Retur

Borgervæbningerne var i 1500-tallet og det meste af 1600-tallet faste institutioner i købstæderne, men de havde ikke fælles reglementer eller udskrivningsforhold, og de blev primært aktiveret i forbindelse med akutte militære trusler. Det tætteste, man kom på en borgervæbningslov, var Christian 4.s forordning fra 2. august 1598. Vel var der ingen aktuel fare for landet, skrev kongen, men for “al forefaldende lejligheds skyld” skulle borgerne i købstæderne nu være tilbørligt udrustede. Lensmændene blev pålagt straks at sammenkalde borgerne og pålægge dem at have våben og udstyr, som de “af yderste formue” kunne afstedkomme, og uden at det blev set gennem fingre med nogen. Organisationen blev ikke overladt til det lokale initiativ, men skulle efter direktiv være således, at der for hver hundrede mand var 60 skytter med stormhue, 20 med lange spidser og fuld rustning og 20 med hellebarder. Herefter skulle lensmændene inden Mikkelsdag indsende en fortegnelse til kancelliet og opgøre, hvad der manglede af våben. De forsømmelige borgere skulle inden påske skaffe penge til anskaffelsen heraf, idet kongen lod meddele, at han havde bestilt våbnene i udlandet til snarlig levering. Der var tydeligvis ud fra våbnenes art at dømme tale om forsvarsstyrker, men borgerne skulle være klar over, at kongen også kunne bede dem om at drage i felten.

1598-loven gled imidlertid i glemmebogen, og fremme i 1700-tallet var borgervæbningerne kun obligatoriske for så vidt, at de blev nævnt i forskellige love om brandvæsenet. Alligevel fandtes de mange steder, ofte i tæt forbindelse med brandkorpsene, men ellers var de først og fremmest paradekorps, der deltog i borgerskabets kongehyldest – og afstivede deres selvforståelse med farvestrålende uniformer, blanke våben og flotte ekvipager.

I 1801 blev borgervæbningerne indrettet med to afdelinger: 1. afdeling for de egentlige borgere med borgerskab og 2. afdeling for unge mænd uden borgerskab. 1. afdeling skulle holde ro og orden i købstæderne, mens 2. afdeling var ment som den operative enhed, der skulle indsættes i kamp mod fjenden. Efter få år blev de første afdelinger rundt om i landet nedlagt, og i 1822 forsvandt de fleste 2. afdelinger og bestod kun i de største byer og enkelte andre steder. I de næste årtier forsvandt borgervæbningerne i andre byer, men de blev opretholdt i de største byer indtil 1870, hvor de sidste blev ophævet. Dog var det almindeligt fra 1830’erne og frem, at de nedlagte borgervæbninger blev til ordens- eller politikorps eller blev indlemmet i brandkorpsene med mand og materialer. I 1848 var der desuden flere byer, der enten gendannede deres borgervæbning eller oprustede dem, ikke mindst i Slesvig, men også nogle steder i kongeriget.

