Retur

Svensk telegrafi

Optisk Telegrafi

Den optiske telegraf fandt sin inspiration i de store krigsfladers kommunikation ved hjaelp af flagning. Den franske sohelt de Courrejolle havde i 1780'erne haft held til at udmanovrere engelske fladeskibe ved den tyrkiske kyst ved hjaelp af et simpelt telegrafisystem. Den franske opfinder Claude Chappe udviklede i arene 1791-93 en brugbar optisk telegraf. Allerede i 1794 optog Danmark forsog med en sadan indretning. Den forste anvendelse af optisk telegrafi var militaer: Admiralitetet nedsatte i 1797 en signalkommission, der blandt andet udarbejdede en stor signalhandbog med 1299 forskellige signaler, der betegnede tal som kunne afkodes via handbogen. Tanken var isaer, at der skulle kunne signaliseres til skibsfarten. Det hele tog fart i 1801 for og efter Slaget pa Rheden. Der blev af Ingeniorkorpset anlagt to linjer, fra Spodsbjerg over Kronborg, Kobenhavn og Fakse til Sneglehoj naer Mons Klint og fra Kobenhavn over Sjaelland, Storebaelt og Fyn til Als, ned i Slesvig og til Gottorp. Den sidstnaevnte linje havde 23 stationer. Siden blev der i 1810 tilfojet en nordjysk forbindelse fra Skagen ned over Djursland og Helgenaes, over Samso til Rosnaes og Kalundborg. Hovedstationerne fik en litteraer og en sokyndig bestyrer. I 1848 genoprettedes en forbindelse fra Nyborg til Bpjden med kontakt til Fynshav pa Als og videre til Sonderborg for at kunne kommunikere taktiske beslutninger hurtigt til hertugdommerne.

Uddrag af

                                                                                                                                     ---------------------------------------------------------------
Telegrafstation: Ølby/Højelse
Kommune: Køge; Sogn: Højelse
Sandsynlig beliggenhed: En bakke øst for
Solrød landsby omtales på et gammelt
militærkort som ”Telegrafbanken”.
Besætning: 1801: Matros Rasmus Kristensen og Povl Helm

Telegrafstation: Køge
Kommune: Køge.
Sandsynlig beliggenhed: Ved Prambroen, ved
Tryggevælde Å. Øst for Prambroen ligger en
“Lygtehøj”, der i Nationalmuseets
Sogneregistrant angives at have været brugt
til optisk telegrafi.
Besætning: 1801: Matros Niels Jensen Andersen, prammand Niels Olsen
Bemærkninger: Journal 13.-14. juli 1802

Kommune: Greve

Sandsynlig beliggenhed: Hundige Strand, nær Olsbækkens udløb og Køge Kro

En dannet telegrafist

Af Sune Christian Pedersen, Post & Tele Museum

Unge, håbefulde mænd meldte sig, da marinen skulle ansætte telegrafister til den første optiske telegraflinje i 1801. Kandidat Jens Peter Tønder var blandt de ansøgere, der fik den betroede stilling som "litterær telegrafbestyrer".


Arbejdet med at sende fortrolige, militære oplysninger gennem landet krævede særlige kundskaber. På hoved-stationer blev den optiske telegrafi fordelt på to telegraf-bestyrere, en litterær og en søkyndig, der "i Eenighed og Samdrægtighed" skulle "staae hinanden bi med deres særskildte Kundskaber". Da marinen ikke kunne undvære deres eget mandskab i krigstider, som den optiske telegraf var beregnet til, fandt man telegrafbestyrerne blandt civilister. Kun ved de faste telegrafbælter var der nogenlunde faste stillinger. De øvrige telegrafister – for det meste studerende – blev typisk ansat i tidsbegrænsede stillinger.

Telegrafist Tønder

Jens Peter Tønder (1773-1836) blev i april 1801 ansat som telegrafbestyrer ved Snøvlebakken (Sneglehøj) telegraf-station på Møn. I sine erindringer fra 1832 skriver han med nogen bitterhed om sin tid ved telegrafvæsenet: "Til megen Nytte i Krigs Tider ere Telegraferne: ved dem blev jeg ansat som litterair Bestyrer. Vi vare i alt ti Studerende, hvoriblandt de fleste Kandidater, som vare betroede denne vigtige Post ved Søe Kysterne. I Betragtning af de svære Krigs Udrust-ninger erholdte ikkun fire Pension: de andre sex kunde staae som Aspirantere, om de vilde, men, da disse i alle Maader havde ligesaa gode Beviser for duelighed at fremvise, som de fire … tog de alle sex frivillige deres Afsked." I en bevaret telegrafjournal beskriver Tønder sin rejse til stationen ifølge med linjens overbestyrer, Kaptajn Kaas, og en styrmand Petersen, tydeligvis stationens søkyndige.

