Skat i Middelalderen og renæssance 1000 - 1660
Det er kun bønder og borgere, der betaler skat. Adel og kirke er skattefrie.
Højadelen, som består af de rigeste adelsfamilier, har stor magt og indflydelse på statens styre. Den ejer omkring halvdelen af den danske jord og har tilkæmpet sig en lang række arvelige særrettigheder. Een af rettighederne er skattefrihed. Til gengæld gør højadelen krigstjeneste i stort omfang.
Kirkens folk er skattefrie, fordi de forretter gudstjeneste og sjælesorg.
Indirekte bliver de privilegerede dog beskattet, når der opkræves skatter af deres fæstebønder.
I krisetider, f.eks. under krige, epidemier og ved fejlslagen høst, kan de privilegerede adelsmænd, præster, munke og biskopper dog blive pålagt ekstraskatter.
De fattige svarer ikke skat. Til gengæld mangler de en række sociale rettigheder. Normalt regnes man for fattig og dermed socialt udstødt, hvis man blot driver et mindre landbrug uden kornavl. Det er de kornavlende, skatteydende bønder, der optræder som synsmænd eller nævninge på tinge, og kun skatteydere kan deltage i ”ætteboden”, middelalderens gensidige familieforsikring. Først i begyndelsen af 1900-tallet får fattige og ubemidlede stemmeret og bliver skattepligtige.
Skattesnyd
Danmark er et retssamfund, og formodet skattesnyd forfølges på tinge. Regeringen forsøger at opmuntre til at betale skatterne ved at udstede en række trusler mod dem, der ikke betaler.
Hvis fristen for skattebetaling overskrides, kan bønderne blive pålagt at forsyne skatteopkræverne med proviant. Går der længere tid, truer en fordobling af taksten, mens regulær skattenægtelse kan straffes med beslaglæggelse af gården eller fæstebøndernes bohave.
Nathold
Kongen befinder sig konstant på rejse og skal forsørges, hvor han kommer frem. Sker det, at kongen og hans hof kommer forbi, må bønder og borgere samles om at levere de enorme mængder kødmad og anden proviant, der skal til, så længe opholdet varer. Denne skat kaldes ”nathold”.
Forpligtelsen til at ”holde” kongen omfatter aftensmåltidet og hovedmåltidet næste dag. I Kong Valdemars Jordebog fra 1230'erne er der bevaret en opskrift på et ”vinternathold” for to nætter, som åbenbart anses for det normale. Kongehoffets behov er naturligvis forskellige vinter og sommer. Om vinteren skal der også tænkes på foder til hestene, brænde til opvarmning og lys. Jordebogen
oplyser ikke, hvem der yder natholdet, men vi må forestille os et herred eller en by. Indirekte fremgår det, at kongehoffet er særdeles talstærkt.
1230'ernes typiske nathold, beregnet på to døgn, består først og fremmest af 1440 skæpper havre til nathold (en skæppe svarer til en mindre balje). Til brød og øl medgår 240 skæpper rugmel, 240 skæpper hvedemel, 120 skæpper bygmel, 360 skæpper malt og et kvantum pors, den let bitre plante, der anvendes som humlens forgænger. Af kødmad 26 saltede svin, 14 levende svin, 16 saltede okser, 26 saltede får, 360 høns, 180 gæs, 14 tønder smør, 360 oste, 8 tønder sild og 360 tørrede torsk. Desuden et større kvantum peber, kommen og salt samt et stort kontant beløb til at købe frisk fisk for.