Perioden 1800 - 1805

Den danske Hær var i de sidste Aar af den foregaaende Periode traadt fuldstændig i Skygge for Marinen, der efter Overenskomsten af 28. Marts 1794 mellem Sverrig og Danmark-Norge efterhaanden var bleven kaldet til at spille en mere fremtrædende og politisk Rolle som Beskytter af Landets store Handelsflaade. De kontraherende Parter havde nemlig forpligtet sig til hver at holde en Eskadre paa 8 Orlogsskibe krydsende i Vesterhavet og Skagerak for at øve Repressalier overfor Nationer, der opbragte svenske eller dansk-norske Handelsskibe. Dette System gav Anledning til idelige Rivninger med England og Frankrig, og da den danske Regering gik over til at lade Landets Handelsskibe konvojere af Krigsskibe, førte dette til et Sammenstød med England. Den 25. Juli 1800 blev Fregatten »Freia« under Kaptajn Krabbe overfalden i Kanalen af 4 engelske Fregatter og trods tapper Modstand opbragt tillige med den Handelsflaade, den ledsagede. Efterretningen om denne Begivenhed kom til Kjøbenhavn i Begyndelsen af August og foranledigede, at Regeringen lod sine hjemmeværende Orlogsskibe udruste og Kystbefæstningerne sætte i Forsvarsstand. Rustningerne berørte ogsaa Armèen, da Kongen den 17. August bl.a. befalede, at Kronborg Fæstning skulde forstærkes med 2 Infanteriregimenter, et Artilleridetachement og en Husareskadron (Hørsholm), og den 22. s. M., at 1. Eskadron (Hillerød) skulde sende et Kommando paa 1 Officer, 2 Underofficerer og 24 beredne Husarer til Frederiksværk. I Hertugdømmerne blev Frifolkene indkaldte til Møde ved deres Afdelinger, som indkvarteredes i Lokaliteter, hvor Overrumpling kunde befrygtes. 

6. Husareskadron maatte sende et Detachement til Fæstningen Rendsborg. Den 29. August blev der mellem England og Danmark sluttet en Overenskomst, ifølge hvilken Danmark fik de opbragte Skibe tilbage imod at forpligte sig til foreløbig ikke at lade Handelsskibe konvojere. Men der indtraadte ikke derved roligere Forhold, især da Danmark i Begyndelsen af januar 1801 sluttede et bevæbnet Neutralitetsforbund med Sverrig, Rusland og Preussen. Dette maatte medføre et nyt Brud med England og i særlig Grad gaa ud over Danmark, der med sin udsatte Beliggenhed og sit som altid ufuldkomne Hærvæsen ikke kunde undgaa at ligge under for en vel forberedt og kraftig gennemført Aktion. Overenskomsten gik ud paa, at England skulde holdes borte fra alle Havne og Indløb og fra Østersøen, der blev erklæret for et lukket Hav. I den Anledning var der truffet følgende Foranstaltninger. 

Fra det nordlige Norge gik Kystbevogtningen langs Landets Kyst til Sverrig og ad dettes Kyst til Øresund videre om Sjællands og Fyens Nordkyster til Jylland og rundt om Halvøens Kyst ned til Elben, hvorfra Preussen bevogtede Kyststrækningen indtil Holland. Ved Sydgrænsen mellem Hamborg og Lübeck laa Prins Carl af Hessen med Hertugdømmernes samlede Hærstyrke. Sverrig og Rusland forberedte sig til at assistere den danske Flaade med deres Krigsskibe, men desværre brød Isen i Østersøen senere op end i Danmarks Farvande. Heraf benyttede den engelske Flaade sig.

For Husarregimentets sjællandske Styrke var der efter August 1800 indtraadt rolige Forhold igen, men den 11. Marts 1801 fik samtlige Eskadroner Ordre til snarest at indkalde Frifolkene. 1 Officer, 2 Underofficerer og 20 Husarer blev samtidig befalede til Kronborg, og herfra oprettede Kronprinsen en Meldeforbindelse med Kjøbenhavn ved at lade Husarregimentet udstille Relaisposter i Niverød, Hørsholm, Lyngby og Slotskroen ved Frederiksberg Slot. Den 17. Marts blev et Kommando, bestaaende af 1 Officer, 2 Underofficerer og 24 beredne Husarer, sendt til Frederiksværk. Den 21. s. M. fik 4. Eskadron (Roskilde), hvis Hestebestand da var angreben af Snive, Ordre til at rykke til et Kantonnement i Taarnby og Hollænderbyen paa Amager, 3. Eskadron (Hørsholm) til et Kantonnement om Jægersborg, Skovshoved og Ordrup, og 1. Eskadron (Hillerød) til et Kantonnement i Humlebæk og Hellebæk. 5. og 7. Eskadron skulde blive i deres Garnisoner, Kjøbenhavn og Kjøge.

