Forside

Forordningen slår fast, at kun personer, der var udstyret med særlige »Privilegier, Friheder, Laugs- eller Borgerskabs-Breve« havde ret til at sælge varer ved markeder. »Og disse skal, hver Gang de sig saadan Market-Reyse foretage, være forsynede med vedkommende Øvrigheds Pas og Attest, for hvis Rigtighed Øvrigheden som udsteder dem, bør være ansvarlig, og hvorudi udtrykkelig skal være meldt, hvem den med slige Varer Rejsende er, hans fulde Navn og borgerlige Haandtering, efter hvilken Forordning, Privilegium, Rescript eller Laugs-Brev, han til den forehavende Rejse er berettiget, hvilke Varer han med sig fører, hvor og paa hvad Maade han samme maa afhænde, samt hvilken Vej han er tilladt at gaa, som stedse skal være den nærmeste lige Landevej, som mueligt er at tage.«

Desuden bestemmer forordningen, at »saadant Øvrigheds Pas, for hvilket Vedkommende betaler 8 Ski. i Skriverpenge, aldeles ikke tjene mere end til den ene Rejse det lyder paa«. Hvis den rejsende ønskede at drage videre til et andet marked i stedet for at tage hjem, skulle han »lade sig fra hvert Steds Øvrighed ... meddele en nye Attest efter ovenforeskrevne Formular, hvorfor ogsaa betales 8 Ski. Skriver-Penge«. Ved den endelige hjemkomst skulle han så aflevere pas »med de videre ved hvert Market tagne Attester« for derved at godtgøre, at han havde forholdt sig nøjagtigt efter passets forskrift.

Endelig indeholder forordningen en række bestemmelser om retsforfølgning. Det fremgår bl.a., at en omrejsende, der ikke havde gyldig rejsehjemmel eller befandt sig på anden vej end den foreskrevne eller medførte andre varer end dem, som attesten lød på skulle »have forbrudt samtlige medførende Varer, eller sammes Værdie efter deres Udbringende«. Til gengæld skulle angiveren som belønning modtage det beløb, som varerne blev udbragt til ved auktion (dog med et lille fradrag på 6 2/3%). 

1 1775 blev det pålagt de lokale myndigheder at levere årlige indberetninger om retssager vedr. overtrædelse af forordningen. De bevarede lister fra de første år viser, at antallet af sager var yderst begrænset. Dette kan naturligvis ikke tages som udtryk for, at alt »gik efter bogen«, for der er næppe tvivl om, at mange embedsmænd så igennem fingre med småforseelser. Den københavnske børstenbinder Daniel Røthel var i hvert fald tydeligt fornærmet, da han blev anholdt på markedet i Helsingør oktober 1776 og blev idømt en mulkt på 9 rd (som hans medbragte børster, gulvskrubber, pensler og kalkekoste blev vurderet til). Røthel havde glemt sine papirer i København, men han troede dog ikke, at man kunne finde på at antaste ham i Helsingør, når han nu havde besøgt markedet så godt som hvert eneste år siden 1741.

Mens Røthel slap forholdsvis billigt, var det nær gået grueligt galt for Claus Nielsen, da han uden pas og attest solgte humle på markedet i Ringsted i 1781. Ikke nok med, at han blev fradømt sin humle til en værdi af 24 1/2 rd; byfoged Just mente også, at han kunne betragtes som en løsgænger og idømte ham følgelig 2 års arbejde i tugthuset. Stiftamtmanden, der havde til opgave at approbere alle købstadsdomme i »markeds- og omløber-sager«, mente dog, at Just var gået over stregen. Så på hans indstilling gav Kommercekollegiet ordre til, at byfogeden gav den uheldige humlefører friheden tilbage.

En gennemgang af Rentekammerets tilrejselister og markedspasprotokollen fra Skælskør viser da også, at antallet af markedsgæster med pas kunne variere ret så kraftigt fra år til år. Fx var der 240 gæster i Køge i 1784, men kun 179 året efter. De aktuelle vejr- og vejforhold har antagelig spillet en vis rolle for søgningen til i alt fald nogle markeder. En anden faktor er, at der var en vis tradition for, at folk fra samme by tog på markedsrejse sammen. Således kunne en købstad et år pludselig få et stort »rykind« fra en by, som man ellers ikke havde megen markedsforbindelse med.

