Middelalder ca. år 1050-1536
Middelalderen er den del af danmarkshistorien, der ligger imellem oldtiden og det, der kaldes for nyere tid. I årstal drejer det sig om perioden fra vikingetidens slutning omkring år 1050 og frem til reformationen i år 1536.
Egentlig er det lidt uretfærdigt at kalde 500 års historie for noget, som ligger ind imellem to perioder med egne navne, som om disse var vigtigere end middelalderen. Det er uretfærdigt, for der er tale om en meget spændende og selvfølgelig lige så betydningsfuld tid som århundrederne både før og efter. Uretfærdig er også betegnelsen, den mørke middelalder, som man tillige hører anvendt ret ofte - især af politikere om modpartens meninger. Nej, middelalderen fremstod for den tids mennesker lige så lys og farverig som både tiden før og efter. Middelalderen var kort og godt en lige så broget og farveglad periode som nogen anden i danmarkshistorien. Nyere forskning har bl.a. vist, at de grå og anonyme granit-døbefont, som kendes fra mange af vores kirker i middelalderen var malet med flotte farver.
Faktisk var middelalderen en periode, hvor meget af det, vi tager for givet i dag så dagens lys for første gang. Særdeles synlige er de godt 1.600 kirker, der ligger spredt over det ganske land som historiske hilsner fra den tid. Knap så iøjnefaldende er den opdeling af landet i sogne, herreder og stifter. Tænk blot på det almindelige avisnavn ”stiftstidende”. Disse enheder kan sammen med mange godser og herregårde føres tilbage til middelalderen. Mindst, for måske er eksempelvis herrederne af endnu ældre oprindelse. Afgørende er det, at vi takket være de skriftlige kilder får kendskab til landets administrative forhold, som det også kaldes. Et andet eksempel er vores retssystem, hvis grundlag hviler på lovskrifter fra den tid. ”Jyske lov” er vel den bedst kendte, men der findes også andre.
Middelalderen var også de 500 år, hvor Danmark var et katolsk land. Det religiøse liv, med dets enorme betydning for den tids danskere, blev som udgangspunkt dikteret af paven i Rom. Middelalderen slutter med reformationen, der betegner det opgør med det romersk katolske kirkesyn, der førte til et brud med Rom i 1536. På den vis blev middelalderen også - lidt groft sagt – den tid, der lå imellem en tro på de nordiske guder og en ny tid, hvor den strenge latinsk talende katolske gud blev afløst af en dansktalende kristendom med et mere menneskeligt ansigt. I middelalderen undergik samfundet mange ændringer. I modsætning til oldtidens historie kender vi et utal af de personer, der var med til at forme begivenhederne og dermed styre samfundet i forskellige retninger – på godt og ondt. Ofte hang en krig, en krise, en ny lov, et fæstningsbyggeri og meget andet uløseligt sammen med inden- og udenrigspolitik, magtbegær hos konge, kirke og adel, ønske om forøget indtjening fra sø- og købmænd o.s.v. At redegøre for disse ofte spegede og indviklede forhold ligger uden for denne bogs emne. Her vil vi forsøge at pejle os ind på, hvad middelalderen var for noget samt hvordan det var at leve den gang.
Og imens vi gør det skal vi lige have i baghovedet, at der i udlandet blev opfundet og opdaget i en grad, så verden blev meget større. Ja, ikke bare større, men også rund som en kugle. Søvejen til Indien blev opdaget. Columbus genfandt Amerika i 1492. Johann Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten i 1438. I begyndelsen af 1280-erne blev brillerne opfundet i Italien. Man kunne blive ved, middelalderen var – og er! – en spændende periode af danmarks- og verdenshistorien.
Vi ved meget om livet i middelalderen fra datidens bøger og skrifter, men efterhånden er der også kommet et betydeligt arkæologisk kildemateriale til. Det drejer sig ikke mindst om de ufattelig fundrige affaldslag, der ligger under de af vores byer, hvis historie går tilbage til sen vikingetid og tidlig middelalder.