Samtlige Eskadroner var underlagte de paa de forskellige Steder udlagte Infanteriafdelinger og blev anvendte til Afpatrouillering og Bevogtning af Kysterne. At der var Alvor i Situationen ses af Regimentets Befaling, som anordnede Bagbeslag¹⁵ for alle Heste, skarpe Patroner, »nye og gode Stene til Armaturerne og et Par i Reserve« samt slebne Sabler.

Ankomsten af en stor engelsk Flaade var allerede midt i Marts meldt til Kronprinsen, og Efterretningen havde bredt sig i Befolkningen og i Hær og Flaade. Stemningen var imidlertid ingenlunde trykket deraf, tvertimod var den fortrinlig. »Alting var fuldt af Mod, ikke et nedslaaet Ansigt«. Den patriotiske Begejstring, som greb hele Nationen, spores i Parol og Feltraab, som Kronprinsen udgav i de Dage:

31. Marts: Danmark - Æren.
1. April: Fædrelandet - Kjøbenhavn.
2. - Norge - Christian.
3. - Danmark - Æren.
4. - Norge - Caroline.

Efter den engelske Flaades Indsejling i Sundet havde Kronprinsen overtaget Kommandoen over Hær og Flaade, og den 28. Marts udstedte han i eget Navn den første af de talrige Parolbefalinger, som er saa karakteristiske for ham og saa oplysende for Eftertiden. Befalingen af 29. Marts lyder saaledes:

"Paa Amager ligger Ranssaus Husareskadron, en Bataillon let Infanteri og to 3. Pd.s. Kanoner. Kanonerne er placerede i Dragør, og Bataillonen har udposter rundt om hele Øen, som skal observere, naar noget fjenstligt lander, og da repliere sig paa deres Feltvagter, som efter omstændighederne enten opholder Fjenden eller trækker sig til en af Harthausen opgiven Samlingsplads, hvorfra de søger at attakere Fjenden. De maa altid søge, at deres Retraite til Fæstningen ej bliver dem afskaaren.
I Kjøge ligger Bosniak-eskadronen, som patrouillerer og observerer Strandkanten ned mod Præstø og fra Kjøge op mod Kjøbenhavn.
General Castenschiolds Regiment ligger i Roskilde og har Detachement i Holbæk; dette Regiments Pligt er at observere og patrouillere Issefjorden og Roskildefjord.
Frederiksværk er besat med den derværende Landmilice, dets Kanoner og desuden 1 Officer og 24 Husarer.
Grev Schacks Jægerkorps med 4 Kanoner, 1 Officer og 24 Husarer staar med venstre Fløj til Hellebæk langs Kysten ned til Helsingør, den højre Fløj, staar ved Snekkersten langs ad Kysten ned til Helsingør. Det har Ordre at observere, om fjendtlig Landgang i denne Egn skulle ske, da straks at berette Kommandanten paa Kronborg det og siden harcellere og forurolige Fjenden på alle mulige Maader, men skulle det nødes til Retraite, da sker det ind i Frederiksborg og Fredensborg Dyrehave, men paa ingen Maade til Kronborg.
Flindts Eskadron ligger i Stederne til højre og venstre af Humlebæk og patrouillerer denne Kyst. Oberstløjtnant Roepstorff med sin Bataillon og 2 Kanoner samt Engelsteds Husareskadron er posteret saaledes: et Kompagni paa Østerbro, et Kompagni i Husene paa Strandvejen, saasom Tuborg osv., tvende Kompagnier ligger i Øjentofte, som udsætter en Piket ved de to Kanoner, som staar ved Konstantia Bro. Hin Side denne Bro til Taarbæk patrouillerer Husarerne. Skulle dette Korps retirere, sker det til Kjøbenhavn. Paa gamle Kalkbrænderi er en Piket af Kjøbenhavns Garnison, som afløses daglig.
Garden til Hest udsender Patrouiller ud af Ryssenstens Kykkenkurv langs Kysten, som i forening med Patrouillerne af Bülows Eskadron patrouiller til Flaskekroen saa vel som Frederiksberg og alle tæt om Byen liggende Veje og Steder. Kastellet er besat med 1. Bataillon af Prins Frederiks Regiment, og 2. Bataillon af samme Regiment har besat Batteriet Trekroner.
Batteriet paa Amager, som endnu ej er ganske færdigt, har dets 36 Pd.s. Kanoner og to 100 Pd.s. Mørsere, samt Kjøbenhavns Borgerskab og det borgerlige Artilleri har Ordre, saa snart Generalmarchen slaas, at forføje sig til deres Alarmpladser, forsynede med skarpe Patroner og dér oppebie Ordre, om de skal straks eller paa nærmere Ordre besætte Byens Volde og Portvagter saavel som Slots- og andre indre Vagter.
Paa Vejen til Korsør, paa Vejen til Helsingør holder paa hver 2 Mil 2 à 3 Ryttere eller Husar-Ordonnanser for at besørge Breve.-
Defensionen paa Rheden kommanderer Kommandør Olfert Fischer. Den bevægelige Reserve-Defension kommanderer Kammerherre og Kommandørkaptajn Steen Bille.