Hvis der eksisterer en vis positiv korrelation mellem antallet af markedsrejser og den samlede afsætning af varer - og det må man trods alt formode, at der gør - har de sjællandske købstæder som helhed haft et stort handelsbalance underskud på markedshandelen. Dog havde enkelte byer såsom Køge og Næstved langt flere udrejsende end tilrejsende. Det generelle underskud skyldes først og fremmest københavnernes og fynboernes tilstedeværelse. Der var københavnske sælgere i næsten alle sjællandske købstæder, og navnlig i Hillerød, Roskilde og Køge optrådte de i et betragteligt antal. Men også relativt fjerntbeliggende byer såsom Slagelse, Ringsted, Holbæk og Sorø fik i slutningen af 1780'erne 20-30 københavnske markedsbesøg om året.

Mht. skomagere indtager Køge en helt speciel position. Iflg. folketællingen havde byen hele 27 skomagere samt en halv snes skoflækkere . I 1788 optrådte der 26 Køgeskomagere på de sjællandske markeder, og 14 af disse er noteret for mere end 10 ture. I alt blev det til 299 markedsrejser - eller 69% af alle Køge-rejser. Blandt de øvrige Køge-boere var der nemlig (med få undtagelser) ikke tale om nogen særlig rejsetilbøjelighed. Også i 1776 var Køge-skomagerne flittige markedsrejsende, men dog langt fra i samme omfang som i 1788.

Rejseskemaet for en af de mest aktive skomagere, Mathias Ritzau. Som det ses, var omfanget af rejsegodset temmeligt varierende. Det er navnlig påfaldende, at han tog en særlig stor mængde sko med til april- og augustmarkederne i Roskilde og til juni-markedet i Ringsted. Det samme mønster kan iagttages hos en del andre skomagere fra Køge, og når man tæller sammen, bliver billedet meget tydeligt. Til markeder i Store Heddinge blev der bragt omkring 500 par Køge-sko, til markeder i Hillerød, Frederikssund, Slangerup og Præstø lå tallet for det meste på 3-500 til markeder i Sorø og Slagelse på 50-150. Men til junimarkedet i Ringsted og augustmarkedet i Roskilde fragtedes hhv. 965 og 927 par, og påskemarkedet i Roskilde toppede med en forsyning på 1350 par sko fra Køge - samt 211 par støvler, ikke at forglemme. Altså endnu et klart tegn på, at man forventede stor afsætning ved markeder i Roskilde og Ringsted.

Da stiftamtmand Brockenhuus modtog suppliken fra kancelliet, sendte han den - efter almindelig praksis - til udtalelse i de tre nærmeste byer. Bystyrelserne i Næstved og Præstø havde ingen indvendinger, men i Køge stillede man sig på bagbenene. Byens magistrat fremførte, at en betingelse for, at en købstad kunne holde marked var, at den selv havde et »Forraad paa rette Markets Varer til billige Priser«. Dette kunne næppe siges om Store Heddinge, der i så udpræget grad manglende handlende og håndværkere. Og »Kiøbmands Varer kan den formedelst dens Beliggenhed ikke have til saa lette Priser som andre rette Handels-Kiøbstæder«. Byens fornemste næringsbrug havde nemlig indtil nu bestået i en betydelig avl og brændevinsbrænding »ved hvilket sidste den, rettere end Kiøge, kand siges at trække al Nærings-Saften af Stevns Herret til sig for at forvandle den til usunde Vædsker«. Køge-folkene tvivlede da heller ikke på, at det egentlige formål med et marked var at øge omsætningen på brændevin, og det blev i denne sammenhæng bemærket, at ansøgerkredsen mestendels bestod af brændere. Endelig gjorde magistraten gældende, at Køgeborgerne stort set savnede avlsbrug og derfor var henvist til handel og håndværk - og dette gjorde dem særligt sårbare over for et marked i en så nært beliggende by som Store Heddinge.

Efter at have indhentet en supplerende udtalelse fra Holstein (byfogeden erklærede sig nu tilfreds med kun ét årsmarked) afleverede Brockenhuus sin indstilling til kancelliet. Han afviste modstanden fra Køge med en bemærkning om, at når Store Heddinge havde så få varer at byde på, kunne byen umuligt udgøre en trussel mod søkøbstaden. Stiftamtmanden fandt derfor intet til hinder for, at Store Heddinge fik et krammarked i september samt to torvedage. Et par måneder senere konfirmerede Geheimestatsrådet denne afgørelse.