Skatter opkræves efter bestemte behov, men formodes ikke at give et overskud, som kongen kan råde over. Derfor indbefatter natholdet lønninger i sølvmønter til en række hofembedsmænd: marsken og drosten, undermarsken og lilledrosten, stormundskænken og lillemundskænken. Et praktisk embede ved kongehoffet har en tendens til at blive en ærespost, hvilket er forklaringen på, at man må ”dublere” med en underordnet embedsmand, der reelt udøver bestillingen. Marsken forestår stalden og hestene, drosten sørger for forplejningen, mundskænken for drikkevarer. Natholdet indbefatter desuden løn til en kapelmester, der forestår det kongelige bedekammer, en tjener, der uddeler lys, en almisseuddeler samt det underordnede personale i fadeburet, kælderen, køkkenet og stalden samt endelig diskesvende og dugesvende. Der skal stilles 100 fade og 400 tallerkner til rådighed, og da man spiser med fingrene, kan der sagtens være flere, der spiser af hver tallerken. Endelig skal dragerne, der slæber tønder og kister, have løn.
Et berømt eksempel på en praktisk anvendelse af natholdet stammer fra 1262, da enkedronning Margrethe Sprænghest besøger Øm kloster i Jylland, ledsaget af kapellaner og hofmænd, løbere og fodfolk samt 1600 ryttere. Abbeden noterer harmdirrende, at det talrige selskab opholdt sig to nætter i Øm ”på vores regning”. Det kan tilføjes, at abbeden utvivlsomt lod regningen gå videre til klostrets fæstebønder. 
Beregning af skat
Skattesystemet er præget af stor enkelthed. Dog søger man at fordele byrden ved at samle skatteyderne i grupper efter princippet "Den rige hjælper den fattige".
Skatterne er nært forbundne med den landgilde, som fæstebønderne betaler, og med de afgifter, der hviler på fiskeri og andre erhverv. Skatter på lønnet arbejde findes ikke. En embedsmand kan altså beholde hele sin løn. Bønderne dyrker jorden i fællesskab, og udbyttet af de enkelte gårde er kendt af alle. Byerne er små, og man lever tæt sammen. Det er let at se, om en købmand har skibe i søen og hvilke varer, han køber og sælger, eller håndværkernes omsætning og levefod. Byerne betaler en fast sum, og borgerne er derfor stærkt opsatte på, at hver betaler efter sin formåen.
Skatter betales i proviant – korn til at bage brød, malt til at brygge øl, slagtekvæg, saltet kød, fjerkræ og æg – som hoffet og hæren ganske bogstaveligt fortærer. Et overskud kan sælges og lægger derved fundamentet til en kassebeholdning, den første kim til statskassen. Kongen foretrækker at få skatterne kontant i guld- og sølvmønter, som er internationalt gangbare og ikke har problemer med holdbarheden - selv om man ellers ikke var sart i middelalderen!
Hvad går skatten til
De to vigtigste skatter i middelalderen er ledingen og natholdet.
Ledingen er en pligt til at gøre krigstjeneste. Den afløses senere af skat i penge og naturalier. Natholdet er en pligt til at forsørge kongen og hans hof under deres rejser rundt omkring i landet.
Ekstraskatter bliver altid udskrevet med ædle påskud såsom forsvar mod rigets fjender eller ærefulde begivenheder som kroningen eller en prinsesses giftermål med en udenlandsk fyrste.
Vokskorn
Et eksempel på, hvordan en beskatning i middelalderen gribes an, udgøres af det såkaldte vokskorn i Århus stift i 1312.
Vokskornet er en meget lille skat, men nok ret typisk. Da man ikke opererer med nogen form for statskasse, må selv de mindste behov dækkes af en særskat eller særlige afgifter. I dette tilfælde belysningen af kirkerne i Århus stift. Vokskornet er i og for sig ikke en ny skat, men nu er det de samme regler, der bliver taget i anvendelse i hele stiftet.
Det nye reglement går ud på at inddele skatteyderne i tre grupper: de større, de mindre og de små skatteydere. Disse grupper skal yde henholdsvis tre, to og en skæppe byg om året.
De større skatteydere defineres: 'hver, der giver kornskyld', altså de fæstebønder, hvis avl er så omfattende, at korn indgår i deres landgilde. De mindre må være bønder, der blot svarer svin, gæs, høns og andet, mens de små skatteydere kaldes inderstfolk – landarbejdere, der er 'indsiddere' på gårdene, men ikke selv driver landbrug af betydning. Det ses, at vokskornet i al sin primitivitet bliver opkrævet på grundlag af skatteydernes formodede indtægt.