Den 30. Marts om Morgenen sejlede den engelske Flaade Syd paa gennem Sundet mod Kjøbenhavn, og de langs Sundet posterede Tropper fulgte efter Ordre Bevægelsen indtil Egnen om Charlottenlund, hvor de skulde stoppe op. Flaaden gik for Anker et Par Mil fra Hovedstaden, hvor man slog Generalmarche. Krigen var begyndt med Kronborgs Kanoner Kl. 7½ Morgen. Den 31. Marts blev alt Rytteri paa Sjælland formeret i en Brigade under Generalmajor Castenschiold. Den 1. April lagde en Del af Fjendens Flaade under Admiral Parker sig ved Middelgrunden, en anden Del under Admiral Nelson sejlede til Kongedybet. Den 2. April Kl. 10½ Form. begyndte den for begge Parter ærefulde, for Danmark sørgelige Kamp.

Hvad Del Husarregimentets Underafdelinger har taget i Begivenhederne paa Slagdagen, er ikke godt at se. I Dagene derefter skulde Husarerne patrouillere i Kjøbenhavns Omegn som tidligere bestemt, men tillige overtage Hestgardens Patrouillegang.
Der blev endvidere anordnet, at saa ofte Brandmajor Brendemann rekvirerede et Kommando Husarer, skulde 1 Officer og 20 Husarer straks møde, og naar af deslige ommandoer var »rekvireret saa mange, at ingen Officer mere var, da skulde gives i hans Sted 1 Underofficer og saaledes kontinueres, naar det forlangtes, saa længe der var 1 Mand«.

I Løbet af April og Begyndelsen af Maj blev de Soldater, der var Gaard- og Husmænd, hjempermitterede, og deres Heste samt Remonterne satte paa Græs, men først den 7. August ophørte Detachementer og Eskadroner at være paa Feltfod og rykkede til deres Standkvarterer.

Ved Husarregimentet blev i Begyndelsen af 1802 - at bære ved Kronprinsens Fødselsdag den 29. Januar - indført et nyt Distinktionssystem for Officerer, nemlig 3 Sølv ellen Guld-Rosetter eller 1 Guldstjerne paa Ærmerne af Dolman og Pels; Sølv for Graderne fra Sekondløjtnant til Ritmester, Guld for Graderne fra Major til Oberst og Guldstjerne for Generalmajoren. Samtidig blev det bestemt, at Husar-Schachtelen (Chako) skulde forsynes med Skygge, over hvilken en Rose eller Sol. Husarregimentet fik i 1802 seks nye Estandarter, da de gamle var »saaledes afbenyttede og forslidte«, at de ikke mere kunde repareres. Estandarterne var som tidligere beskrevne, dog med Kong Kristian VII's Navnetræk og noget lettere, men ogsaa tarveligere i Udstyr, da ifølge en kongelig Resolution af tidligere Dato det, som tidligere var broderet, fremtidig - for at spare - skulde males.
Hvor nøje Indseende Kronprins Frederik den Gang havde med Husarregimentet ser man af en Skrivelse til dette af 6. November s. A.
»Da Instruksen for Eksercerskolen byder, at ingen Lærer maa ansættes uden først at være foreslagen og af mig approberet, saa ønsker jeg at vide Aarsagen, hvorfor denne Befaling ikke er fulgt ved Ansættelsen af de tvende nye Lærere ved Skolen, Korporalerne Wagenbach og Schönberg? Aarsagen til Korporalerne Haacks og Dyrløvs Afgang er mig ligeledes ukendt.«