Desværre er der gået uhyggelig megen viden tabt igennem årene i forbindelse med anlægsarbejder i byerne. En by ændrer konstant udseende. Huse rives ned, nye bygges op. Kældre graves ud og veje føres på kryds og tværs alt efter, hvad der er nemmest for trafikken. I de sidste årtier er man heldigvis blevet opmærksom på den kolossale mængde viden om middelalderen, der stadig ligger gemt i de tykke affaldslag. Defor får arkæologerne nu mulighed for at lave udgravninger hver gang en ny vej, parkeringskælder, s-togsbane eller andre byggeprojekter truer de kostbare kulturlag, som affaldslagene også kaldes med et lidt pænere udtryk.
Middelalderen adskiller sig væsentlig fra den forudgående oldtid ved, at der er en betydelig mængde skriftlige kilder til vores rådighed. Lægebøger, lovskrifter, historiefortællinger, sagaer, regnskaber, religiøse redegørelser o.s.v. De ældste danske bøger med historiske emner stammer fra denne tid.. Den første krønike, som man også kalder disse tidlige historiebøger, blev skrevet i slutningen af 1100-tallet. Bedst kendt er Saxos værk om danernes bedrifter. Det blev afsluttet i begyndelsen af 1200-tallet, og er en meget vigtig kilde til den tidlige danmarkshistorie. Med tiden voksede antallet af skriftlige værker og jo tættere vi kommer på vores tid, jo flere er der selvfølgelig bevaret. Inspirationen til at nedskrive historiske begivenheder og store mænds bedrifter fik man sydfra. Nok især et værk, ”De Hamburgske Ærkebispers Historie og Nordens Beskrivelse”, fra omkring 1070 forfattet af den tyske magister Adam af Bremen. Som titlen antyder, er der viden at hente om Danmark. En hel del endda. Én af Adams kilder er sågar ingen ringere end den danske konge, Svend Estridsen, der regerede fra 1047 til sin død i 1074.
Han beskrives som:
”Danerkongen … som huskede alle barbarernes bedrifter, ret som om de var skreven op”
”Gesta danorum” er den oprindelige titel på Saxos beretning. Det er latin for ”Danernes bedrifter”.
Netop latin var det lærde sprog på den tid - den romersk katolske kirkes sprog, som man bare skulle kunne, hvis man ville lære noget. Især på klostrenes og domkirkernes skrivestuer blev megen ny viden nedskrevet, gamle værker afskrevet og lærdom videregivet. I forbindelse med domkirkerne oprettede man såkaldte latinskoler, hvor kirkens mænd og de kommende sognepræster kunne lære det sprog, som blev benyttet ved gudstjenesterne. De ældste skriftlige kilder er nedfældet i 1100-tallet. Det drejer sig om love, der nok havde været i brug i lang tid – i nogle tilfælde flere århundreder – men aldrig var blevet skrevet ned. Nu lyder lovskrifter ikke som den mest spændende læsning, men det er de faktisk. For de første kan disse gamle håndskrifter været meget smukke med bl.a. små illustrationer. For det andet fortæller de en utrolig masse om samfundet i slutningen af vikingetiden og den tidlige middelalder.
Meningen med love er jo, at mennesker skal have nogle retningslinier at leve sammen med hinanden på. I de gamle lovskrifter får man således viden om, hvad straffen er, hvis ens dyr render ind til naboen og æder løs af afgrøderne. Eller hvad straffen er for tyveri, legemsbeskadigelse og mord. Det er tankevækkende, at eksempelvis den private ejendomsret blev anset for at være mere vigtig en de selve livet. Dødsstraf for tyveri er ikke ualmindelig, mens drab kunne afsones med bøder! På denne vis får vi ikke kun et indtryk af de rent lovmæssige forhold, men også hvilke værdier middelalderens danskere opfattede som værende de vigtigste.