Som litterær telegrafbestyrer var Tønders job at føre jour-naler og omsætte beskeder til talkoder. Den litterære telegrafbestyrer stod "alene til Ansvar for Rigtigheden af den Signalering, hvortil han selv har forfattet Stilen". Den sø-kyndige telegrafbestyrer havde ansvaret for den praktiske drift og vedligeholdelse af stationen, samt "at holde nøjeste Udkig til Søen, og meddele den litteraire Bestyrer alt, hvad han af Vigtighed opdager".

En trist skæbne

Tønders ansættelse som optisk telegrafbestyrer blev kun kort. Hans erindringer giver os et indtryk af hans baggrund og liv. Hans far var general, men havde så mange sønner, at der ikke var råd til at give dem alle en universitetsud-dannelse. En karriere som officer kunne da have været en mulighed, men ikke for Jens Peter, "daa paalidelige Doctor-Attester bevise, at jeg bærer paa en så meget svær og betydelig Legems Skade, at jeg er at ansee for en Krøbling". En velgører trådte til og sikrede, at Jens Peter kunne få en embedseksamen fra universitetet. Jens Peter Tønder var dog i perioder nød til at ernære sig som forfatter af sange og skillingsviser.

Få år efter at have skrevet sine erindringer endte Jens Peter Tønder sine dage, myrdet for penge af en fattig student, Worms, som han underviste i fransk. Sagen var en af de mest omtalte mordsager i de år, og der udkom en lille pamflet, der i detaljer beskrev mordet.

Tønders triste livshistorie illustrerer, at der ikke nødvendigvis gemte sig store muligheder bag den fornemme titel "litterær telegrafbestyrer".

Når en telegrafist skulle sende en meddelelse, måtte han altså først ved hjælp af en telegrafordbog omsætte teksten til tal, og på modtagestationen skulle der så "oversættes" tilbage. Disse ordbøger var naturligvis yderst hemmelige, og der var strenge ordre om at tilintetgøre dem, hvis englænderne forsøgte angreb på en telegrafstation. Det samme gjaldt den journal, hvori alle modtagne og afsendte telegrammer blev noteret.

Optisk telegrafi kan forklares som det at sende og modtage meddelelser over længere afstande ved hjælp af bestemte, forud aftalte, synlige tegn. Egentlig har det været kendt gennem mange hundrede år i en meget primitiv form, nemlig som bål eller bavner, som de blev kaldt, der blev tændt på høje punkter når en fare, som regel i form af en fjendtlig hær, truede. Når man så, at der blev tændt en bavne i nabosognet, skyndte man sig at sende budskabet videre ved selv at tænde en. 

Det store gennembrud for den optiske telegrafi kom i midten af 1700-tallet, da det lykkedes at forbedre kikkerten - eller rørbrillen som den blev kaldt - således at den blev transportabel og anvendelig i dagslys. Hermed var det gjort muligt at sende længere efterretninger over lange afstande, og karakteristisk nok er det krige, nemlig Revolutionskrigene og Napoleonskrigene omkring 1800, der for alvor sætter gang i udviklingen af den optiske telegraf både i udlandet og herhjemme. Verdens første optiske telegraflinie blev anlagt i 1794 og gik fra Paris og til den nordfranske by Lille, en afstand på ca. 230 km.

Det var denne rammetelegraf, der blev opstillet på linjerne ved Storebælt. Hver plade kunne sættes i 10 forskellige stillinger, lige under, lige over og midt mellem tværbjælkerne. Pladen til højre angiver 1’erne, den næste 10’erne osv. Der vises tallet 12964. (Skitse i Rigsarkivet, gengivet i bogen).