Bryllupsskat
Som et eksempel på en af de ekstraordinære skatter, som kræver en parlamentarisk bevilling, kan nævnes den bryllupsskat, der udskrives i 1478 i anledning af tronfølgeren, den senere kong Hans', bryllup.
I skattebrevet, som oplæses på tinge af lensmændene, forklares omhyggeligt formålet med skatten. Tronfølgerens bryllup må nødvendigvis holdes ”med den kost, som Os og Danmarks indbyggere ærligst være kan”. Når det gjælder kongehusets renommé og den nationale prestige, må der ikke spares på omkostningerne, må meningen være. Desuden henvises til præcedens – sådan gik det også for sig under Christian I's forgængere. Christian I appellerer desuden i indsmigrende vendinger til bøndernes velvilje ved at gøre opmærksom på, at han ikke kan ”afstedkomme” de påkrævede bryllupsfestligheder uden deres hjælp. Endelig gør han opmærksom på, at skatten er bevilget af rigsrådet på et møde i Kalundborg i fasten.
Parlamentarisk og forfatningsmæssigt er skatten altså dækket ind. Da skatten udskrives i Jylland, hedder det, at den er skrevet på Sjælland, Fyn, Falster og Lolland ”og allerede dér udgives”. Om Skåne hedder det mere beskedent, at dér er skatten ”tilladt”. Meningen er tydeligt at bortvejre de jyske bønders modvilje ved at gøre opmærksom på, at alle andre allerede er i gang med at yde skatten.
Fristen for bryllupsskatten sættes til Olavs dag den 29. juli 1478, men selv med alle disse gode argumenter sker det, at opkrævningen går trægt. Skatteyderne demonstrerer modvilje eller er simpelthen forarmede. Måske er det i virkeligheden lensmændene, der har smølet. I hvert fald bliver det nødvendigt at udsende rykkere så sent som i oktober, hvor skatten for længst skulle have været indbetalt. Heller ikke her lægges der skjul på formålet. Der sker det uheldige, at det talstærke og fornemme bryllupsselskab bliver opholdt af modvind på Storebælt og derfor ikke kan rejse hjem. Den 3. oktober sender Christian I fra Antvorskov kloster et nødråb til alle lensmænd, hvor han beordrer skatten tilsendt i kontante penge, ”at vi hende straks må udfange”. Kongen har hårdt brug for pengene ”til sådan svar kost og tæring, som Vi nu have holdt og endnu holde her med disse fremmede herrer og fyrster”. Kongen understreger, at bryllupsgæsterne medbringer et stort følge og ”ej kan over komme for genbør”. Christian I har dog sikkert forstået at underholde sine gæster med jagtudflugter i Antvorskovs skovrige omgivelser.
Enevælde 1660 - 1848
I 1660 blev enevælden indført ved et statskub. Landet var lagt i ruiner efter krigen. Kongen indkaldte stænderne for at rette op på landets økonomi.
Den enevældige monark Ludvig den 14. sagde ” Staten, det er mig”. Kortere kan enevælde ikke beskrives!
Hvem betaler skat
I takt med borgernes voksende selvbevidsthed og deres utilfredshed med adelen indføres arvekongedømme, hvor kongetronen går i arv til sønnen. Al magten ligger nu hos kongen. Den bruges bl.a. til at bestemme, at alle undtagen kongehuset og kirken skal betale skat.
Kirken er en del af lokalsamfundet, og ejer selvstændig jord, som præsten dyrker. Det gør kirken selvhjulpen.
Ligesom kirken har sine jorde, har landmilitæret sine ryttergodser, hvor folk og heste holdes i beredskab. Også de er næsten selvhjulpne.
