Tjenestefolk, tyende, personer, som arbejder i private hushold; deres forhold og opgaver er siden 1700-t. blevet reguleret i en lang række love og forordninger.
Historie
Tjenestefolk arbejdede for husholdet mod kost, logi, naturalieydelser og pengeløn. De rekrutteredes fra 14-årsalderen og opefter.
Drenge begyndte som tjenestedrenge og hjælpedrenge for derefter at blive karle og fodermestre eller evt. kuske, tjenere eller hushovmestre.
Piger arbejdede enten som tjenestepiger på en gård eller som barnepiger, enepiger eller husjomfruer i herskabshjem.
Tyendeforholdets ideologiske grundlag var det patriarkalske forhold, hvor husbonden var overhoved for sin familie og det tyende, som var optaget i husstanden, dvs. boede hos husbonden.
Fra 1800-t. og indtil 1921, hvor Tyendeloven blev afløst af Medhjælperloven af 6. maj 1921, var den tjenende underlagt Tyendeloven. Tyendeloven af 10. maj 1854 stadfæstede den retslige stilling for tyende i forhold til husbond.
Den opstillede regler for ordningen af fæstevirksomheden, for skudsmål og for forligsmægling på landet. De retslige regler stadfæstede det personlige underordnede forhold. Husbonden havde revselsesret og kunne straffe tyendet, der skulle have en såkaldt skudsmålsbog.
Denne kunne indtil en lovændring i 1867 rumme en vurdering af den tjenendes evner. Loven gav tillige tyendet beskyttelse i tilfælde af sygdom, da et tyendeforhold ikke kunne opløses pga. sygdom.
Tyendeloven bevirkede, at tyendet var undergivet en særlig retslig stilling i forhold til resten af befolkningen. Desuden var tyende udelukket fra stemmeret og valgbarhed til Rigsdagen via bestemmelser i Grundloven indtil grundlovsændringen i 1915.
Tyendeforholdet nærmede sig i 1900-t. et lønarbejderlignende forhold. Medhjælperloven af 6. maj 1921 fjernede bestemmelserne om afstraffelse og skudsmålsbog.
Den ændrede erhvervsstruktur og et ændret familiemønster i midten af 1900-t. betød desuden mindre behov for tjenestefolk. Herregårdene havde tjenestefolk op til 1960'erne, da der med en øget mekanisering blev mindre behov for mange ansatte.
Revselsesret, ret til at tugte, dvs. opdrage og straffe, undergivne, fx familiemedlemmer, tjenestefolk og institutionsanbragte. I Christian 5.s Danske Lov 6-5-5, 6-5-6 og 6-9-4 var der bestemmelser om husbondens og hans hustrus revselsesret over for børn og tyende, mens loven afskaffede husbondens ret til at revse hustruen. Reglerne i Danske Lov om revselsesret blev ophævet ved Straffeloven af 1866, men det var ikke hermed meningen at ophæve revselsesretten.
Medhjælperloven fra 1921 ophævede retten til at revse tyende, men først i 1951 blev legemlig afstraffelse ophævet i de københavnske kommuneskoler, og med "spanskrørscirkulæret" i 1967 afskaffedes klø generelt i skolevæsenet. Samme år blev det forbudt at afstraffe klienter i døgninstitutioner for børn og unge.
Skudsmålsbog, kontrolbog, som det 1833-1921 i Danmark var pålagt tyende at forevise ved pladsskifte. Personer, der skulle rejse til fx et andet sogn, skulle tidligere medbringe løse, stemplede papirer, men herfra kunne man let fjerne en ufordelagtig bedømmelse (skudsmål). Samlet i skudsmålsbogen stod oplysninger om fødsel, forældre, dåb, skolegang, konfirmation og derefter påtegninger af arbejdsgivere. I 1867 blev det forbudt at skrive egentlige skudsmål om opførsel og evner, men bogen ændrede ikke navn. Da der kun måtte anføres tjenestetid og -sted, blev det almindeligt at skrive anbefalinger ved siden af. I skudsmålsbogens sidste år var den i miskredit og blev sjældent anvendt, bl.a. fordi af- og tilgang ved pladser i byer skulle meldes til politiet og dér indføres i bogen.
Alle tjenestefolk skulle have en skudsmålsbog. Det var en lille fortrykt bog, hvori mange forskellige attester kunne indføres.
Første indførsel var ofte konfirmationsattesten. Derefter kunne der komme vaccinationsattester, påtegning ved flytning til et andet sogn og vidnesbyrd fra præsten.
Ved flytning fra et sogn til et andet skulle skudsmålsbogen forelægges for sognepræsten i begge sogne. Han påtegnede den og førte flytningen ind i kirkebogen i til- og afgangslisterne. Efter 1873 overgik denne funktion til sognefogeden hhv. byfogeden, der førte flytningen ind i tyendeprotokollen.
Loven krævede, at alle der søgte arbejde udenfor deres fødesogn, skulle have en skudsmålsbog. En person, der mistede sin skudsmålsbog, kunne derfor straffes for det. Under en ansættelse blev skudsmålsbogen opbevaret af husbonden. Dermed var det umuligt for den ansatte at forlade pladsen i utide.
I 1867 blev det forbudt for husbonden at skrive andet end tjenestetidens varighed i skudsmålsbogen. Ordningen med skudsmålsbøger blev ophævet i 1921. Samtidig blev husbondens revselsesret ophævet.
Hvem de fik fæstet og på hvilke vilkår