Da sagen bringes for rådstueretten, havde djævelen allerede huseret i købmandsgården i 4 år, som det kan læses i Anne Hans Bartskærs egen beretning, der dog første gang blev udgivet af rektor ved Herlufsholm, Hans Brunsmand en menneskealder senere i 1674.
Anne var i 1599 blevet gift med Hans Bartskær. I 1608, da hjemsøgelserne begyndte, boede de i købmandsgården ved Torvet sammen med deres 4 børn (2 sønner og 2 døtre) samt en plejesøn, Hans Bartskærs moder Anna, og desuden nævnes i Annes beretning også 3 tjenestepiger, medens de karle og svende, der også må have hørt til husholdningen, ikke omtales nærmere.
En nat, mens Anne og Hans lå i deres seng, hørte de lyde som en hønes klukken, men da de vendte sengehalmen, fandt de intet.
|
Det første vi fornumme det onde i vort hus, var en nat, som min salig husbonde Hans Barskiær oc jeg laa i vor seng, da kom der under voris hovet, som en høne, der klukker sine kyllinger tilsammen... Somme sagde, det skulle være en hugorm. Saa toge vi lange stenger oc kasted halmen op i sengen, men vi fornumme intet. | |
Senere så Anne i gården en skrækkelig skrubtudse på høje ben, og natten efter blev en af pigerne syg, plejesønnen blev bange for at sove på loftet, men straks da han var lagt til ro i kammeret, vækkede han Anne med frygtelige skrig og kramper. Gården blev hjemsøgt igen og igen, og djævelen blev set i mange skikkelser.
1611 blev Johanne Thomes i Byesgård overfaldet med skældsord af Anne Hans Bartskærs. Johanne havde åbenbart tidligere været nævnt i forbindelse med trolddom. Johannes mand sagsøgte Hans Kræmmer, uden at der skete videre.Hjemsøgelserne fortsatte imidlertid, og nu lå den onde selv i form af en kornsæk på Hans Bartskærs ryg hver dag fra klokken 11 til klokken 2. Den 8-årige søn blev meget syg.
Den 8. juni 1612 startede rådstuerettens møder, og byens borgere fortalte én efter én om ulykker, der var indtruffet efter ordvekslinger med Johanne.
En af de ting, der fremhævedes under adskillige retsmøder, var, at Johanne intet spiste, fra hun blev sat i fangehullet i maj,
og til hun blev dømt den 24. august. Imidlertid var det dengang sædvane, at den anklagedes underhold i fængslet betaltes af anklageren.
"Da æder hun intet af Hans Kræmmers mad, om hun end sad i et halvt hundrede år.
Men dersom jeg eller hendes børn måtte give hende af vores egen mad, da skulle hun vel æde straks".
Dommen over Johanne Thomsen faldt den 24. august 1612, men først havde hun angivet Valborg Bødkers, Maren i Ringsbjerg,Mette Banghors og Kirsten Lauritzdatter der også blev dømt for at havde tisset i døbefonden i kirken.
Den 11. september blev Johanne og Kirsten brændt på galgebakken, der lå lidt nord for Norske Løve, der dengang hed Ravnsborg.
Sagen mod Mette Banghors begyndte 16 oktober, en af de alvorligste anklager var at hun under et forhør indrømmede , at have haft samleje med djævelen ved ellebækken, hvor skovparken nu ligger.
I alt 14 uskyldige kvinder blev brændt
Fra Byfogedens regnskaber ved vi, hvilke materialer, der medgik til brænding:
Stige til at binde heksen til
Reb til at binde heksen med
Tjære
Brænde Brændevin
Det var almindeligt, at den dømte fik 1-2 potter brændevin inden afbrændingen.
Hekse der blev dømt i Køge
1602 Kirsten Snedkers,
1612 Johanne Thomsen ,
1612 Maren i Ringsbjerg,
1612 Kirsten Lauritsdatter (pigen der tissede i døbefonden),
1612 Mette Banghors,
1613 Anneke Kristoffersdatter,
1613 Karen Eriks, fængslet i 24 uger, selvmord i cellen.
1613 Anne Olufs,
1613 Valborg Bødkers (flygtede),
1613 Kirsten Væverkvinde,
1615 Else Holtug, fængslet i 16 uger
1615 Birte Rokkemagers ,
1615 Mette Navnes,
1624 Ane Pedersdatter Thorkilds (Landsforvises)
1 ukendt kvinde fra Lille Skensved
Men uanset hvor meget man fortalte, så var døden på bålet sikker. Når det blev bålet og ikke galgen som i England, var
det måske, fordi man mente, at ild var rensende. Loven forlangte bålet med den begrundelse, at det var »sædvane«. I
Danmark brugte man stigemetoden. Her blev ofret, ofte først bedøvet af alkohol, bundet til en stige. Den blev så
væltet ind i bålet. Denne metode var mindre smertefuld end pælemetoden, da ofret døde noget hurtigere. Men stigemetode
eller ej: Det må have været en forfærdelig død.
|
|
Niels Skriver, borger i Køge, tilstod efter to dages "pinligt" forhør at have foretaget trolddomskunster, men var af kongen "undt og tilladt at blive henrettet med sværd".
Trolddom i Køge
Efter reformationen i 1536 øgedes hekseforfølgelserne i Danmark. Her gik man bort fra kanonisk ret tilbage til Moseloven, der ofte blev citeret: ”En troldkvinde må du ikke lade leve”. Den i 1537 udnævnte lutheranske biskop, og dermed øverste for den danske kirke, Peder Palladius, skrev med tilfredshed ”…at man for nylig havde brændt mange hekse i Malmø og Køge…”.
Men mange sager endte dog også med frifindelse som i 1552, hvor Per Tordsens hustru i Køge anklages for trolddom, men frifindes ved kongens retterting i Ringsted.
I slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, forøgedes hekseforfølgelserne i Danmark - et tidspunkt, hvor de var ved at ebbe ud i Sydeuropa.
Den danske konge Christian 4. (1588-1648) var selv bange for hekse og en ivrig hekseforfølger.
I Køge kendes til en del sager i perioden fx Kirsten Snedkers, der i 1602 blev dømt for at have forgjort en pige, så hun blev besat. Efter 5 uger i fangekælderen blev Kirsten dømt til bålet. Under sagen anklagede Kirsten Snedkers Johanne Thommeses for trolddom, men hun blev frikendt. Beskyldningen hang dog ved således, at Johanne blev den hovedanklagede i den store Huskorssag 10 år senere, hvor hun blev dømt og brændt.