Store ting er sammenblandet med små i de tidlige lovbøger. Finder en bedragen ægtemand sin kone i seng med en elsker, kan ægtemanden ustraffet slå elskeren ihjel. Blot skal han få to mand til at bevidne, at drabet skete, da elskeren blev taget på fersk gerning. Og hvordan forholder en mand sig, hvis han opdager en bisværm: ”Følger en mand sin bisværm i en anden mands indhegnede skov, skal han sige det til den, der ejer skoven, og hver af dem skal have halvdelen af bierne.”
Bogtrykkerkunsten blev opfundet i midten af 1400-tallet, og i 1482 blev de første danske bøger trykt i Odense. Håndskrevne værker blev stadig produceret, men dette gamle håndværk – som ikke mindst blev praktiseret på klostrenes skrivestuer – forsvandt helt i løbet af 1500-tallet. Første bogtrykte værk på dansk blev fremstillet i København i 1495. Sideløbende med, at der i Danmark i slutningen af middelalderen blev trykt bøger i Danmark, var det også muligt at anskaffe sig importerede bøger. Især fra Tyskland, der var langt fremme på dette område. De ældste kogebøger var således med tysk tekst, men det gjorde ikke noget. Brugerne var de kokke, der skulle lave mad til samfundets øverste lag – og her talte man selvfølgelig tysk.
Lovskrifter, historiebøger, religiøse værker, regnskaber, kogebøger med meget mere gjorde det muligt for middelalderens mennesker at fastholde og videregive erfaringer på en ny måde. Nogle af de ting, der blev skrevet ned dengang har ikke kun historisk interesse. Eksempelvis i lovgivningen er der elementer, der kan føres tilbage til middelalderens tidligste love. Dog ville bevis ved såkaldt jernbyrd – d.v.s. at bevise f.eks. uskyld ved at bære gloende jern – ikke finde forståelse i en dansk retssal i dag. Selvfølgelig, og dette barske retselement blev da også afskaffet efterhånden som kanonisk – kirkelig – ret vandt indpas i samfundet. Dette skift på det retslige område fandt sted i løbet af middelalderen og dermed så en ny praksis dagens lys. Denne nye måde at anskue forbrydelse og straf på, dannede grobund for en retspraksis, som vi benytter den dag i dag.
Igennem hele oldtiden byggede man huse af træ og ler. Sten og tegl som byggemateriale havde man i hvert fald i jernalderen kendskab til, fordi kontakterne til Romerriget var udstrakte. Romerne byggede rigtige huse med rigtige tegltage. Meget overtog de danske jernalderfolk fra romerne, men ikke på arkitekturens område. I begyndelsen af middelalderen fortsatte bygmestrene med at benytte de velkendte og igennem årtusinder afprøvede materialer og metoder. Det første brud med den gamle bygningsteknik skete med opførelsen af stenkirkerne i løbet af 1000-tallet og især det efterfølgende århundrede. Inspirationen kom udefra, formentlig ved at benytte udenlandske bygmestre, der bl.a. kendte til teknikken med at fremstille mørtel af brændt kalk. Mørtel var nødvendigt til at binde stenene sammen med.
Husene i byerne og ude på landet blev dog stadig bygget af træ og ler, og forsynet med tækkede tage. Det mest afgørende nye var, da man begyndte at placere huset på et fundament af sten i stedet for et skelet af stolper, der var gravet ned i jorden. Igennem hele oldtiden udgjorde nedgravede stolper husenes bærende element. Ulempen ved dette var, at stolperne rådnede ret hurtigt – måske efter kun 25-30 år. Ved at placere husene på et stenfundament – syldsten, som de kaldes – kunne deres levetid forlænges.