Skattesnyd
Skattesnyd kan straffes ved, at snyderen bliver sat til at udføre mere af det arbejde, som i forvejen fungerer som skattebetaling, f.eks. gravning af grøfter, anlæggelse af veje eller tømning af lokummer. Straffen kan også være korporlig f.eks. gabestok, tæsk eller anden ydmygelse på byens torv.
Hvis nogen ikke vil betale og ligefrem truer kongens embedsmænd med våben, kan der idømmes helt op til dødsstraf.
Er man ikke i stand til at betale, kan der foretages ud-pantning. Den er dog ikke så voldsom, at folk må gå fra hus og hjem. Det er nemlig bestemt, at man ikke kan miste sit erhverv på grund af manglende skattebetaling.
Gespenstet i Hasseris
I året 1781 kommer bestemmelserne om ophævelse af det gamle system, hvor jorden dyrkes i fællesskab og stavnsbåndet bliver ophævet.
Jorden skal fordeles på en ny måde, og fordelingen har betydning for hvor meget, den enkelte jordejer skal betale i skat. Det bliver overladt til landinspektører og landmålere at klare denne opgave, men bestemt ikke til almindelig tilfredshed.
Landmåleren, der står for arbejdet ved Hasseris, vest for Aalborg, får et utal af klager. Det hjælper dog ikke; beboerne må lære at leve med den jord, de nu engang har fået tildelt.
Men landmåleren bliver ikke glemt. Da han dør, udøses så mange forbandelser over ham, at han ikke finder fred i sin grav. Om natten må han stå op af graven og slæbe rundt på sin lange tunge jernkæde, mens hans kontrollerer sine gamle opmålinger mellem Gammel Hasseris og Sophiendal.
Hvem bestemmer skatten
Til forskel fra middelalderen bestemmer kongen nu suverænt hvor meget, der skal betales i skat, og hvordan den skal beregnes.
Skatten bliver opkrævet af de kongelige amtsstuer én gang om året, og alt foregår i fuld offentlighed.
Naturalierne, som skatten består af, bliver opmagasineret i kongens ladegårde, og derfra uddelt til konge, hær og flåde, eller solgt til udlandet for guld og sølv.
Skattesnyd
Opmåling af jorden og undersøgelse af dens kvalitet sker i nærvær af det lille samfunds beboere. Alle ved hvad naboen takseres til, og det er derfor vanskeligt at snyde. Selv afleveringen af skatten til kongens amtsforvalter foregår samlet. Dog prøver nogen at fylde sten i kornsækkene eller levere dårlige eller fordærvede varer.
I byerne, hvor også tvangsarbejde er en del af skatten, forsøger man at snyde ved at slippe lettest muligt om ved arbejdet.
Snyderi med consumptionen (en afgift på varer, der føres fra land ind i byerne) sker ved, at bønder eller byboere forsøger at indføre varer i det skjulte.
Overdådighedsskat
Pest og krig raser da Hans Majestæt Kong Frederik den Fjerde i 1710 finder anledning til at udskrive nye skatter. København, som ellers er undtaget for de almindelige skatter, bliver pålagt at udrede 3% af byens grundtakster til militærets brug. Derudover udskrives en "overdådighedsskat".
Der skal nu betales for lukkede karosser og vogne, og landets fornemmeste personer, som jo nok også er dem, der ejer kareterne, må betale 4 rigsdaler for at bære tidens modelune, parykken. Andre mere almindelige mennesker må alt efter deres plads i hierakiet betale mellem 1 og 3 rigsdaler, hvis de vil følge modens påbud. Hvis en datter eller en hustru ønsker at bære paryk, er det manden, der må punge ud.
De tjenende ånder i form af karle og piger skal derimod betale 1/6 af deres løn for at bære det kunstige hår. Dette beløb skal i øvrigt indeholdes i deres løn af arbejdsgiveren.
For at sørge for den korrekte opkrævning af disse skatter må alle udfylde en selvangivelse.
Hvordan beregnes skatten?
Det er jorden, der som det vigtigste aktiv danner grundlag for beregningen af Hartkornsskatten. Den betales af alle undtagen bybefolkningen.