Et Punkt, som i Løbet af faa Aar kom igen i Befalingen, stammede sikkert fra højeste Sted: »Man ønsker, at de Hrr. Officerer vil lade staa deres knebelsbarter« og »Det forbydes Underofficerer og Gemene at lade afrage Skægget over Munden«. -

Af overordentlig Betydning for Hæren var Forordningen af 11. Juni 1802, ifølge hvilken Hvervning af Udlændinge skulde ophøre, og Fædrelandet kun forsvares af dets egne Sønner, udskrevne efter Reglerne i Loven af 29. Juni 1788 (Stavnsbaandets Løsning).

Det var de alvorlige Begivenheder, som var gaaede forud, der havde fæstnet Troen paa, at man var bedst tjent med at have en fuldt ud national Hær, og Kronprinsen havde arbejdet ihærdigt paa at bryde den Modstand, der imellem Hærens højeste Myndigheder endnu gjorde sig gældende overfor Spørgsmaalet om de hvervede Troppers Afskaffelse.

Ordningen af Tjenestepligten var i korte Træk følgende: 

1) 6 Aar i den staaende Hær, de to første fast i Garnisonen, de 4 senere i Hjemmet, dog de aarlige Eksercerperioder undtagne. 

2) 6 Aar i Landeværnets 1. Klasse, det virkelige Landeværn, der hvert andet Aar afholdt Øvelser i 6 Dage og hvert andet Aar Mønstring i 1 Dag. 

3) 6 Aar i Landeværnets 2. Klasse, de yngre Landeværnsreserver, som i Fredstid var fritagne for at bære Vaaben, men blev staaende i Reserverullerne for det Distrikt, hvori de boede, for i Tilfælde af fjendtligt Overfald at værne Fædrelandet.

4) 6 Aar i Landeværnets 3. Klasse, de ældre Landeværnsreserver, hvis Pligter var de samme som 2. Klasses, kun med den Forskel, at de ikke skulde kaldes til Vaaben, med mindre de to første Klasser ikke ansaas for stærke nok til at imødegaa og tilbagevise et fjendtligt Angreb. Denne Plans Gennemførelse vilde, som det let ses, tage mange Aar. Førend i 1808 vilde Afdelingerne ikke være komplette med nationalt Mandskab; og helt i Orden vilde Systemet først være i 1826.

Perioden indtil Sommeren 1803 var for Danmark som for Europa en Hvileperiode, som blev benyttet hos os til bl. a. at indføre Forbedringer paa Landforsvarets forskellige Omraader.
Den 8. Juni s. A. blev der fastslaaet en ny Plan for Arméen. Den berørte ikke væsentligt Husarregimentet, dog fik hver Eskadron tildelt 24 uberedne, saa at Eskadronsstyrken blev 168 Menige, medens Hestestyrken uforandret vedblev at være 150 Tjenesteheste.