Bortset fra det nye element med at placere husene på syldsten, synes bygningerne på landet ikke at have undergået den store udvikling. Anderledes forholdt det sig i byerne. I middelalderens første par århundreder levede træhusene videre, men med indførelsen af teglbrænding i midten af 1100-tallet skabte nye muligheder. I begyndelsen anvendtes murstene udelukkende til kirkebyggeri, men med tiden bredte skikken sig og resulterede i, at byerne gradvist ændrede udseende. Mode og nye tider spillede selvfølgelig en rolle, men mere vigtigt har det været, at huse opført af sten og mursten og forsynet med tegltag ikke var nær så brandfarlige som gamle, gennemtørre træbygninger tækket med strå.
Bindingsværk blev efter alt at dømme benyttet allerede i vikingetiden. Teknikken udviklede man efter teglbrændingens ankomst ved at skifte lerkliningen imellem bindingsværket – træet – ud med mursten. Dette påbød Christian 2. sågar i en bylov i 1522. Lovens formål var bl.a. at forbedre arkitekturen i købstæderne og dermed gøre dem mere attraktive og tidssvarende i forhold til det øvrige Europa. En god konge, der tænker på sine undersotter i byerne? Tja, måske, men gode forhold i byerne tiltrak også flere handlende, som så igen resulterede i flere skatter og afgifter til kongen. Det var almindeligt at husene lå med gavlene ud mod gaden. Dette kan man stadig se i Flensborg, en af middelalderens mest betydningsfulde danske købsteder.
Kongen og herremændene lod sig hurtigt inspirere af de romanske murstens-kirker. Forsvarsanlæg opført af sten kendes fra den tidligste middelalder, f.eks. det såkaldte Bastrup-tårn ved Farum i Nordsjælland. Men som det var tilfældet med kirkerne, så gav murstenene helt nye muligheder for at lave ikke bare solide tilflugtsborge- og tårne, men også pæne boliger. Valdemar den Store (1157-82) tog murstenen til sig som byggemateriale. Han brugte det ikke bare til sine tre vigtige borge ved Storebælt – i Korsør, på Sprogø og Nyborg, hvoraf dele endnu er bevaret – men også til forstærkning af Dannevirke, grænsen mod Tyskerne, der går fra Slesvig og vestpå. Volden – grænsen – havde selvfølgelig først og fremmest et forsvarsformål, men det gjorde jo ikke noget at man kunne se, at den danske konge benyttede de nyeste byggematerialer og metoder.
Borgene som forsvarsværker hører middelalderen til. Hen imod slutningen var kanonerne blevet så træfsikre og effektive, at de kunne smadre murværk og dermed gøre den traditionelle tilflugtsborg overflødig. Effektive værn imod kanoner var jordvolde, der bare ”slugte” kuglerne som derfor ikke gjorde skade. Kongen og herremændene kunne således i de efterfølgende århundreder nøjes med at tænke på, hvordan deres boliger så ud. Hvordan de ville klare en belejring eller et angreb betød ikke noget, det gjorde kun den måde hvorpå de udstrålede magt og understregede ejerens position i samfundet.
Oldtidens bønder lærte at bygge huse ved at aflure deres kolleger sydligere i Europa. De tidligste stenkirker blev bygget af udenlandske bygmestre, sandsynligvis fra England og Tyskland. Romerrigets teglbrændingsteknik levede i bedste velgående i Norditalien, så her hentede man eksperter da tiden var moden til opførelse af de første murstenskirker.
På det arkitektoniske område har vi således en årtusind lang tradition for at hente inspiration udefra. Middelalderens slutning betød en overgang til noget nyt også på det arkitektoniske område, men ikke en brud med traditionen. Slottet Hesselagergård på Fyn er et godt eksempel på det. I den bygning – opført i 1538 – er bevaret rester af den gamle middelalderlige borg med vægtergang, skydeloft og skydeskår samt voldgrav, mens det ydre er kraftigt inspireret af italiensk byggeskik. Især de flotte afrundede gavle varslede nye tider for magthavernes bolig i Danmark.
Kilde: Odense Museum