Nürnberg. Under en tøndebåndsdans, som bødkerne plejede at have dem, trækker en mand, udklædt som doktor, med en vældig tang en narretand ud af munden på ofret, der ligger på en bænk og holdes fast af en djævlefigur. Zünften i Danmark Til Danmark kom behøvlingsskikkene og de andre zünftige ceremonier og skikke som sagt i begyndelsen af 1600'erne på Christian IV's tid. De omtales første gang i snedkerlavet i København o. 1630 - snedkerne synes af en eller anden grund at have været de mest zünftige 1649 sendte Helsingør snedkerlav sin oldermand til Stralsund for af snedkerne der formedelst 31 daler at købe en afskrift af deres lavsartikler og oplysninger om behøvlingen; hermed fulgte stiltiende retten til at udøve denne, og samme år behøvledes en snedkersvend fra Lund som den første i Helsingør. De lav, der havde behøvlingsretten, vågede nidkært derover; det var en begunstigelse, som de nødig gav fra sig. 1662 købte snedkerne i Helsingborg en afskrift af Helsingørslavets artikler, men de blev skammeligt narret, idet de fik Helsingørssnedkernes gamle artikler fra 1603 udenbehøvslingsparagraffen, og da de forsøgte selv at fabrikere en behøvling, blev denne ikke anerkendt noget sted. Da Christianiasnedkerne 1673 bad om en afskrift fra Helsingør, blev dette dem nægtet, og da Stralsundernes originaler brændte 1681, og en mester fra denne by kom til Helsingør for at få en kopi af den afskrift, de selv havde solgt til dem 1640, udleverede snedkerne i Helsingør den først, da han havde fremskaffet en fuldmagt fra snedkerlavet i Stralsund. At det var vigtigt at være behøvlet, ser vi af snedkernes lavsskrå i København 1653; dens § 7 lyder: Når læredrengen har udtjent, »paa det hand paa fremmede steder lige wed fremmede swenne kand ogh maa arbeide, skal hand lade sig behøffle effter den skich som alderrede herudj byen och andre steder brugeligt er. Och naar nogen swend her hid kommer at ville arbeide och icke behøfflet er, och hand 14 dages tid hos en mester haffver arbeidet, daa skal hand anloffve her at lade sig behøffle effter dend maade her brugeligt er. Snedkerne i Århus klagede 1724 over, at de ikke havde behøvlingsret, hvorfor deres egne udlærte drenge ikke blev anerkendt som rigtige, og fremmede svende, der kom til byen, turde højst arbejde 14 dage hos en mester, hvis de ikke ville udsætte sig for straf, når de kom til en fuldzünftig by. Kongen gav dem da behøvlingsret på deres anmodning. Det var >mestrene i Århus der klagede over den manglende ret. Sagen var den, at det ikke mindst var dem, som havde fordele af, at svendene var behøvlede, ellers kunne de ikke få arbejdskraft, og forøvrigt hjalp zünften dem imod frimestrene og deres konkurrence. Som i Århus har det sikkert været flere steder, måske især i mindre byer, at svendelavene var af underordnet karakter og i lommen på mestrene; svendene selv var ikke kraftige nok til at forhindre mestrene i at blande sig i deres forhold. mestre og svende havde jo for øvrigt fælles interesser på mange felter. Vi så også, at det var en mester, der kom fra Stralsund til Helsingør for at få lavsartiklerne 1681. I Århus var det også sådan, at afgifterne for snedkerbehøvlingen gik i mesterlavets kasse og kun de såkaldte kosvantspenge i svendenes (herom senere) . mestrene deltog også ofte i de nyoptagne svendes fester Gesellbier Forbud Fra myndighedernes side kæmpede man bravt mod lavene, der ligesom udgjorde små stater i staten, og ikke mindst mod behøvlingen, som forekom statsmagten, specielt enevælden, urimelig og desuden i strid med religionen. Specielt var dåben og andre formentlige parodier på kirkelige handlinger ilde set. Lavene kunne man dog ikke komme til livs, selv i enevældens tid, og behøvlingen kunne man også kun for en tid undertrykke. Den havde sin berettigelse og lod sig ikke negligere. udlandet så man f. eks. lærlingene. dåb eller Hänseln forbudt i Kursachsen og andre tyske lande 1661. 1674 forbødes det i Brandenburg at døbe lærlingene Heiligen Sacramenten zum Spott, und geistlichen Ministerio zur Beschimpffung«. En politiforordning fra magdeburg 1688 tillod ganske vist selve Loszahlung (erklæring om at lærlingen var udlært) , men kun i nærværelse af en repræsentant fra rådet, og alle liderlige forklædninger og utilstedelige løjer, som man indtil da havde anvendt, var strengt forbudt.
Kilde: http://www.naverneaalborg.dk
Mesteren skulle være ægtefødt, og det samme blev forlangt af lærerdrengen og svenden, som havde god mulighed for at blive mester.Kravet om at være ægtefødt blev også stillet til hustruen. endvidere skulle ansøgeren udføre et mesterstykke. Dette var nødvendigt, da en svendeprøve ikke eksisterede, og prøven var en garanti for den faglige kvalitet.
Efter optagelsen var medlemmet bundet af en ed til strengt at overholde skråens bestemmelser.
Ved overtrædelse af reglerne blev medlemmet straffet med bøder eller i værste fald udstødt af lauget. Blev en mester eller svend udstødt, kunne det betyde økonomisk ruin for ham, og han var henvist til at føre en forhutlet tilværelse sombønhas. (en betegnelse for svende der arbejder illegalt) Bønhaserne var nærmest retsløse overfor laugsmedlemmerne, som jævnligt foretog razziaer for at tilintetgøre bønhaserne værktøj og materialer.
Udenbys mænd kunne ikke få ret til at bruge deres håndværk i Køge, ingen kunne frå borgerskab eller optagelse som lavsbroder, førend han i 3 samfulde år har været Svend i Køge.
Ingen broder måtte leje en andens Svend før"stævnedag"
Ved kongelig bevilling i Maj 1568 blev Mester Heinrick van Oldensell måtte slå sig ned i Køge og bruge sit håndværk som bartskær, sålænge fejden (Syvårskrigen) varede, måtte han være fri for at betale skat, hold og anden borgerlig Tyngde.
Regler efter 1620
Der forlanges intet mesterstykke, men optagelsen kunne ske mod en beskeden afgift til byrådet.
Ingen pris på varerne, uden efter øvrighedens tilladelse.
Intet krav om ægtefødsel.
Fader- og/eller moderløse børn havde fri adgang til en lærerplads. Dette var også gældende for hittebørn.
Svendene måtte ikke rejse i utide, eller arbejde på egen hånd.
Grundloven 1849 bestemte at alle indskrænkninger i den frie adgang til erhverv skulle afskaffes. Det var ensbetydende med luagsvæsenets afskaffelse.
Laugene blev til mesterforeninger.
Kilde: Store heddinges 550 års jubilæumsbog