Den 8. September s. A. udsendte Kronprinsen en Parolbefaling, som sikkert er bleven modtagen af de fleste Officerer med alt andet end Glæde, og som da ogsaa i mange Aar gav Anledning til Straffe og andre Ubehageligheder. Befalingen lød som følger: 

»For Fremtiden skal samtlige Herrer Officerer holde sig en Ordrebog, hvori alle Parolbefalinger indføres af dem selv, og, for at den kan være konform med Befalingerne, skal den tjenstgørende Major hos Regimentscheferne hver Maanedsdag kollationere denne. Den skal for hvert Aar begyndes og være med Regimentets Segl forsynet«

. Et Par Maaneder senere blev dog Stabsofficererne fritagne for denne Pligt paa den Maade, at det tillodes dem at lade Journalerne føre af andre. I de Regimentsbefalinger, som blev udstedte af Generalmajor v. Berger, var der ikke sjældent Paamindelser i Anledning af Forsømmelser med Journalernes Føring. Navne blev dog aldrig nævnte, og de Officerer ikendte Straffe ikke optagne i Befalingen. En enkelt Gang, hvor Forsømmelsen i nævnte Retning maa have været ualmindelig ondartet, blev der til Overhalingen føjet, »at Vedkommende af Skaansel denne Gang ikke vilde blive navngiven«.

Som tidligere berørt havde Europa til Sommeren 1803 en Hvileperiode, som truede med at blive afløst af en europæisk Krig ved de i Maj begyndende Fjendtligheder mellem Frankrig og England. Forskellige Forhold ved den sydlige Grænse foranledigede Kronprinsen til den 5. Juli at beordre den danske Armés Koncentration ved Ejderen; men Sammendragningen af Tropper havde dog tillige et andet Maal end at forsvare Grænsen. Kronprinsen vilde ikke lade en god Lejlighed til ogsaa at gennemføre den nye Hærordning i Hertugdømmerne gaa tabt, og han vilde i Kongerigets Afdelinger have en Støtte, hvis der fra Befolkningens Side i Anledning af Hærordningen skulde opstaa »Opsætsigheder«, som det tyske Kancelli havde erklæret »for mere end sandsynlige«.

Ifølge kongelig Ordre af 15. Juni skulde Husarregimentets sjællandske Styrke den 21. s. M. bryde op fra deres Garnisoner, hver Eskadron med c. 110 Underofficerer og Menige samt et tilsvarende Antal Heste. 

Den 28. Juni gik det samlede Regiment i Kantonnement i og om Odense, hvorfra det først den 8. Juli marcherede videre for samme og næste Dag ved Middelfart at blive overført til Jylland. 

Den 14. Juli indtraf Regimentet til et Kantonnement i og om Flensborg, hvor det foreløbig skulde blive. Sidstnævnte Dag blev der beordret et Husardetachement, bestaaende af 1 Officer, 3 Underofficerer og 30 Menige, til Tønning for at afgives til Kommandøren for 2. Bataillon let Infanteri, og den 6. August blev 1 Officer, 2 Underofficerer og 20 Husarer beordrede til Husum for at underlægges et Kompagni af 2. Sjællandske Bataillon.

Kommandoerne blev anvendte til at holde Orden i de to Havnebyer, hvor der var opblomstret en mægtig Handelstrafik, fordi den engelske Blokade af Elben og Weser havde sat Hamborgs og Bremens Havne ud af Spillet. Imellem de to Havnebyer, Tønning og Husum paa den ene og Rendsborg, Kronprinsens Residens, paa den anden Side, var der oprettet Ordonnanslinier. Hertil anvendtes hovedsagelig Bosniaker.

Medens Regimentet kantonnerede om Flensborg, modtog det fra Kronprinsen, der førte Kommandoen over samtlige Tropper, følgende almindelige Befaling: Regimentet eksercerer samlet 2 Gange om Ugen, enten tidlig om Morgenen eller om Aftenen paa Grund af Heden. For at lære Terrainet at kende udsender Eskadronerne fra deres Kvarter Patrouiller under subalterne Officerer, der derefter indgiver meget detaillerede Rapporter til Eskadronschefen. Denne berider den patrouillerede Vej for at overbevise sig om Rigtigheden af Rapporten, som opbevares for senere at indsendes til Kavaleriinspektøren.