De, der bor i byerne (håndværkere, embedsmænd, handlende), betaler ikke skat til kongen, men til lokalsamfundet. Her er skatte-grundlaget opgjort efter hvor mange vinduer eller ildsteder, der er i deres hus, og hvor i byen, det ligger.
Foruden penge og naturalier kan skatten bestå af pligt- eller tvangsarbejde, såsom militærtjeneste, anlæggelse og vedligeholdelse af veje og tømning af lokummer.
Indtil år 1851 må købstædernes indbyggere betale den særlige consumption, en slags afgift som betales af alle varer, der føres fra landet ind i byerne. Betalingen sker kontant ved byporten. Når bonden sælger sine varer på torvet, lægger han consumptionen oven i prisen.
Hvad går skatten til?
Som i middelalder og renæssance er formålet med skatten først og fremmest at skaffe penge til kongen, hoffet, den statslige administration og ikke mindst rigets forsvar.
Men nye opgaver trænger sig på. Efterhånden som kirkens indflydelse mindskes, overtager kongemagten ansvaret for undervisning, forsørgelse af de fattige og helbredelsen af de syge.
For første gang kan borgerne se skatten gå til andet end kongens underhold og landets forsvar. Her dannes grundlaget for det sociale islæt i skatten.
Marchpenge
Militæret har altid taget en betydelig del af de danske skatter. Den stående hær havde sine ryttergodser til landmilitærets underhold i fredstid, og adelen skulle stille med et antal soldater og officerer.
Under enevælden skal et antal unge bønder ved siden af deres egentlige arbejde møde frem til årlige eksercitser, hvor de lærer at skyde med gevær. Disse sessioner er langt fra hjemmet, og det kan tage flere dage at nå frem. Derfor får de rejsepenge, som i 1788 fastsættes til 1 mark dagligt. Pengene er en del af hartkornsskatterne.
Demokrati 1848 -
Hvem betaler skat
Alle – på nær Kongehuset – har pligt til at betale skat.
Kirken tilhører stadig lokalsamfundet og betaler ikke skat. Men nu bliver driften af kirken gradvist overdraget til staten, og en særlig kirkeskat bliver indført.
Selvom kvinder også begynder at tjene penge, er det i lang tid kun manden i familien, der bliver opkrævet skat. Først i 1983 bliver en gift kvinde regnet som selvstændigt individ, rent skattemæssigt. Hvad er straffen for skattesnyd?
Skattesnyd
Straffen for skattesnyd er ikke længere strafarbejde eller korporlig straf, men pantsætning af ejendele, bøder og i alvorlige tilfælde fængselsstraf.
Straframmen bliver fastsat af Landsting og Folketing, og straffen bliver bestemt af domstolene.
Hvem bestemmer skatten?
Landstinget og Folketinget bestemmer skatternes størrelse ved den årlige finanslov. I modsætning til tidligere har borgerne nu en – om end indirekte – indflydelse på, hvor stor skatten skal være, og hvad, den skal gå til.
Skatten bliver fra 1903 opkrævet via en selvangivelse og indbetalt i penge
Hvordan kan man snyde i skat?
I forbindelse med den store skattereform i 1903 indføres selvangivelsen. Det er nu borgeren selv, der skal oplyse, hvor meget han tjener og ejer.
Samtidig er det blevet mere usynligt for alle og enhver, at se hvad den enkelte tjener og ejer. Efter at rodekontoret nedlægges, er det også blevet umuligt at se, hvad den enkelte betaler i skat. Det er derfor blevet lettere at snyde.
For at mindske skattesnyderiet indføres oplysningspligten og regler om dokumentation. I modsætning til tidligere har borgeren nu en pligt til at oplyse og dokumentere sin indkomst mv. Samtidig har de, der udbetaler løn mv., pligt til at oplyse, hvor meget de udbetaler til den enkelte.