Næste akt i dramaet udspandt sig i 1780. En række håndværksmestre fra Køge ansøgte om, at byen måtte få bevilget et tredie krammarked. Nu var det Holstein's tur til at stejle. Han hævdede, at dette ville blive til stor skade for Store Heddinge, og han tilføjede, at Køge med sin sejlads og handel havde store fordele frem for Store Heddinge. Brockenhuus lod sig endnu en gang overbevise af Holstein, og centraladministrationen fulgte denne indstilling. Ansøgningen fra Køge synes imidlertid at have givet stevnsboerne blod på tanden. De genoplivede det gamle ønske om et ekstrakrammarked og et ugentligt hestemarked i fasten. De hævdede bl.a., at en sådan håndsrækning, ville »forskaffe hertil fleere og bædre Haandværksfolk«.Trods voldsom protest fra Køge fandt ansøgningen tilslutning hos stiftamtmanden, der efter en nøje afvejning af de to byers økonomiske aktiver nåede frem til den konklusion, at ekstra markeder kunne »tiene til en Ligevægt imellem Kiøbstæderne«. D. 22.9.1780 opnåede denne indstilling kongelig godkendelse.

Herefter var der ro omkring de to købstæder i en årrække. Men efterhånden måtte borgerne i Store Heddinge erkende, at to krammarkeder og et hestemarked alligevel ikke løste alle problemer. Og helt galt blev det, da Mikkelsdagsmarkedet i begyndelsen af 1790'erne blev flyttet frem til høstmåneden august. I en supplik fra 1796 forsikrede de eligerede borgere, »at Indvaanerne langt hellere gandske Maae savne det i Augustii Maaned bestemte Marked. End have den Uroe og Sinked fra eget betydelige Avlings Arbeyde, som Samme Medfører uden nogen Fordeel«. Efter flere års brevveksling lykkedes det i 1798 at få flyttet markedet tilbage til slutningen af september.

Næsten samtidig med dette gik Køge-borgernes gamle drøm om et tredie krammarked endelig i opfyldelse. Efter deres eget ønske blev det lagt i maj. Som den vigtigste begrundelse anførte borgerne, at der uden for markedstiderne, og især om foråret, kunne være problemer med at skaffe tilstrækkeligt mange fødevarer til Køge. Borgmesteren supplerede, at det på denne tid af året var nødvendigt at opkøbe fødevarer på landet, ja undertiden også i København.

Den nye byfoged i Store Heddinge havde ingen særlige bemærkninger til denne ansøgning. Også magistraten i Roskilde og byfoged Siersted i Ringsted gav grønt lys for projektet, men byfogedens synspunkter adskiller sig unægtelig fra, hvad vi ellers er vant til blandt købstadsmyndighederne:»Thi saa længe Markeder har Stæd, og ikke af Landboen søges enten hos Kiøbmanden eller Haandværksmanden i Byerne, de Varer, som faldholdes paa Markederne, kand det være det samme hvor mange der bliver bestemt for hver Bye«. Siersted var imidlertid ikke i tvivl om, at markederi almindelighed var til skade. Markedsvarer var jo »gjordte til ringe Priis og følgelig af liden Varighed«. Som følge deraf havde håndværkeren ikke lyst til at fabrikere virkelig godt Arbeyde«. Siersted så derfor meget gerne alle krammarkeder ophævet. Dette ville animere håndværkeren til at arbejde bedre, og så skulle han nok blive besøgt af de omliggende landboere,hævdede byfogeden.

Uroen omkring Kirkerup marked var dog for intet at regne mod det stormvejr, kildemarkedet i Houby (også kaldet Højby) ved Fakse gang på gang røg ud i. I slutningen af juni 1776 modtog Rentekammeret et langt brev fra Hans Hylter, der indtil 1775 havde været birkedommer ved JomfruensEgede birk. Han fortalte, at han de seneste to Skt. Hans-aftener havde været i Houby, hvor der havde været en del kræmmere og håndværkere(især skomagere fra Køge), og der var også blevet udskænket øl og brændevin i store mængder. Ved markedet i 1775 havde han henvendt sig til strandkontrolløren, der havde til opgave at indberette evt. ulovlig handel, men denne havde ikke foretaget sig noget. Ved det nys afholdte marked havde strandkontrolløren slet ikke været tilstede, og Hylter, der nu ikke længere var embedsmand, men privatperson, havde da i bogstavelig forstand »taget loven i egen hånd«. Han var gået hen til Espen Hansen, der var oldermand for skomagerne i Køge, havde forevist ham forordningen og bedt ham vise pas og attest. Men oldermanden svarede blot, »at han Skeed og Skidte baade af Forordningen og mig«. Straks derefter blev Hylter omringet »af en deel Bønder og dito Karle, ja jeg blev og ilde begegnet og medhandlet ud af nogle af dem, med Slag, og Stød til Jorden«,men det lykkedes dog med besvær at slippe bort fra »disse Dievels Mennisker«. »Hvorledes det nu, saa vel med Houbye byes Gaardmænd, der ventelig har taget StadePenge af de ulovlige Handelsmænd ... tillige med foranførte Forbrydere ... skal forholdes, beroer paa De høye og goede Herrer i Rente Cammeret«, men Hylter undlod dog ikke at bemærke, at han forventede at nyde en rimelig belønning for sin indsats.