Da Hovedformaalet med de kongerigske Troppers Koncentration, Hærordningens Gennemførelse i Hertugdømmerne, var naaet, blev de fleste af dem beordrede tilbage til deres Garnisoner. Langs Grænsen af Lauenborg forblev kun en Troppekordon under Kommando af Generalmajor J. Ewald.

Den 30. August afmarcherede Husarregimentet over Aabenraa, Kolding, Middelfart, Nyborg og Korsør til Ringsted, hvorfra Eskadronerne gik til deres Standkvarterer for efter Planen at permittere Mandskab.

I de følgende Aar fortsatte Kronprinsen sine Bestræbelser for at gøre Arméen saa national og dygtig som mulig. Her fortjener bl.a. at nævnes en kongelig Resolution af 18. Maj 1804, »hvorved følgende Punkter approberes, for at Arméen kan blive besat med duelige Underofficerer, især af Landets egne Børn: 

1) At enhver, der tiltræder Tjenesten som Underofficer, maa tilstaas 20 Rdl. til Ekvipering og andre paagaaende Omkostninger; den, der i Tjenesten avancerer dertil, 5 Rdl., imod at hver i begge Tilfælde i det mindste tjener 6 Aar som Underofficer. 

2) At den, som har tjent i 12 Aar, maa bevilges et Tillæg af 2 Rdl. udbetalt ved Aarets Udgang for hvert Aar han forbliver længere i den militære Tjeneste, endog i det første eller 13. Tjenesteaar, endskønt den 31. December endnu ikke et helt Aar kunde være forløben. 

3) At den, der har tjent i 20 Aar, maa tillægges endvidere 2 Rdl. aarlig, altsaa ialt 4 Rdl . . . .

4) At den, der har tjent 20 Aar i det Militaire og ikke af Ulyst eller Uvilje forlanger sin Afsked eller faar anden Emploi, maa tillægges en Pension af 20 Rdl., saa og have Adgang til at vente 2 Rdl. udi Tillæg til denne Pension for hvert Aar, han saaledes forbliver længere i Tjenesten, indtil 30 Aars Tjeneste, og derefter 1 Rdl. indtil 40 Aars Tjeneste, og den, der har tjent 40 Aar, ialt 50 Rdl. aarlig Pension foruden 1 Kjole, 1 Vest og en Hat hvert 3. Aar og aarlig 1 Par Bukser, 1 Par Sko, 1 Par Strømper og 2 Skjorter for dem, som har tjent 30 Aar og derover; ligesom disse Oldinge fremdeles maa betroes en Sabel og et Gehæng til deres Dødsdag, for at bære samme med Munderingen. For den, som ikke ved noget andet Sted at søge sit Ophold, maa en saadan Pensionist endnu have sit Tilhold til det Regiment, hvorved han har staaet, og fremdeles henhøre under Kompagniets Opsigt og Omsorg, til den Ende hæve sin Pension og modtage sin Mundering ved samme, over hvilke Munderingsstykker han, ligesom den der staar i Tjenesten, ikke kan have nogen videre Raadighed end til eget Brug, altsaa under lige Vilkaar, og Købere og Sælgere hverken afhænde eller pantsætte samme . . .
Foruden en saadan Omsorg for Underofficerernes tilkommende Forsørgelse er endnu et tilbage, nemlig Ansættelse til Embeder fra 100 Rdl. aarlig Indkomster og derover udi det civile Fag, . . . dog at egentlig ikkun de ældre og ældste i Tjenesten og ingen, som ikke har tjent fulde 12 Aar, kan opføres paa Ekspektancelisterne, . . . og endelig at alle udenfor Hans Majestæts Riger og Lande fødte, i Tjenesten staaende og tilkommende Underofficerer maa gives lige Ret med de Indfødte udi de her benævnte Fordele«.
I samme Resolution nævnes saa alle de Embeder, hvorom der kunde være Tale.
Ved kongelig Resolution af 8. Juni s. A. blev der »for at give Underofficererne Lejlighed til at erhverve sig de fornødne Kundskaber og den Duelighed, som udfordres til den militære Tjeneste, og naar siden Ansættelse i det militære Fag attraas« oprettet Lære-Instituter for tilgaaende Underofficerer »for hver Garnison en saadan Indretning, for Kjøbenhavn tvende«. Lærefagene var Læsning, Skrivning og Regning samt gymnastiske Øvelser og et Aar senere tillige praktisk Felttjeneste. Der optoges som Regel 10 Elever fra hvert Regiment. Hver Elev fik et Tillæg af 2 Skill. daglig. I Institutet kunde indtil videre optages Underofficerer, som allerede nu stod i Arméen, men Reglen var, at ingen herefter kunde blive Underofficerer uden at have gennemgaaet Skolen »og i det mindste efter 2 Aars Forløb ved Eksamen godtgjort, at han besidder Duelighed, og ved sit Forhold vist, at han er værdig dertil«.

