Krybskytter og hønseavlere
Den fattige, kontroversielle bogtrykker, foredragsholder og opfinder, Niels Nielsen, udgav i 1800’tallet blade for krybskytter og hønseavlere med hjemmelavede træsnit og sat med blytyper, han havde tigget sig til.
Af Mette Riis Grafisk Arbejdsgiverforening
Kært barn har mange navne, og det blev også tilfældet med Niels Nielsen, hvis historie begynder i Svansbjerg ved Køge, hvor han fødtes den 1. maj 1848.
Hans historie findes på Danmarks Mediemuseum i Odense, hvor flere tidsskrifter og biografier skildrer den sælsomme person, der levede omkring århundredeskiftet. Grunden til disse optegnelser skyldes nok, at Niels Nielsen var en højst ejendommelig og farverig person, som bestemt ikke har været kedelig at berette om.
De første optegnelser er fra sidst i 1870’erne, hvor Niels Nielsen ernærede sig som hjuldrejer på en reberbane. Her startede han sin journalistiske og litterære løbebane med det håndskrevne månedsskrift ”Nutidens og Fortidens Folkeskikke”. Månedsskriftet blev produceret i Niels Nielsens Bladskriveri i Ringsted, St. Hansgade, der var indrettet i et baghus på et loft, hvortil der førte en hønsestige uden på muren.
Bladet ophørte af uforklarlige årsager med at udkomme efter ”en videnskabelig rejse på træsko” i januar 1878, hvorefter Niels Nielsen slog sig ned på sin skovrige fødeegn, Vallø Stift. Her blev der drevet en del krybskytteri, og da Niels Nielsen selv var en ivrig jæger, fik han den idé at oprette en jagtforening for krybskytter.
Om foreningen vandt gehør hos krybskytterne, foreligger der intet om, men i hvert fald mærkedes foreningens arbejde ikke før et års tid efter. Den 14. juli 1880 udkom ”Jagtforeningens Veiviser eller Nattens Nyheder. Et Ugeblad til Nytte og Fornøilse for alle folkelige Klasser”.
Ud over grænserne
Jagtforeningens Veiviser eller Nattens Nyheder blev optaget i postvæsenets fortegnelse og kunne bestilles på alle postkontorer. Det fik straks abonnenter i landets fjerneste kroge, i Sverige og nåede endda ud i de danske kolonier i Vestindien. Det var formodentlig en fejltagelse, da ”bladets abonnenter ud fra bladets titel sikkert antog det for et sportsblad”.
I bladets leder skriver Niels Nielsen, at folk nok vil mene, det er mærkeligt, han har nedsat sig som redaktør, men ”det skal pokker bryde sig om folks sludder og sladder”. De første udgivelser indeholdt besværgelser over krybskytternes vanskeligheder, jagthistorier, en march-sang for jægere forfattet af Niels Nielsen selv og bekendtgørelser i annonceform.
I én af disse annoncer skriver Niels Nielsen: ”Jagtforeningens Sparekasse staar aaben for Ind- og Udbetaling. Der svares i Rente for hver Krone 8 Øre, for hver 25 Øre ugentlig 2 Øre”. Sådan en rente kunne sparerne være yderst tilfredse med. Niels Nielsen har formodentlig ikke været klar over, at det svarede til 416 procent pro anno.
Et blad bliver til
Af økonomiske årsager producerede Niels Nielsen selv Jagtforeningens Veiviser eller Nattens Nyheder. Han havde tigget sig til nogle kasserede blytyper fra bogtrykkerier i Køge og Ringsted, og på det grundlag fabrikerede han en bogtrykpresse – en underlig indretning forsynet med runelignende, indskårne skriftsprog. Skriften var en blanding af Antikva, fraktur og gotiske skrifter, og store og små bogstaver dansede på slap line mellem hinanden.
Titlen havde han selv udformet i træsnit såvel som rubrikken, og disse ubehjælpsomme træsnit i forbindelse med en opsigtsvækkende ortografi, gav bladet et så kuriøst udseende, at man senere beskrev bladet som et af de mest originale frembringelser, der nogensinde var fremkommet i den civiliserede verden.