Brevet passerede i de følgende måneder fra Rentekammeret via Kommercekollegiet, Danske Kancelli, stiftamtmanden og amtmanden til Holstein, der foruden at være byfoged i Store Heddinge også var herredsfoged for Stevns og Fakse herred, under hvilken jurisdiktion Houby hørte. På ordre fra kancelliet foretog herredsfogeden et eksaminationsforhør af en del af de implicerede, deriblandt Hylter og nogle af Køge-skomagerne (dog ikke Espen Hansen). Håndværkerne kunne vanskeligt benægte, at der havde været udsalg af varer, men Køge-skomagerne stillede sig - klogeligt nok - noget skeptisk over for, om oldermanden havde benyttet præcis det ordvalg, som Hylter tillagde ham.

Forhøret blev fremsendt til kancelliet. Her modtog man også et brev fra Hylter, der ikke mente, at sagen var blevet undersøgt til bunds ved et stedfundne forhør. Kancelliet overhørte denne protest. I stedet valgte man en blød - og hurtig og billig - løsning: stiftamtmanden fik forhøret retur med besked om at indberette, »hvorledes De formeene, at de skyldige, for denne Gang, uden videre Action kunde være at ansee«. Knuth fulgte den bløde linie, idet han fremførte, at de skyldige »for største Deel ere fattige Haandværks Folk, som ikke uden Møye og Bekostning maa søge deres bedste Fortieneste ved Markeds-Rejser«. Han foreslog derfor, at de slap med en advarsel. Resultatet blev dog, at de blev idømt bøder på 4-6 mk »efter deres Formue«, men dette kan kun have været en bagatel af værdien af de medbragte varer. Historien melder intet om, hvorvidt Hylter fik sin belønning

Markedsdag

Men tjenestefolkene nød i måske endnu højere grad markedsdagene. 

I både Sverige og Danmark var det almindelig skik, at tyendet havde ret til at holde fri på mindst én markedsdag om året, og for mange tjenestefolk var markedspengene antagelig identisk med den del af lønnen, der blev udbetalt kontant. Markederne gav ungdommen mulighed for at mødes, men en tjenestepige eller -karl kunne også benytte lejligheden til at skaffe sig en ny plads.

Naturligvis kunne markeder også benyttes til at indgå økonomiske aftaler - fx akkorder om korn leverancer fra bonde til købmand. Eller aftaler mellem de handlende i et område om priser ved opkøb af landmandens produkter i det følgende år. Desuden fungerede en del markeder som »arena« for terminsforrretninger. Dette var bl.a. tilfældet i Holbæk, Kliplev og Vestervig. Af langt større betydning var dog Snapstinget, der havde hele Jylland som sit dækningsområde og gang på gang blev centrum for store ejendomshandler, herunder ikke mindst de store godsslagtninger i 1700-årene.

Men det, som markeder nok er allermest kendt for og måske også har tiltrukket flest mennesker (især blandt den lidet købedygtige del af befolkningen) er underholdningen. I 17- og 1800 årene blev gøglere og markedskunstnere betragtet som en uundværlig del af mange markeder, og efterhånden kom de til at spille en langt større rolle end handelsaktiviteterne. De fleste krammarkeder sygnede nemlig hen, da det blev almindeligt med købmandshandel på landet i anden halvdel af 1800-tallet.

Endelig har markederne haft ry som urocentre og samlingssteder for »tvivlsomme eksistenser«, og nogle forskere taler ligefrem om markeder som samfundets sikkerhedsventil - et sted, hvor man kunne få afløb for sine opsparede frustrationer, og hvor alle menneskelige følelser kunne blive tilfredsstillet. Det er bestemt heller ikke vanskeligt at finde kilder om markeds spektakler, og i mange byer blev der etableret særlig politivagt ved markeder. For »Markedsfolk er onde at røre ved«, som en jysk herredsfoged udtrykte det i 1697. Men man kommer let til at overvurdere omfanget af uroen, eftersom kilderne tier, når et marked forløb helt fredsommeligt.