Naar det tilføjes, at Læsningen skulde vælges saaledes, at Eleverne derved fik almennyttige Kundskaber i Fædrelandets Geografi og Historie, » af hvilken sidste især Krigshistorien udmærkes«, saa vil det ses, at der allerede den Gang blev gjort meget for at uddanne flinke Underofficerer. De mange Stamruller, Ordre- og Befalings- samt Korrespondancebøger fra de forskellige Tidsperioder er sikkert skrevne af Underofficerer. De er overordentlig sirligt behandlede, Haandskriften som Regel smuk og læselig og Ortografien upaaklagelig.

Under de ellers rolige Forhold i 1804 fik Husarregimentet pludselig den 2. Oktober en ubehagelig Opgave. Der var nemlig udbrudt smitsomme Sygdomme i Havnene ved Middelhavet, og det var kommen til Kronprinsens Kundskab, at en Skipper, som kom fra en saadan Havn, Natten mellem den 18. og 19. Oktober fra Baad var gaaet i Land ved Snekkersten. Eskadronen i Hørsholm fik Ordre til at udsende Husarkommandoer, der Nat og Dag skulde patrouillere langs Kysten fra Gilleleje til Sofienberg. Samtlige Kommandoer skulde være paa Post den 22. »Kl. 11 slet« om Formiddagen. Kronprinsens »Post scriptum« lød saaledes: »Endvidere er befalet: Der medgives 20 skarpe Patroner pr. Mand, for at de Kommanderte kan, i Tilfælde at nogen ved Nattetider ej vil afholde sig fra at lande, eller nogen fremmed Nations Skibsmandskab eller indenlandsk Skib, kommende fra Spanien eller Middelhavet, vil lande, da, naar Anraabningen ej vil hjælpe, at skyde paa deslige Personer«.

Befalingen er et af de mange Eksempler paa, at Kronprinsen ikke taalte nogen Overtrædelse af Love og Befalinger og ikke veg tilbage for de skrappeste Forholdsregler i saa Henseende.

Kommandoerne blev yderligere forstærkede den 31. Oktober, inddragne den 3. Februar 1805, da Sundet var tillagt, dog saaledes at Eskadronen i Hørsholm lod patrouillere paa Kysten fra Skovshoved til Nybro, atter genoprettede den 30. Marts og endelig hævede den 30. September s. A. _

Af Begivenheder i Begyndelsen af 1805 skal blot nævnes den svenske Kong Gustav IV's Rejse gennem Danmark - paa Grund af Ishindringer - i januar Maaned. Husareskadronerne i Roskilde og Hillerød afgav Æresvagten paa Rejsen mellem Korsør og Helsingør, og i sidstnævnte By, hvor Kronprinsen opholdt sig et Par Dage sammen med Kongen, blev Æresvagten afgivet af Bosniakeskadronen.