Retur


Søslag Køge Bugt



soslag Søslag 1677

Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677
Niels Juel havde lagt sig i en linie mellem Stevns og Falsterbo med 24 orlogsskibe. Her havde han størst manøvrefrihed og kunne også udnytte kendskabet til det trange farvand. Han havde underretninger om, at generaladmiral Tromp nærmede sig danske farvande med en hollandsk flåde nordfra. I hele juni lå man og kompletterede udrustningen, samtidig med at krydsere var udsendt for at følge de svenske flådebevægelser. Den 24. juni lå svenskerne til ankers ved Møen og danskerne ved Stevns. Den 30. juni fik flåderne føling med hinanden, og dagen efter stod så slaget i Køge Bugt, hvor på den ene side, svenskerne havde 18 orlogsskibe, 12 fregatter, 6 brandere og 11 mindre skibe og på den anden side danskerne 16 orlogsskibe, 9 fregatter, 2 brandere og 7 mindre skibe. Sammenlagt kunne svenskerne mønstre 1624 kanoner og 9200 mand mod danskernes 1422 kanoner og 6700 mand. Slaget i Køge Bugt blev kulminationen til søs i den Skånske Krig.

Fra halvseks om morgenen den 1. juli og ti timer frem var de to flåder i løbende fægtning med hinanden. Resultatet blev en overlegen dansk sejr, hvor svenskerne om eftermiddagen blev tvunget til retræte ind i Østersøen efter at have mistet 8 orlogsskibe. Hollænderne nåede aldrig frem til kamppladsen, og med sejren vandt Niels Juel international berømmelse. Den betød også, at afhægigheden af hollænderne blev brudt. Flåden havde genvundet selvtilliden, der havde fået et alvorligt knæk ved svenskernes store sejr i slaget ved Femern i oktober 1644.
I de sidste år af Skånske Krig var den danske flåde enerådende i Østersøen, men dens fremgange kunne ikke opveje de tab landhæren var blevet udsat for i Skåne. Fredsslutningen i Lund og senere Fontainebleau blev dikteret af Frankrig, og grænserne forblev uændrede. For Sverige betød krigen en ændring af flådens basisområde. Man indså, at det var strategisk vigtigt at være nærmere Danmark og anlagde derfor en ny flådehavn, Karlskrona, i Blekinges østre skærgård. Under Niels Juels dygtige ledelse forbedredes flådens administration og uddannelse, bl.a. bestræbte han sig på at nationalisere officerskorpset. Også flådens værft i København blev fornyet, idet anlægget på Bremerholm var blevet for lille. Københavns havn blev udviddet mod nord og Nyholm anlagt på Refshalen øst for flådens leje. Det første skib, der blev bygget på Nyholm, var orlogsskibet Dannebroge i 1692. I ledelsen for skibsbyggeriet stod nu dygtige mænd som Henrik Span og Ole Judichaer, den sidste med titel af fabrikmester.

skib

En af Orlogsmuseets ældste modeller er et orlogsskib fra Niels Juels tid. Modellen er øjensynligt bygget som kirkeskibsmodel uden realistiske skrogproportioner. Rigningen er original 1600-tal med hampesejl og minutiøst udførte detaljer. Modellen er forbillede for Orlogsmuseets logo. Flåden havde i denne periode foruden værfter i København mindre baser i Glückstadt og Christiansand, og i 1684 blev Ertholmene NØ for Bornholm indrettet til flådens støttepunkt under navnet Christiansø.


Efter Niels Juels død i 1697 overdroges ledelsen til den kun 19-årige Ulrik Christian Gyldenløve, der var uægte søn af Christian V. Flåden var i god stand og blev år 1700 udrustet til fuld styrke, så den kunne sættes ind mod Sverige i den nys indledte krig. Den nye konge, Frederik IV, stod i Holsten med hæren, og man havde tillid til, at flåden beherskede havet. Man havde dog ikke regnet med at Sveriges allierede, Holland og England, skulle komme til Sundet med hver sin flåde og desuden forene sig med en svensk flåde, der uhindret gik igennem Flinterenden og sluttede sig til de allierede syd for Hven.

Den unge og energiske Karl XII havde i sommermånederne samlet en hær i Skåne, og i ly af de allierede flåder overførtes den til Humlebæk, medens Gyldenløve lå med den danske flåde uvirksom ved København, afskåret fra at kunne gribe ind mod overmagten. Pludselig stod Danmark atter i en faretruende situation, der påmindede om Københavns belejring i 1658. I slutningen af juli udsattes byen for et bombardement fra søsiden af de engelske, hollandske og svenske flåder, dog uden mærkbart resultat. Ved den svenske hærs invasion på Sjælland tog stormagternes betænkelighed ved situationen atter overhånd, og som i 1659 så man nødigt begge sider af Sundet behersket af samme stat. En fred blev nærmest dikteret og sluttet den 18. august, hvorved Danmark blev tvunget ud af et forbund med Rusland og Polen samt måtte anerkende hertugen af Holsten - Gottorps rettigheder. Den svenske hær blev atter ført til Skåne under allieret beskyttelse. I denne krig havde flåden med en mere offensiv strategi kunnet hindre denne prekære situation, men flådens ledelse handlede, som den gjorde, på højeste ordre. Der gik nu nogle år, før man igen anså det for opportunt at træde ind i krigen mod Sverige, atter med håb om at tilbageerobre de skånske provinser. I forbund med Rusland og Polen blev der erklæret Sverige krig i 1707. Flåden var ved krigens begyndelse på 41 orlogsskibe, 13 fregatter og 11 mindre skibe, noget mindre end den samtidige svenske flåde. Ingen andre magter ved Østersøen besad orlogsflåder på dette tidspunkt.
Kilde: Orlogsmuseet

1710 Den 5. Oktober fandt der et voldsomt søslag sted i Køge Bugt mod overlegne svenske styrker. Linieskibet "Dannebrog" under ledelse af Ivar Huitfeldt,
kom i brand, men i stedet for at slukke ilden lod Ivar Huitfeldt skibet sejle ind mellem de svenske eskadrer, hvor "Dannebrog" sprang i luften
og derved vendte slaget til danskernes fordel. Der blev til Køge indbragt 253 syge og kvæstede matroser og 88 soldater.
Disse indkvarteredes "nederst ved Stranden". Af disse døde de 29 inden resten videreførtes til Københavns Kvæsthus.