Peter Hansen
Peter Hansen er arbejdsmand og bor på Vesterbro i København. Peter blev født på en gård i Jylland, men under landbrugskrisen i 1880’erne kunne afkastet af jorden ikke klare forsørgelsen af Peter og hans 11 søskende.
Nogle af hans søskende er udvandret til Amerika, men Peter er flyttet til København sammen med sin barndomskæreste Kathrine. Her har de fundet husly i en af de mange spekulationsboliger, der er opført til de mange nye industriarbejdere.
Peter arbejder på en hesteskofabrik på Nørrebro, og Kathrine gør rent på et kontor. Den ældste af drengene på 13 år har en budplads hos købmanden efter skoletid.
I 1903 bliver det bestemt, at alle skal betale skat af indtægt og formue. Formue har familie Hansen ikke noget af, men indtægter har de da, både Peter, Kathrine og den ældste dreng. Men det er kun Peter, der skal udfylde selvangivelse; hele hustandens indtægt registreres nemlig i hans navn.
Peter synes, han betaler for meget i skat, selv om han ikke betaler mere end de, der står nævnt i avisen. Her kan man nemlig læse hvor meget, de rigeste betaler i skat. Samtidig har Peter lagt mærke til, at hans nabo har flere penge mellem hænderne. Han beslutter sig derfor til at gå på Rodekontoret for at klage. Dér kan han nemlig også se, hvor meget hans nabo i grunden har opgivet til skattevæsenet og hvor meget, han betaler i skat.
På Rodekontoret finder Peter ud af, at han faktisk betaler for meget i skat. Han har nemlig glemt at skrive et af hans 7 børn på selvangivelsen, så hidtil er han gået glip af et fradrag på 100 kr. Naboens indtægt er der ikke noget at sige til; han kan åbenbart holde bedre styr på sine penge, end Peter kan.
Hvordan beregnes skatten?
Med den store skattereform i 1903 afløses hartkornsskatten af skat på indtægter, formuer og fast ejendom. For at gøre det muligt at lave en central og retfærdig skatteberegning indføres samtidig selvangivelsen.
Der er brug for stadig flere penge i statskassen p.g.a. samfundets udvikling. Befolkningstallet stiger betydeligt i denne periode, og folkevandring fra land til by medfører et større behov for skoler, hospitaler og sociale foranstaltninger. Alt sammen betyder det større udgifter for det offentlige.
Som supplement til den direkte skat, indføres derfor nye afgifter på varer som brændevin, tekstiler, sukker og tobak. I 1962 indføres OMS’en, en omsætningsafgift på varer. Den bliver senere til momsen - den mest indtægtsgivende afgift hidtil.
Tidligere tiders tvangsarbejde, såsom militærtjeneste, bliver ophævet i 1903. Dog er der stadig værnepligten tilbage.
Hvad går skatten til?
I takt med industrialiseringen og landbrugets omlæggelse, vokser behovet for en central styring. Opgaver, som tidligere blev løst lokalt, bliver nu lagt over på det offentliges skuldre f.eks. infrastruktur (veje, jernbaner mv.), energi (vand, varme, el) og kommunikation (post, telefon osv.).
Også opgaver, som familien eller lokalsamfundet tidligere tog sig af, f.eks. hjælp til ældre, syge, arbejdsløse og andre svagt stillede, bliver til en samfundsopgave.
Udover at skaffe penge til statens udgifter, tjener skatten nu også andre formål, nemlig at regulere samfundsøkonomien, udjævne indkomstfordelingen og påvirke forbruget.
I 1896 begynder politikerne at sætte ord på en ny meget omfattende og revolutionerende skattereform, som vil komme til at betyde store ændringer for alle. Men da det kommer på tale, at brandbeskatte brændevin – en skat, som kun er en detalje i reformen – bliver der stor opstandelse, og reformen må skrinlægges.
Først 7 år senere, i 1903, har vandene lagt sig, og den hårdt tiltrængte skatterefom kan vedtages
Kilde: unge Told og Skat