Et eksempel på de mangelfulde typer ses i Niels Nielsens idé til jagtforeningens egen fane: ”Vildte er for Alle Lad Bossen bare Knallde”.
Det skete ikke så sjældent, at Niels Nielsens hjemmelavede ”trykkeri” måtte til reparation, og imens udsendtes Nattens Nyheder håndskrevet. I de situationer har han sikkert prist sig lykkelig for, at bladet kun havde et tocifret antal abonnenter.
Det sidste nummer af bladet er dateret ”den 72. Januar 1885”.
Den store opfinder
Niels Nielsen markerede sig også som opfinder og ”Mekaniker om en Hals”, og han eksperimenterede på de utroligste områder.
Af de store opfindelser, han udtænkte, kan nævnes ”Sikkerhedsjernbanevognen”, ”Pandekagemaskinen”, ”Sikkerhedsbrudesengen”, ”Flyvemaskinen”, ”de selvfiskende Fartøjer” og flere opfindelser på landbrugsområdet – især i forbindelse med hønseavl.
Erik Peitersen bemærker i sin biografi, at Niels Nielsens store fejl var, at han fuldstændig manglede evnen til at skille det væsentlige fra det uvæsentlige, og opfindelserne blev sjældent til noget.
Den opfindelse, der blev den mest kendte og mest omtalte, var sikkerhedsbrudesengen, der blev omtalt i alle landets blade. I korthed gik opfindelsen ud på, at der midt i sengen anbringes et skillerum (dog med talerør), som kunne fjernes ved en sindrig makanisme, der fik det til at springe op i en revne i loftet. Det var tanken, at både manden og kvinden fra hver deres halvdel skulle kunne betjene mekanismen.
Niels Nielsens beskrivelse af sengen lyder: ”En Fjeder i hver Ende paa Sengen springer ud og holder Skillerummet oppe, saa længe Herren og Damen ønsker at ligge og hae Varmen af hverandre. Men kan man ikke blive eenlig om at lukke op, saa kan det ikke nytta at den eene ligger og tiger derfoe igjennem Talerøret, for naar forexempel Damen ikke vil høre meer paa Herrens Bønner, saa sætter hun blot en Prop i Hullet og dermed, færdig”.
Der indløb 43 bestillinger på disse senge – bl.a. fra nygifte, unge kvinder.
Hønseavlertidende
Næste udgivelse, Niels Nielsen kastede sig over, var Hønseavlertidende, der udkom første gang 1. juli 1890. Det var meningen, bladet skulle udkomme hver måned, men det blev kun til to udgivelser i alt.
Bladet indeholdt særlige notitser af interesse for hønseavlere, delvis belærende, dog mest underholdende. Teksterne blev ledsaget af træsnit forestillende høns, ”hønse-slotte”, Niels Nielsens opfindelser m.m.
Han mente ikke, at almindelige hønsehuse var gode nok til rigtig hønseavl, derfor havde han opfundet hønse-slotte med både varme, lys og diverse finesser som et udsigtstårn med ur, som den bedste bolig for hønsene.
Anden og sidste udgivelse udkom 1. marts 1892.
Foredragsholder og fattiglem
Bladvirksomheden gik trægt i de senere år, derfor slog Niels Nielsen sig op som taler og foredragsholder. Han havde en overgang egen impresario, som rejste med rundt i hele Jylland. Dér skal hans skildringer af sikkerhedsbrudesengen have fået de kvindelige mødedeltagere til at udvandre i forargelse.
Når han talte, bar han medaljer og ordner for sine mange ”videnskabelige spekulationer”, ligesom han omtalte forbindelse med ”ham Edison”, så man fik indtryk af, de var jævnbyrdige opfindere.
Den sidste periode af Niels Nielsens saga foregik i fattighuset i Svansbjerg. Her anvendte han alt, hvad han kunne undvære af sit beskedne budget til skrivematerialer.
På grund af hans beskedne levemåde og ”overspændte sindstilstand” fandt Herfølge-Sædder sogneråd det nødvendigt at sætte ham under nærmere kontrol. Det forlyder, at sognerådet trak vejret lettet, da Niels Nielsen døde juleaftensdag 1905, 57 år gammel.