En meddelelse under optimale forhold kunne nå fra København til Slesvig på godt 27 minutter

Kronborg indgik som station på Kystlinjen fra Hundested til København. Telegrafen er opstillet på det, der kom til at hedde "Telegraftårnet". Pladerne til højre havde værdierne 1, 2, 3 og 5. De næste 10, 20, 30 og 50 osv. De to plader øverst i trekanten angiver 10.000 (til venstre) og 20.000. Telegrafen viser tallet 11.688. (Kobberstik. Udateret. Post & Tele Museum. Gengivet i bogen.)

I 1837 offentliggjorde amerikaneren Samuel Morse sin epokegørende opfindelse af et telegrafapparat, som dog først blev taget i brug i 1844. Herhjemme blev den første elektromagnetiske telegraf oprettet i 1854 på strækningen Helsingør-Hamburg. Dermed var Telegrafvæsenet kommet til verden.


Morseapparatet består af en elektromagnet, hvorover der er anbragt et anker af blødt jern på en vægtstangsarm, som bliver holdt oppe af en fjeder. Elektromagneten bliver magnetisk, når der passerer en elektrisk strøm gennem dens vindinger, og dermed tiltrækkes ankeret; det går ned, og den anden vægtstang går op.

Den nu opadgående skrivearm bevæger et roterende farvehjul op mod en papirstrimmel, der bliver trukket frem af et loddrevet eller fjedertrukket løbeværk eller – i en anden type morseapparater – fører papiret op mod farvehjulet. Der kommer altså en streg på papiret, så længe ankeret er tiltrukket.

Strømmen til elektromagneten sluttes og afbrydes ved hjælp af en telegrafnøgle. Når nøglen er trykket ned en kort tid, kommer der en kort streg – en "prik" på papiret. Når den er oppe, er der ingen skrift, og trykkes nøglen atter ned tre gange så længe som første gang, kommer der en tre gange så lang streg på papiret – en "streg".

Morsealfabetet

Morsealfabetet er opbygget af prikker og streger. Man har taget et stykke engelsk tekst og talt op, hvor mange gange de enkelte bogstaver forekom. Der var flest e’er. For at kunne telegrafere med den største hastighed blev et "e" derfor én prik, et "i" to prikker, et "t" én streg osv. For at få et mål for hastigheden, valgte man "Paris" som normalord (med morseskrift .--. .- .-. .. …). For at opnå et 1. klasses certifikat som telegrafist skulle man sende og modtage med speed 125; dvs. at man skulle sende 25 ord i minuttet – fejlfrit.

På museet kan de besøgende selv forsøge sig som telegrafister. Deres morsetegn kommer dog ikke ud på papir, men med lyd, ligesom radiotelegrafisterne modtager signalerne.

Modtagning

Når telegrafisten på en ledningsbaseret station skulle skrive telegrammet ned, brugte han ikke strimmelen, men lyttede til de klik, der fremkom, når ankeret ramte elektromagnetens poler. I modsætning til radiotelegrafisten var det således rytmen, han aflæste. Prøv selv at morse nødsignalet SOS
(… --- …) med lyd: Di di di dah dah dah di di di og prøv så at banke det med en blyant med en tøven på stregerne.

For at forstærke lyden brugte man ofte et rør som anker eller anbragte relæet i en trækasse – en sounder. Og hvad så med strimmelen? Ja, den var dokumentation for, at telegrammet var rigtigt modtaget – eller forkert sendt.

Slut med morse

Den manuelle morsetelegrafi blev efterhånden erstattet af en maskinel, som vi skal vende tilbage til i et kommende nummer af MuseumsPosten. For ledningstelegrafiens vedkommende blev den sidste morseforbindelse nedlagt i 1942, og radiotelegrafien synger også på sidste vers: overflødiggjort af fjernskriveforbindelser via satellit.

Køge telegrafstation

1860 etableret i Norske Løve   årlig leje 140 Rd

1866 flyttet til lokaler på Køge torv Købmand Schmellings ejendom årlig leje 130

1871 Sammenlagt med Postkontoret flyttet til jernbanestationen.

Regnskab

                    Telegramindtægter              Modtagne telegrammer            Afsendte telegrammer

1870                  491 Rd. 55Sk.                         1258                                       1391

1890                1808 Kr  78 øre                        2866                                       2388

1900                2596 Kr  50 øre                        3765                                       3118

1930              ca. 21000 Kr.                             4407                                       5394