Den skånske krig
(1675-1679)
Christian 5. forsøger at tilbageerobre Skånelandene
I Danmark håbede Christian 5., at han kunne generobre Skåne, Blekinge
og Halland, som blev tabt ved Roskildefreden
(1658).
Den 1. september 1675 erklærede Christian 5. krig mod Sverige, og den
29. juni 1676 invaderede han Skåne med en hær på 15.000 mand.
Helsingborg blev indtaget 3.
juli, og den 11. juli faldt Landskrona.
Efter et halvt år havde den danske konge erobret Blekinge, det sydlige
Halland og Skåne på nær Malmø,
som blev forsvaret af fæstningen Malmøhus
Slot.
Støtten fra snaphanerne
Den hurtige danske fremrykning fik mange skåninge til at støtte op om
danskerne. Skåne havde været dansk i 800 år, og langt fra alle var
begejstret for den nye konge, Karl 11. Mange valgte derfor at slutte
sig til de Snaphaner, som
hjalp med at bekæmpe den svenske besættelsesmagt. Danskerne betragtede
dem som frihedskæmpere. Svenskerne betragtede dem som forbrydere, som
blev straffet på den værst tænkelige måde.
Slaget ved Lund
I december 1676 mødtes de danske og svenske hærstyrker ved Lund i et
slag, hvor 8.000
soldater mistede livet. Begge parter hævdede, at de havde sejret.
I de følgende år fortsatte kampene i især Skåne, indtil krigstrætheden
bredte sig i begge lejre. Mod krigens slutning stod Danmark militært
bedst, men som det skete ved fredsaftalen mellem Danmark og Sverige i
1660, var Frankrig bange for at magtbalancen i Øresundsregionen skulle
forskubbes. I 1660 frygtede Frankrig en svensk dominans. Nu, knap 20 år
efter, ønskede Frankrig ikke at forrykke magtbalancen til fordel for
Danmark.
Fred igen
Den skånske krig blev først afsluttet i september 1679. Som følge af
fransk pres måtte Danmark affinde sig med, at fredsaftalen fra 1660
blev genoprettet, og dermed måtte Danmarks konge for tredje gang
underskrive en aftale, hvor han afstod Skåne, Blekinge og Halland til
Sverige.
"Da Christian den Femte vendte tilbage fra den mislykkede skånske krig,
lod han Kronborgs vinduer mod Sundet blænde for ikke at få appetitten
ødelagt ved synet af det tabte. Helt blev de vinduer aldrig genåbnet.
Med Skåne, Halland og Bleking gik en tredjedel af Danmark tabt, og
tabet var så bittert, at der blev stille om Skånelandende. Stilheden
blev til glemsel. Men da vi glemte de østensundske provinser, tog vi
endnu et tab hjem, for samtidig gled de ud af vor historie, at vor
kulturhistorie, og af vor bevidsthed om os selv."
Fra "Danmark i Skåne" af Palle Lauring, 1952 (genoptrykt 1999).
Kilder
- bl.a.: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie (2003). Bind 8: Ved
afgrundens rand 1600-1700, af Benito Scocozza.